Regnbuefamiliers rettigheder: Danmark atter i front

[Pressemeddelelse]

1989: Som det første land i verden indfører Danmark registreret partnerskab

1999: Som det første land i verden gør Danmark det muligt for et barn at have to juridiske forældre af samme køn

2013: Som det første land i verden gør Danmark det muligt, at tre personer kan indgå en bindende aftale om fordeling af juridisk forælderskab

Tirsdag forventes regeringens lovforslag om ændring af børneloven mv. (L  207) vedtaget.

Loven betyder, at børn i mange regnbuefamilier kommer ind under børneloven, hvilket i praksis betyder, at de får to juridiske forældre fra fødslen.

Tre typer familier hjælpes
Lesbiske, bøsser og biseksuelle stifter børnefamilier i stor stil. Men hidtil har familier med forældrepar af samme køn haft ringe retsstilling. Kun hvis man var gift eller havde indgået registreret partnerskab, kunne den forælder, der ikke er biologisk forælder, blive juridisk forælder og kun gennem stedbarnsadoption.

Den nye lov gavner tre typer regnbuefamilier:

  1. Lesbiske par, der benytter anonym sæddonation bliver omfattet af børneloven, hvorved medmor automatisk anerkendes som forælder og uanset om parret er gift eller ej.
  2. Et lesbisk par, der benytter en bekendt som sæddonor kan aftale med denne, at moderens partner skal være juridisk forælder, og dette vil blive anerkendt, igen uden stedbarnsadoption.
  3. En mand, der får et barn med en kvinde i et lesbisk parforhold kan aftale med disse, at han skal være juridisk forælder.

For den første af de tre typer er der tale om en simpel generalisering: Her ér kun to forældre involveret. De andre to er derimod nyskabende. Det er et faktum, at kvinder og mænd, der begge kan have en partner af samme eller modsat køn, får børn med hinanden, og hvor disse familier aftaler, hvem der skal være juridiske forældre. Regeringen har valgt at anerkende denne mangfoldighed i familiedannelsen og skabe et retligt grundlag, der understøtter familierne i stedet for at modarbejde dem.

”Det er meget tilfredsstillende, at regeringen vælger at tage dette skridt,” udtaler Søren Laursen, retspolitisk talsperson for LGBT Danmark, ”det giver en helt ny sikkerhed og tryghed omkring disse børnefamilier, som nu, når barnet kommer til verden, kan koncentrere sig om det, det handler om: At være en nybagt familie.”

Mangler
Det er dog ikke alle familier, der bliver hjulpet af den nye lov: LGBT Danmark havde foretrukket, at det blev muligt for mere end to personer at få juridisk forælderskab. I mange familier har barnet i praksis flere forældre, nemlig de biologiske forældre og deres respektive partnere. Det er landsforeningens holdning, at det ikke gavner barnet, at staten skaber et hierarki blandt forældrene.

Forbillede
Indtil sidste år var Danmark fuldstændigt agterudsejlet. Siden 2001 havde andre lande indført kønsneutralt ægteskab, herunder Holland, Spanien, Sydafrika og Argentina. Først sidste år kom Danmark med. ”Med den nye lov følger Danmark ikke blot i andres fodspor, men sætter en ny standard. Jeg er overbevist om, at andre lande vil følge Danmarks eksempel i årene der kommer, ligesom vi så det tidligere, når Danmark satte barren,” afslutter Søren Laursen.
Advertisements