Fra kriminel til familiefar

Af Jørgen Kamp Knudsen [Bragt på http://www.lbl.dk]

Så er det sket – Folketinget har blåstemplet min familie. Fantastisk. Med et slag er jeg gået fra at være en kriminel andenrangs borger til en lovlydig familiefar.

Jørgen Kamp Knudsen – bøsse og far

Hvad har lovændring vedrørende kunstig befrugtning med en bøsse at gøre? I mit tilfælde – masser. Jeg har grædt og jublet af glæde over lovændringen. Nu er min søn legal og døren er åbnet for at give ham en ligeså legal lillesøster eller ‑bror. Jeg er både vildt taknemmelig og tænker også , at det var bare på tide.

Viktor Elliot

Jeg er far til Viktor Elliot, som skal fejre sin første fødselsdag den 11. juni. For ti år siden, i sommeren 1996, spurgte hans mor mig, om jeg kunne tænke mig at få barn med hende. Det var en stor ting, men jeg var ikke i tvivl. Vi gik i gang med sprøjtemetoden på Ikea-sofaen et halvt års tid senere. Men uden held. Efter en del frustrerende år blev vi først henvist til en gynækolog og dernæst til Hvidovre Hospital til kunstig befrugtning. Her fandt de ud af, at Viktors mor af medicinske grunde kun kan blive gravid ved hjælp af kunstig befrugtning.

Et ægteskabeligt forhold

Indtil i dag var det som bekendt et krav for at få kunstig befrugtning, at man var et heteropar. Vi blev derfor bedt om at skrive under på en erklæring om, at vi levede i ægteskabeligt forhold. Uanset at vi boede og stadig bor i et tofamilieshus sammen og efter mange års hjemmeinsemination og gynækologiske undersøgelse kendte hinanden ret intimt, så var vi selvfølgelig ikke inden for definitionen ”ægteskabeligt forhold”. Men efter at have været kæmpet for og drømt om at blive forældre i næsten syv år, så var vi ikke i tvivl. Vi skrev under.

Det var dog med en urimelig følelse af at være andenrangs borger. Og den følelse har ramt os mange gange siden. Viktors mors kæreste turde for eksempel ikke tage med på hospitalet til undersøgelse, ægudtagning og ægopsætning. Vi turde heller ikke melde klart ud ved fødslen, der også foregik på Hvidovre; vi havde en ”veninde” med. Og ofte – når vi er i forbindelse med offentlige myndigheder og institutioner –  frygter vi, at nogen finder ud, hvad vi har gjort og melder os. Vi ved godt, at Viktor ikke kan blive fjernet fra os, men måske vil det betyde, at systemet ikke vil hjælpe os med at få et barn mere.

Er vi mon for krævende?

Mange tænker måske, at nu er det da for meget – det er ren luksus og forkælelse, alle kan ikke få alt… Og nogle vil spørge, hvad vil I også med børn, er det ikke bare et fuldstændig egoistisk statement. Er det ikke nok, at I er sprunget ud og kræver verdens accept af det; kræver I nu også en accept af jeres forskruede forældreskab? Og så videre. Alt er hørt før, også fra uventet hold.

Der er ingen tvivl om, at der er meget egoisme i forbindelse med ønsket om at blive forældre. Men helt sikkert ikke mere for os homoer end for heteroerne. For mit eget vedkommende er der tale om et mangeårigt, dybtfølt ønske om at blive far. Følelsen er nok ikke blevet mindre stærk i alle de år, vi ”sprøjtede forgæves”. Nu, et år efter miraklet skete, så er der ingen af os forældre til Viktor, der tvivler på, at det var det helt rette, vi gjorde. Vi er sikre på, at vores kriminelle gerning har givet vort barn, os selv og vores venner og familier, så mange gode oplevelser, udfordringer og glæder, at det tilsidesætter enhver moralsk overvejelse i forhold til lov og ret.

Om det er en menneskeret at få hjælp til at få børn, er en anden sag. Men jeg vil i hvert fald insistere på, at det er en menneskeret at blive behandlet lige. Vort krav er derfor ikke ublu – og resultatet er uden tvivl både en personlig lykke og et gode for mange andre (ikke mindst for et samfund med en voksende ældrepukkel, for at bringe et helt andet aspekt ind i sagen).

 

Sejren og kampen

Vi er selvfølgelig ikke overraskede over, at der er politiske partier, der kæmper imod vores muligheder for og ret til at danne familier. Argumenterne er ikke nye. Selvom al forskning viser det modsatte, så har både de konservative og Dansk Folkeparti den (uvidenskabelige) holdning, at homoseksuelle forældre (læs: lesbiske) ikke kan varetage barnets tarv. Men at de ligefrem ynder at fastslå, at det er så synd for regnbuebørnene, fordi de bliver mobbet af de ”normale børn”, at der ikke bør  laves regnbuebørn – ja det er ubegribeligt. Ville det ikke være bedre for alle, om man satte ind over for mobning i stedet for?

Så selvom der nu ad kringlede veje er opnået flertal for kunstig befrugtning, så er kampen langt fra slut. Alene det faktum, at omverdenen har så svært ved at forstå, at lovændringen også har noget med bøsser at gøre, at bøsser også kan være forældre, og at bøsser også kan være infertile og derfor kun kan få børn via kunstig befrugtning, det viser, at der er et godt stykke vej. Og så er der selvfølgelig alle de juridiske, sociale og holdningsmæssige aspekter i forbindelse med regnbuefamilierne – lige fra fælles forældremyndighed for mere end to personer og medmors / medfars mulighed for barselsorlov til regnbuefamiliers synlighed i hospitalsvæsenet, i skolebøger og så videre.

Verden er både kompleks og forunderlig– ikke mindst med Viktor Elliot og alle de mange andre regnbuebørn som en del af den. Det er der desværre stadig store dele af den lovgivende forsamling, der ikke vil indse.

I dag kan vi ikke få armene ned af bare jubel over lovændringen – men i morgen er de klar til kamp igen.

Reklamer