Etisk Råd: Svar på henvendelse fra Indenrigs- og Sundheds­ministeriet

Uddrag af Etisk Råds svar

Svar på henvendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet:

(afgivet den 4. april 2005)

Resumé

I en henvendelse til Det Etiske Råd dateret 17. december 2004 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmodet rådet om en udtalelse angående nogle elementer fra loven om kunstig befrugtning, som eventuelt skal indgå i et udkast til et lovforslag. I det følgende opsummeres de væsentligste punkter i rådets svar:

Medlemmerne er enige om, at hensynet til barnets tarv bør vægtes højest i forbindelse med en regulering af lovens bestemmelser om forældrekrav, donoranonymitet mv. Men medlemmerne er ikke enige om, hvordan dette hensyn skal udmøntes. Dog forekommer det oplagt, at der bør etableres en højere grad af styring, herunder eventuelt en autorisationsordning og et særligt tilsyn med fertilitetsklinikker, sædbanker osv. Desuden bør det sikres, at der foretages en tilfredsstillende registrering af oplysninger inden for området.

Alle medlemmer går ind for, at det skal være muligt at afvise at behandle med kunstig befrugtning, hvis der er tale om åbenbar forældreuegnethed. Men der er uenighed om, hvad dette indebærer.

Et flertal (10 medlemmer) går ind for, at parforholdskravet bør ophæves både i privat og offentligt regi, således at også enlige og lesbiske kvinder kan blive insemineret af en læge. Et mindretal (5 medlemmer) går derimod ind for en opretholdelse eller eventuelt en skærpelse af parforholdskravet.

Ingen medlemmer af rådet kan gå ind for forslaget om selektivt at ophæve anonymiteten i forbindelse med insemination af enlige og lesbiske. Derimod går et flertal af medlemmerne ind for en generel ophævelse af anonymiteten i forbindelse med æg- og sæddonation, mens et mindretal finder, at man bør opretholde den nuværende ordning med fuld anonymitet. Et andet mindretal går ind for en valgfri ordning.

7 medlemmer går med forskellige udgangspunkter ind for forslaget om, at kvinder kan donere ubefrugtede æg uden selv at være i fertilitetsbehandling, mens 2 medlemmer går ind for at opretholde den nuværende ordning. 6 medlemmer går ind for at forbyde enhver form for donation af ubefrugtede æg.

Et flertal af rådets medlemmer (14 medlemmer) går ind for, at der på visse betingelser skal være mulighed for at forlænge opbevaringstiden for nedfrosne fosteranlæg. Et mindretal (1 medlem), finder, at de nuværende regler skal bibeholdes, idet dette medlem henholder sig til et forsigtighedsprincip og generelt ønsker at begrænse anvendelsen af kunstig befrugtning.

Et mindretal (7 medlemmer) går ind for donation af nedfrosne fosteranlæg, såkaldt prænatal adoption.

Pkt. 1 og 2: I hvilket omfang skal kunstig befrugtning finansieres af det offentlige?

I skitsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet foreslås det under pkt. 1 og 2, at der i det offentlige sygehusvæsen kun må ydes behandling med kunstig befrugtning til en kvinde, der er gift eller lever sammen med en mand og kun med henblik på at få ét barn. Dog kan der eventuelt foretages oplægning af fosteranlæg med henblik på, at parret kan få barn nummer to. En konsekvens af forslaget er, at enlige eller lesbiske kvinder selv skal betale for kunstig befrugtning i privat regi, idet parforholdskravet foreslås ophævet (jævnfør pkt. 3 i skitsen).

I det følgende præsenteres først de generelle overvejelser angående finansiering af kunstig befrugtning, som efter rådets opfattelse er relevante for problemstillingen. Efterfølgende diskuteres den forskel i finansieringen af ydelsen for de involverede grupper, som forslaget i skitsen lægger op til.Generelle overvejelser angående finansiering af kunstig befrugtning
Som udgangspunkt for at forholde sig til Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser angående finansieringen af kunstig befrugtning, har Det Etiske Råd diskuteret to sammenhængende spørgsmål: 1) Hvad bør overhovedet være ”adgangsbilletten” til at blive behandlet i det offentlige sundhedsvæsen, og 2) Hvilke typer af ydelser, bør man i givet fald have krav på at få tildelt? Medlemmerne er ikke enige om, hvordan disse spørgsmål skal besvares, og i det følgende anføres nogle af de hovedsynspunkter, som er blevet drøftet.A: Én opfattelse har været, at den offentlige sundhedssektors opgave primært er at behandle sygdomme, selv om der altid vil være enkelte undtagelser fra denne hovedregel. I visse undtagelsestilfælde er det nærliggende, at der skulle være fuld brugerbetaling. Dette skulle gælde ved behandling med kunstig befrugtning både i offentligt og privat regi. I udgangspunktet er adgangen til det offentlige sundhedsvæsen derfor betinget af, at man har en fysiologisk fejlfunktion, som enten kan være medfødt eller opstået på et senere tidspunkt i tilværelsen.

I forbindelse med behandling for barnløshed bør man ud fra denne opfattelse kun have adgang til behandling, hvis man er infertil i medicinsk forstand, dvs. hvis den manglende frugtbarhed er forårsaget af konstaterede defekter eller fejlfunktioner af fysiologisk karakter. Hvad barnløshedsbehandlingen nærmere skal bestå i, kan diskuteres. Ét synspunkt er, at der udelukkende bør være adgang til om muligt at få (gen)etableret den naturlige reproduktionsevne. Kunstig befrugtning kommer ud fra den betragtning ikke på tale. Et andet synspunkt er, at det skal være muligt at modtage kunstig befrugtning, hvis det ikke lader sig gøre at (gen)oprette reproduktionsevnen.

B: En anden opfattelse har været, at den offentlige sundhedssektor ganske vist primært er indrettet til at kurere og afhjælpe sygdom eller andre former for funktionsnedsættelser, men at man ikke herudfra kan konkludere noget om, hvad adgangsbilletten til den offentlige sundhedssektor bør være. Sundhedssektoren er i stand til at løse andre opgaver end at kurere sygdom og har i realiteten også en række andre funktioner, for eksempel at hjælpe mennesker til at undgå uønsket graviditet. For at afgøre, hvornår man skal have adgang til ydelser i sundhedssektoren, må man derfor i stedet tage udgangspunkt i, at sundhedssektorens etiske fundament er et hjælpemotiv, dvs. ønsket om at gavne de personer, der får adgang til systemet. Dette indebærer naturligvis ikke, at enhver bør have adgang til ydelser, blot man har en minimal gavn af dem. Tværtimod er det ved tildelingen af ydelser væsentligt at være opmærksom på, i hvor høj grad ydelsen faktisk gavner modtageren. Det er med andre ord væsentligt at prioritere det offentlige sundhedsvæsens ressourcer således, at de gør mest mulig nytte.

I forbindelse med barnløshed fører tankegangen for det første til, at de fleste former for behandling skal udbydes, da der er tale om forholdsvis billige behandlinger med stor nytte sammenlignet med mange andre behandlingsformer. Behandlingen bør således ikke begrænse sig til at (gen)oprette reproduktionsevnen, da det i mange tilfælde er mere effektivt at udføre kunstig befrugtning. Endvidere er der ud fra opfattelsen i det mindste ikke i udgangspunktet grund til at begrænse tilbuddet om kunstig befrugtning til heteroseksuelle par med fertilitetsproblemer. Insemination med donorsæd er således en særdeles billig behandling, som der ikke er grund til at afskære enlige eller lesbiske kvinder fra at få adgang til, medmindre det af andre grunde end prioriteringshensyn er uacceptabelt.

C: Endelig har et synspunkt været, at adgangen til ydelser i sundhedsvæsenet på samme måde som adgangen til en række andre ydelser i det danske velfærdssamfund er betinget af, at borgeren har brug for hjælp til at få dækket et fundamentalt behov, således at han eller hun i videst mulig udstrækning bliver i stand at fungere på almindelige vilkår i samfundet. Har man denne opfattelse, er det i den givne sammenhæng væsentligt at få afklaret, hvordan interessen i at få børn skal klassificeres. Hvis der er tale om et fundamentalt behov, kan man nemlig argumentere for, at det offentlige sundhedsvæsen bør tilbyde behandlingen med kunstig befrugtning i det mindste til nogle grupper af barnløse. Omvendt forekommer det nærliggende, at barnløse par eller kvinder selv bør finansiere ydelsen, hvis interessen i at få børn skal klassificeres som et ønske på linje med en række andre ønsker, som det i højere grad er valgfrit og altså ikke strengt nødvendigt at få tilfredsstillet.

Det er ikke helt enkelt at afklare, om interessen i at få børn skal klassificeres som et ønske eller et fundamentalt behov. Men selv om man mener, at mennesker har et fundamentalt behov for at have eller få børn, kan man ikke uden videre konkludere noget om, hvad det offentliges eventuelle hjælpeindsats bør bestå i. Dette hænger sammen med, at der kan gives flere udlægninger af, hvad behovet nærmere består i.(2) Hvis behovet primært er at have en forældrerolle, er det for eksempel ikke givet, at det offentlige bør stille kunstig befrugtning til rådighed for alle barnløse. I stedet kunne det være gratis eller mindre omkostningsfuldt at adoptere, selv om det dog må anerkendes, at denne løsning ikke altid er uproblematisk hverken for forældrene eller for det barn, der eventuelt skal overflyttes til en anden kultur. Omvendt ville det måske være mere oplagt at muliggøre kunstig befrugtning, hvis behovet blandt andet drejer sig om at føre slægten videre.

Et synspunkt under diskussionen af det offentliges rolle i forbindelse med kunstig befrugtning har i øvrigt været, at hvis IVF-behandling erkendes som et behov, som samfundet bør opfylde, skal det udelukkende foregå i offentligt regi. Det at få børn bør ikke prissættes og dermed gøres til en vare eller tingsliggøres ved, at ydelsen sælges i privat regi. Udelukkende at lægge IVF-behandling i offentligt regi viser, at man vedkender sig denne behandling som en behandling, det offentlige skal yde, og som er kontrolleret og ikke underlagt konkurrence. Det vil formodentlig også indebære, at sundhedspersonalets incitament til at igangsætte en behandling, hvor chancen for at få et barn er helt minimal, nedsættes.

Det skal bemærkes, at man i debatten om kunstig befrugtning ind imellem hører udtalelser om, at man har ”ret til børn”. Det Etiske Råd ønsker at slå fast, at man ikke har en ret til børn. Hvis man overhovedet har rettigheder på dette område, kan det højest være en ret til hjælp til at få børn ved hjælp af metoder, som det er etisk acceptabelt at anvende og givet, at det er berettiget at yde denne hjælp i betragtning af de opgaver, det i øvrigt påhviler det offentlige at varetage. Nogle medlemmer af rådet ønsker endvidere at gøre opmærksom på, at rettighedsbegrebet på ingen måde er velvalgt i forbindelse med børn. Børn bør i stedet anskues som en gave, der er et resultat af omstændigheder, som intet par kan kontrollere til mindste detalje. Ligesom et par ikke selv i alle detaljer kan kontrollere det kærlighedsforhold, som børn er en naturlig følge af.

Forskel i finansieringen af ydelsen for de involverede grupper
Et forslag i skitsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet er, at kvinder, der er gift eller lever i ægteskabslignende forhold, skal have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sygehusvæsen. Andre kvinder skal derimod have adgang til ydelsen i privat regi gennem selvfinansiering. Forslaget kan begrundes med, at de kvinder, der ønsker at blive behandlet med kunstig befrugtning og hverken er gift eller lever i ægteskabslignende forhold, som oftest ikke er infertile i medicinsk forstand, mens dette er tilfældet for den anden gruppe af kvinder/par.(3) Man kan blandt andet være imod forslaget om og begrundelsen for, at der skal være en forskel i finansieringen af ydelsen for de nævnte grupper af de to grunde, som nævnes nedenfor:

• Man kan mene, at gennemførelsen af forslaget både af den almindelige befolkning og af de berørte grupper vil blive opfattet som en diskriminering af enlige og lesbiske kvinder uafhængigt af, hvad den egentlige begrundelse for forslaget er. I den forstand ville det i realiteten kunne have den effekt at stigmatisere eller marginalisere enlige og lesbiske, selv om dette ikke er tilsigtet. Men det kan diskuteres, om denne problemstilling udgør et argument for at udforme lovgivningen på en anden måde, hvis der reelt ikke er tale om nogen form for diskrimination. I så fald ville der nemlig i stedet være tale om en positiv særbehandling af de enlige og lesbiske, som ikke ville være rimelig på baggrund af medicinske og fordelingsmæssige betragtninger. Det forekommer derfor mere nærliggende, at lovgiverne sender et klart signal ud om, hvad begrundelsen for loven er. Dette kan eventuelt starte en offentlig debat om, hvorvidt der er tale om en holdbar begrundelse.

• Man kan mene, at der i forbindelse med tildelingen af offentlige ydelser bør være en nøje sammenhæng mellem betingelsen for at få tildelt en ydelse og den ydelse, man rent faktisk får. Hvis et par for eksempel er barnløst, fordi manden har en lukket sædleder, er det mest oplagte indgreb således at genetablere sædlederens funktion, hvis dette er muligt. Og helt generelt kan man hævde, at barnløshed bør behandles ved at forsøge at (gen)oprette den naturlige reproduktion, dvs. ved at udbedre det medicinske problem.

Hvis man vælger, at barnløse par, som ikke kan få (gen)etableret den naturlige fertilitet, skal tilbydes kunstig befrugtning i det offentlige sygehusvæsen, kan man derfor diskutere, om tildelingen af denne ydelse eller behandling kan være begrundet i den medicinske infertilitet. Spørgsmålet er altså, om sammenhængen mellem medicinsk infertilitet og kunstig befrugtning er tilstrækkelig tæt eller snæver til, at den medicinske infertilitet kan være adgangsbilletten til at få tilbudt kunstig befrugtning i offentligt regi? Nogle vil hævde, at dette er tilfældet, fordi den kunstige befrugtning alt andet lige afhjælper det medicinske problem. Men andre vil givetvis mene, at sammenhængen ikke er tilstrækkelig tæt. Hvis man er af den sidstnævnte opfattelse, kan man anføre, at den egentlige begrundelse for at tilbyde kunstig befrugtning i forbindelse med infertilitet så må være, at parret har et behov for eller et ønske om at få børn. Men på baggrund af denne begrundelse kan man argumentere for, at andre grupper med tilsvarende behov for at få børn også bør have adgang til kunstig befrugtning. Dette ville indebære, at også enlige kvinder og lesbiske par burde have adgang til ydelsen i offentligt regi, hvis de vurderes at have et tilsvarende behov og forudsat, at de overhovedet bør have adgang til kunstig befrugtning.

Pkt. 3 og 4: Ophævelse af parforholdskravet og vurdering af forældreegnethed

Indenrigs- og Sundhedsministeriet anfører i pkt. 3 i sin skitse, at parforholdskravet kunne ophæves ved en læges behandling i privat regi, dvs. at også enlige og lesbiske kvinder kan behandles af en læge, hvis det vel at mærke foregår i privat regi. Desuden foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastlægge kriterier for forældreegnethed, som kan udgøre grundlaget for, at en læge afviser at udføre kunstig befrugtning i konkrete tilfælde. I det følgende anføres under generelle overvejelser angående parforholdskravet og vurdering af forældreegnethed to forhold, der er særligt relevante i forbindelse med en stillingtagen til problemstillingerne, nemlig hvordan hensynet til barnets tarv bør varetages, og hvad det offentliges rolle i forbindelse med reguleringen af kunstig befrugtning overhovedet bør være.

Generelle overvejelser angående parforholdskravet og vurdering af forældreegnethed 

Barnets tarv
Der er mange interesser at tage hensyn til i forbindelse med reguleringen af kunstig befrugtning. De private fertilitetsklinikker og medicinalindustrien har en økonomisk interesse i en forholdsvis liberal lovgivning, de kommende forældre har en interesse i at få deres selvbestemmelse respekteret, og samfundet som helhed har blandt andet en interesse i, at der fødes børn, som udvikler sig til velfungerende samfundsborgere. Hvis det offentlige skal regulere området, er det nødvendigt at afveje disse interesser i forhold til hinanden, men ét hensyn synes at have en overordnet etisk vægt, nemlig hensynet til det kommende barn og dets muligheder for at få gode livsbetingelser. Dette hænger sammen med, at det eventuelle barn må betragtes som den ”svageste” eller mest sårbare af de involverede parter, og samtidig er det i bogstaveligste forstand hele dets eksistens, der står på spil.

For at kunne varetage hensynet til barnets tarv på den rigtige måde, må der fastlægges et niveau for, hvornår det eventuelle barns livsmuligheder må betragtes som ”acceptable”, dvs. om barnet for eksempel skal have ideelle livsbetingelser, gode livsbetingelser eller blot nogenlunde normale livsbetingelser.(4) Desuden må der opstilles nogle operationelle kriterier, som kan anvendes, når der skal tages stilling til, om det minimale niveau for acceptable livsbetingelser må forventes at blive opnået. Hvilke typer af kriterier, der i denne sammenhæng skal henvises til, kan i høj grad diskuteres. I forbindelse med parforholdskravet har nogle for eksempel taget udgangspunkt i, at et barn som udgangspunkt bør have både en far og en mor, blandt andet fordi det har behov for rollemodeller af begge køn. Andre har derimod henvist til rent empiriske undersøgelser, hvor blandt andet fysiologiske kriterier som hoved- og mavepine har været brugt i forbindelse med vurderingen af børnenes trivsel under forskellige familieformer.

Der kan opstilles flere forslag til, hvad der i den givne sammenhæng må betragtes som rimelige livsvilkår, for eksempel:

• Sammenligning med kravene til adoptanter, det vil blandt andet sige at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke må forringe mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste; at ansøgeren råder over en bolig, der er egnet til at danne rammerne for opfostring af barnet; at ansøgeren har forsvarlige økonomiske forhold; og at ansøgeren ikke er straffet for forhold, der giver berettiget tvivl om ansøgerens egnethed til at adoptere.(5) Alt i alt skulle formålet med dette krav være, at barnet som minimum bør have normale livsbetingelser i den forstand, at det må forventes at komme til at leve et liv med rimelige udfoldelses- og handlemuligheder og uden specielle psykologiske problemer. Udgangspunktet kan begrundes med, at samfundet i så fald ikke kan beskyldes for ikke at leve op til sine forpligtelser. Det har gjort hvad det kunne for at sikre, at barnets muligheder for at få et vellykket liv må betragtes som gode.

• Baggrunden for vurderingen skal være, om forældrene som udgangspunkt må forventes at kunne forsørge børnene selv uden hjælp fra det offentlige, herunder at der ikke er behov for særlige støtteforanstaltninger, for at barnet kommer til at trives og fungere godt i forskellige sammenhænge som skole etc. Hvis familien i denne forstand er selvberoende, må mulighederne for at barnet udvikler sig til en velfungerende borger være gode, hvilket er at foretrække både set fra barnets perspektiv og fra et samfundsmæssigt perspektiv.

• Sammenligning med kriterierne for tvangsfjernelse, dvs. at der skal være åbenbar risiko for, at barnets udvikling lider alvorlig skade på grund af for eksempel manglende omsorg, misbrugsproblemer eller sociale vanskeligheder i hjemmet.(6) Et sådant udgangspunkt kan begrundes med, at det svarer til en allerede accepteret praksis om, hvilket minimum af beskyttelse vi som samfund skylder ethvert barn.

Det skal i øvrigt bemærkes, at hensynet til barnets tarv ikke nødvendigvis er den eneste overvejelse, der skal indgå under fastlæggelsen af et niveau for acceptable livsbetingelser, selv om dette hensyn skal vægtes højest. Hvis dette hensyn allerede er ”dækket ind”, kan man udmærket henvise til andre forhold efterfølgende. For eksempel kan man mene, at der ikke bør stilles nogen krav til barnets fremtidige livsmuligheder, men at man alligevel ønsker at tage udgangspunkt i kriterierne for tvangsfjernelse på grund af de samfundsmæssige gener af blandt andet økonomisk art, der knytter sig til at frembringe børn i dårligt fungerende familier.

Holdninger til barnets tarv

Det vel nok mest udbredte synspunkt er, at det er væsentligt at have både en far og en mor. Et synspunkt er, at en familie med to heteroseksuelle voksne i udgangspunktet sikrer, at børnene har rollemodeller af begge køn, hvilket spiller en afgørende rolle for dannelsen af børnenes identitet og personlighed, for eksempel ved at undgå en ”feminisering” af familierne, som kunne tænkes at påvirke drengebørnenes kønsidentitet i en uheldig retning. En familieform med både en mor og far indeholder således en dynamisk og alsidig interaktion mellem de voksne af begge køn samt mellem de voksne af begge køn og børnene, der tjener som ”skitse” for børnenes eget fremtidige familieliv. Et andet synspunkt er, at det i udgangspunktet er en naturlig ret at have forældre af begge køn, fordi denne familieform repræsenterer de grundforhold, der knytter sig til selve reproduktionen.

Som forarbejde til det svenske lovforslag om at give homoseksuelle par lov til at adoptere, som blev vedtaget i 2002, blev der udarbejdet en meget omfattende redegørelse om børns vilkår i homoseksuelle familier med titlen Barn i homosexuelle familier.(7) Redegørelsen indeholder blandt andet en forskningsoversigt (3.del) med henvisning til 80 arbejder, primært amerikanske og engelske, men også nogle svenske. Konklusionen i redegørelsen citeres her fra sammenfatningens side 15 og 22:

Den samlade forskningen visar att barn med homosexuella föräldrar har utvecklats psykologiskt och socialt på liknande sätt som de barn de jämförts med. Inga skillnader har heller framkommit vad gäller barnens könsutveckling. För en del barn kan det i vissa skeenden av uppväxten uppstå konflikter som är relaterade till föräldrarnas homosexuella läggning. Det handler främst om att de under de tidiga tonåren kan uppleva förälderns homosexuella läggning problematisk sett i relation till kamratgrupper och jämnåriga. Forskningen visar att barns förmåga att hantera sådana konflikter är beroende av hur relationen är til föräldrarna. … Traditionellt har inställningen varit den att det är bäst för barnet att ha foräldrar av olika kön. Men de utredningar som kommittén har tagit del av och låtit gennomföra visar att ett barns utvecklingsmöjligheter är lika goda i en homosexuell familjebildning som i en heterosexuell familjebildning. För att ett barn skall utvecklas väl spelar det alltså ingen roll om föräldrarna är av olika eller samma kön.

En del af rådets medlemmer har den opfattelse, at sådanne empiriske undersøgelser af børns vilkår har deres begrænsninger, og at de er behæftede med metodiske problemer, blandt andet fordi det er vanskeligt at opstille plausible og objektive kriterier, som kan anvendes under vurderingen af børnenes udvikling og trivsel, ligesom det er umuligt at opstille strengt videnskabelige forsøg, da man ikke kan finde – og heller ikke kan eller bør tillade forsøg med – genetisk ens børn, der er opvokset i sådanne forskellige familier. Derfor er det til en vis grad nødvendigt at støtte sig til egne og eventuelt andres personlige erfaringer.

Det Etiske Råd har ikke fundet frem til relevante empiriske undersøgelser angående børns vilkår hos enlige, men det skal bemærkes, at enlige kvinder godt kan godkendes som adoptanter. Af Civilretsdirektoratets vejledning om international adoptionfremgår det, at der i dette tilfælde lægges vægt på, ”om ansøgeren er i besiddelse af nogle – til forskel fra samlevende – yderligere eller særlige kvalifikationer, der gør ansøgeren velegnet til at opfostre børn alene” (afsnit 2.5.4). Af adoptionsnævnets årsrapport fra 2001 afsnit 6.3.4 fremgår det, at de særlige kvalifikationer i praksis vedrører de enlige adoptanters netværk, idet den enlige ikke vil kunne dele ansvaret med at opfostre barnet med en ægtefælle. Af samme grund lægges der vægt på, at den enlige ansøger utvivlsomt er i besiddelse af gode personlige ressourcer. Det fremgår i øvrigt, at Adoptionsnævnet i 2001 i alt modtog 40 sager, hvor samrådene traf afgørelse vedrørende enlige adoptionsansøgere. 39 af ansøgerne var kvinder, og der blev givet 6 afslag. Gennemsnitsalderen var 39,8 år, og det var karakteristisk for ansøgerne, at de i overvejende grad ikke havde været samlevende med en partner. Man kunne måske have en formodning om, at der er et vist sammenfald eller en vis lighed mellem enlige, kvindelige adoptanter og de kvinder, der kunne ønske at gøre brug af kunstig befrugtning uden at leve i ægteskabslignende forhold.

Hvordan sikres det, at forældreegnetheden vurderes?

Ifølge § 1 gælder loven om kunstig befrugtning kun for ”kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv., der foretages af en læge eller under en læges ansvar, jf. dog § 18, hvor graviditet hos en kvinde søges etableret på anden måde end ved samleje mellem en kvinde og en mand”. Det er imidlertid ikke forbudt for andre end læger at udføre insemination med sæd, da der ikke er tale om et invasivt indgreb, dvs. et indgreb, hvor man gennemtrænger dele af kroppen.(8) Det Etiske Råd har i Høring over udkast til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning (2004) peget på, at denne retstilstand hverken forekommer rimelig eller tilsigtet, idet andre hermed kan udføre insemination på måder, som er forbudt for læger. I særdeleshed er der intet til hinder for, at der udføres insemination med sæd, selv om kvinden hverken er gift eller lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold. Dette er forbudt for læger ifølge § 3.

Skitsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet løser det nævnte problem, da forslaget jo er, at det ikke længere skal være forbudt for læger at inseminere enlige og lesbiske. Men efter rådets vurdering kan der opstå et tilsvarende problem i forbindelse med vurderingen af forældreegnethed. Efter medlemmernes mening fremgår det således ikke med ønskelig tydelighed, om fastlæggelsen af kriterier for forældreegnethed som adgang til behandling med kunstig befrugtning alene gælder i forbindelse med behandling, der udføres under en læges ansvar. Dette ville rådet finde problematisk, da forældreuegnede kvinder eller par i givet fald blot ville kunne lade sig behandle af andre personer end læger i de tilfælde, hvor der alene er tale om insemination.

På den anden side er det ikke uden problemer at pålægge andre personer end læger at forholde sig til kvindens eller parrets forældreegnethed. For insemination er et så lavteknologisk indgreb, at det i princippet kan foretages af alle. Men det forekommer ikke nærliggende at regulere denne type aktiviteter, hvis de udføres under helt private forhold. Det er derfor oplagt at etablere en ordning, hvor enhver, der udfører kunstig befrugtning under erhvervsmæssige forhold, skal have autorisation. Den person, der har autorisationen, pålægges herefter ansvaret for, at de relevante krav og restriktioner i forbindelse med udførelsen af kunstig befrugtning overholdes. Dette kunne kontrolleres gennem jævnlige inspektioner afholdt af de relevante myndigheder, sådan som det sker inden for en række andre brancher. Det er herunder en mulighed at stille krav om, at kunstig befrugtning kun må foregå under en læges ansvar. Under alle omstændigheder finder medlemmerne af rådet, at der eksplicit bør tages stilling til den nævnte problemstilling i lovgivningen.

Et andet problem er, at hverken læger eller andet sundhedspersonale må anses for at have nogen særlig kompetence til at afgøre, om en kvinde eller et par må anses for at være forældreuegnede. Efter rådets opfattelse bør det derfor overvejes, om der bør åbnes mulighed for, at man kan indklage en afgørelse om ikke at behandle til en højere instans.(9) En mulighed er også, at der altid skal være andre end læger og andet sundhedspersonale involveret i vurderingen af forældreegnetheden. For eksempel et nævn, som i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om det enkelte par eller den enkelte kvinde kan få behandlingen udført.

Det offentliges rolle

Det er nødvendigt at tage stilling til, i hvilket omfang det er en offentlig opgave at bestemme, hvem der skal have adgang til at anvende kunstig befrugtning. På den ene side kan man mene, at statsmagten ikke bør gribe mere ind i den kunstige befrugtning end i den naturlige reproduktion, hvor det som bekendt er helt op til parterne selv at tage stilling til, om de vil have børn. Hensynet til kvindens eller parrets selvbestemmelse taler således for, at det offentlige undlader at regulere området, i det mindste hvis behandlingen udføres i det private sundhedssystem og for kvindens eller parrets egen regning.(10) Dette udelukker naturligvis ikke, at det offentlige må gribe ind, efter at der er kommet et barn til verden. I så fald kan et indgreb for eksempel begrundes med, at barnet forvoldes skade ved at være i familien.

På den anden side kan man anføre, at den kunstige befrugtning er en praksis, som samfundet som helhed har været med til at udvikle og stille til rådighed. Af den grund har det offentlige allerede i udgangspunktet et ansvar for det kommende barns livsbetingelser, idet det offentlige er én af de aktører, der er involveret i dets tilblivelse. I forbindelse med rådets drøftelser er der blevet fremført tre synspunkter om, efter hvilke retningslinjer det offentlige skal regulere området:

A. Et synspunkt har været, at staten generelt set bør forholde sig neutralt i forhold til, hvilke livsformer der udvikler sig, medmindre nogle af disse livsformer kan siges direkte at skade andre personer eller ødelægge deres livsbetingelser. På det familiemæssige område indebærer tankegangen, at familiens autonomi som udgangspunkt skal respekteres, dvs. at staten ikke skal forholde sig til, om nogle familieformer er bedre eller mere værdifulde end andre. Det må familiemedlemmerne selv afgøre. Ud fra dette synspunkt er der derfor tale om diskrimination, hvis nogle grupper uden en god begrundelse gives bedre muligheder for at få udført kunstig befrugtning end andre. En relevant begrundelse for at udelukke singler og homoseksuelle par fra at få udført kunstig befrugtning i offentligt regi er, at de ikke er infertile i medicinsk forstand. Ud fra tanken om, at staten bør forholde sig neutralt i forhold til de forskellige livsformer, er denne begrundelse for at undlade at tilbyde kunstig befrugtning i bestemte situationer ikke diskriminerende. Men der bliver tale om diskrimination, hvis tankegangen benyttes til at afvise alle singler og lesbiske, selv om infertile heteroseksuelle par har adgang til ydelsen. På baggrund af tankegangen bør singler eller lesbiske således også have adgang til kunstig befrugtning, hvis de er infertile i medicinsk forstand.

B. Et andet synspunkt har været, at staten hverken kan eller skal være neutral hvad angår det familiemæssige område. Synspunktet kan illustreres med, at den danske stat forbyder flerkoneri og polyandri (flere mænd) og dermed understøtter en bestemt opfattelse af, hvad en familie er, hvilket de færreste danskere har problemer med at acceptere. Tilsvarende må staten i forbindelse med reguleringen af kunstig befrugtning tage udgangspunkt i, at nogle familieformer må betragtes som anerkendteog afprøvede familieformer, der er bundet op på bestemte idealer om, hvordan familiemedlemmerne bedst lever op til deres forpligtelser over for hinanden. Dette gælder i særdeleshed i forbindelse med kernefamilien, der samtidig udgør en så almindelig livsform, at børnene ikke fra starten kommer til at udgøre en undtagelse alene på grund af den familiemæssige baggrund. Desuden er kernefamilien indrettet sådan, at børnene må forventes at få gode opvækstbetingelser her, blandt andet fordi det normalt er en ressourcestærk enhed. Som oftest er der både økonomisk råderum, hvilket giver frihed til at indrette sig efter familiens behov og ønsker, og mulighed for, at forældrene kan aflaste hinanden i hverdagen og tage et fælles ansvar for børnenes trivsel. I den sammenhæng må det samtidig bemærkes, at lovgivningen har en signalværdi, som man ikke kan se bort fra. Hvis man for eksempel vælger at ophæve det parforholdskrav, der for øjeblikket er knyttet til den kunstige befrugtning, kan dette således blive taget til indtægt for en blåstempling af den opløsning af det traditionelle ideal om kernefamilien, der har fundet sted de senere år. I den forbindelse skal man ikke være blind for den glidebane, en opløsning af idealet om kernefamilien kunne afstedkomme. Man kan for eksempel have det synspunkt, at en konsekvens af at acceptere insemination af lesbiske i det lange løb uundgåeligt vil være, at også bøsser får lov til at få børn, i dette tilfælde ved hjælp af en rugemoder.

C. Endelig har et synspunkt i Det Etiske Råds debat været, at man må skelne mellem, om behandlingen udføres i privat eller offentligt regi. Hvis behandlingen udføres i offentligt regi og for offentlige midler, er der tale om en ydelse, som samfundet som helhed bidrager til at stille til rådighed. Af den grund er staten i høj grad berettiget til at regulere adgangen til ydelsen dels ud fra økonomiske betragtninger og dels på baggrund af værdier, som afspejler samfundsmæssigt anerkendte synspunkter og opfattelser. Foregår behandlingen derimod i privat regi, må det i højere grad overlades til kvinden/parret og behandleren selv at afgøre, om det er acceptabelt at foretage kunstig befrugtning. Dog er det ikke givet, at det i privat regi er acceptabelt at udføre kunstig befrugtning i alle tilfælde. Nogle hensyn, for eksempel hensynet til det kommende barn, kan have så stor vægt, at staten er berettiget til at lovgive på baggrund af dem i både det ene og det andet regi. Men det er væsentligt at afklare, præcis hvilke hensyn der har en sådan tyngde.

Reklamer