Sørens dagbog

[Teksten er tydeligvis skervet til offentliggørelse, men jeg tror aldrig det er sket. /SL august 2012]

Onsdag 17. maj: Taler med journalist fra altinget.dk og hører hans interview med Jørgen Winther (V), som siger, at han forventer en løsning inden sommerferien. Han har ganske vist ikke fremsat noget forslag, men intentionen er klar nok: Forbuddet skal væk, men der skal være brugerbetaling. Jeg kan ikke gætte, hvordan løsningen skal skrues sammen, men det lyder meget positivt.

Tirsdag 23. maj: Politikere jeg har talt med i løbet af ugen har mistet troen. Der er aldrig kommet noget fra Jørgen Winther (V), så der er kun oppositionens forslag om at helt fjerne § 3, som ingen rigtig tror på vil gå igennem. Endnu et år spildt, suk.

Onsdag 24. maj: Jeg bliver ringet op i et S-tog på vej til arbejde. Mellem to stationer giver jeg et interview til en radionyhedsudsendelse om dagens artikel i Politiken om den forventede nedstemning af oppositionens forslag. Jeg har travlt på arbejde og har ikke tid til at gå over i Folketinget og se 2. behandlingen.

Midt på eftermiddagen ringer Kamal Qureshi (SF) og siger ’Tillykke’. Jeg er målløs. Forslaget er vedtaget med én stemmes flertal. Jeg ringer straks til Anja, som også er på arbejde og sidder midt i et møde. Hun har netop hørt det fra en journalist. Derefter skriver jeg nyheden ud på LBLs mailingliste og ringer straks til Hanne fra sekretariatet. Vi er helt oppe at køre.

Jeg skriver en kort nyhed på lbl.dk og nu er journalisterne begyndt at kime. Jeg tager over i foreningen til nogle optagelser til TV-avisen. Hanne har pyntet op og købt champagne i en ruf. Anja og Caroline er også kommet, og ikke et øje er tørt. Jeg har fået en vældig ’sommer’-forkølelse, så min næse løber hele tiden – og så lige når man skal på tv. Om aftenen skriver jeg til flere folketingspolitikere, for at sige tak og for at åbne kommunikationen for de næste dage frem til 3. behandlingen tirsdag den 30. maj.

Torsdag 25. maj: Min forkølelse topper. Bad timing. Jeg er i løbende kontakt med Anja. Hun har sat himmel og hav i bevægelse for at samle cases til pressen og få foreningen klar til på tirsdag med reception, indbydelser, pressemeddelelser og hjemmeside og what not. Hun er en knag. Og det lykkes, både med cases og aktivister. Folk er virkelig med – det er skønt. Sur på Ritzau, som har misforstået, hvad der skete i går – det forplumrer debatten fuldstændigt.

Weekenden: Vi er i løbende kontakt med politikerne, vender hele tiden scenarier, finder dokumentation frem vedr. forskellige detaljespørgsmål osv. Der er uro på Borgen, der er noget i gære, men der er stadig ikke kommet nogen ændringsforslag. Og der er kaskader af henvendelser fra journalister og andre, der er interesserede og bekymrede og sure. Avisernes debatsektioner flyder over med indlæg der råber på svar. Den kristne højrefløj er på barrikaderne, men døgnet har ikke nok timer til at skrive modindlæg.

Mandag 29. maj: 3. behandlingen udsættes til fredag. Jeg har jævnligt fat i Folketingets Sundhedsudvalgs sekretær – den stakkel, hun har bare totalt travlt i disse dage. Jeg bliver opmærksom på Berlingskes leder fra fredag, som er helt forfejlet, og skriver straks et modsvar. Stadig ingen ændringsforslag.

Onsdag 31. maj: Der er borgerkrig blandt de borgerlige. Der har været rygter om at Lars Løkke (V) ville trække lovforslaget. Jeg har haft fat i flere politikere for at få dem til at genoptage forslaget straks, hvis det skulle ske. Lars Løkke (V) har også forsøgt at få delt lovforslaget i to, men det afviser Folketinget. Der er forhandlinger mellem Anders Fogh (V) og Bendt Bendtsen (KF) flere gange i løbet af dagen.

De konservative fremsætter forslag om at genindsætte forbuddet. Søren Pind (V) m.fl. fremsætter forslag om brugerbetaling for lesbiske og enlige. Jeg hasteforfatter en pressemeddelelse om, at Pinds forslag diskriminerer lesbiske. Ritzau ringer tilbage for uddybning. Ok, de er inde i varmen igen.

De konservative vil have clearingssystemet sat ud af kraft ved 3. behandlingen. Åndsvagt – det er sidste dag i folketingsåret, så stort set alle vil være til stede. Dansk Folkeparti raser, de vil have Lars Løkke (V) til at trække forslaget tilbage. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld. Hvis blot lovforslaget ikke bliver trukket tilbage i sidste øjeblik. Kommer det i salen, tror jeg på det lykkes.

Torsdag 1. juni: Pressen skruer igen op for blusset – jeg har stort set intet nået på arbejde den sidste uge. Telefonen og mailen tager al tid. Det er helt umuligt. Fogh (V) udtaler, at han vil have en afgørelse nu. Fremragende, så bliver lovforslaget ikke trukket. Det ser lysere ud. Men ingen tør spå om udfaldet.

Fredag 2. juni: Vi mødes inde ved Christiansborg. DR1 er med os fra morgenstunden. Kamal (SF) har inviteret til reception efter afstemningen. Vi lægger vores overtøj på hans kontor, men haster videre til folketingssalen. Det går hurtigt. Spændingen stiger. De stemmer om genindsættelsen af forbuddet. Falder stort. De stemmer om brugerbetaling. Falder snævert. De stemmer om hele loven. Vedtages med mageligt flertal. Vi jubler – og bliver irettesat af betjentene. Men hvad gør det, nu skal champagnepropperne springe.

Der kommer masser af mennesker til vores reception om eftermiddagen, og vejret er med os – alle er glade og følelserne får frit spil. En dag at tænke tilbage på.

Søren Laursen, juni 2006

Reklamer