2003-04 L 179 : Lempelse af statsborgerskabskrav ved registreret partnerskab

2003-04 L 179: Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love

(Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)

Fremsat den 10. marts 2004 af justitsministeren (Lene Espersen)

[…]

§ 6

I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, § 36 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, og lov nr. 360 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, affattes således:

»Ægteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17, § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2, være opfyldt.«

2. § 2, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«

3. § 2, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af justitsministeren.«

4. I § 5, stk. 2, udgår »og § 46«.

5. § 5, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her.«

6. Efter § 6 indsættes:

»§ 6 a. Ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret partnerskab.«

[…]

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

6. Lov om registreret partnerskab

6.1. Gældende ret

6.1.1. Betingelserne for at indgå registreret partnerskab

Efter § 2, stk. 1, i lov om registreret partnerskab gælder der som udgangspunkt de samme betingelser for indgåelse af registreret partnerskab som for indgåelse af ægteskab.

Efter stk. 2 kan registrering af partnerskab dog kun ske, hvis (1) en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab, eller (2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Efter stk. 3 sidestilles statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab. Denne bestemmelse er udnyttet til at sidestille finsk og hollandsk statsborgerskab med dansk.

Kravet om bopæl antages at indebære, at den pågældende skal have domicil i Danmark. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det territoriale område, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

For så vidt angår de personer, der er nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, er det dog forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at der skal anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet, end hvad der gælder for nordiske statsborgere m.v., der i henhold til § 2, stk. 3, kan sidestilles med danske statsborgere. Baggrunden er, at de nordiske statsborgere m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk registreret partnerskab efter en tilbagevenden til deres hjemland, mens dette som udgangspunkt ikke kan antages at gælde de personer, som § 2, stk. 2, nr. 2, tager sigte på.

I tilfælde, hvor det måtte give anledning til tvivl, om en person efter stk. 2, nr. 2, har bopæl her i landet, anlægges en samlet vurdering. Efter bemærkningerne til bestemmelsen skal der bl.a.

»… lægges vægt på retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt – eller i hvert fald for en længere periode – at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. Personer, der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger to år, jf. den foreslåede bestemmelse), eller som i øvrigt må antages at ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen behandles.

I kravet om bopæl i Danmark i de sidste to år ligger også, at opholdet har været uden væsentlige afbrydelser. Således vil f.eks. et længere ophold i udlandet inden for to års-perioden, hvad enten det er i hjemlandet eller i et andet land, indebære, at lovens betingelser ikke er opfyldt. Det vil derimod være uden betydning, om den pågældende i perioden har foretaget kortere ferierejser m.v. til udlandet.«

De gældende regler indebærer således f.eks., at to danske statsborgere, som har fast bopæl i Malmø, ikke kan indgå registreret partnerskab i Danmark. Endvidere kan f.eks. en britisk statsborger, der har boet i Danmark i 10 år, ikke indgå registreret partnerskab med en britisk statsborger med bopæl i Storbritannien. En dansk (eller nordisk eller hollandsk) statsborger med bopæl i Danmark kan derimod f.eks. indgå registreret partnerskab med en iransk statsborger bosat i Iran, og to iranske statsborgere, der har boet i Danmark i mere end to år, kan indgå registreret partnerskab med hinanden.

Reglerne om indgåelse af registreret partnerskab er senest ændret ved lov nr. 360 af 2. juni 1999, hvor adgangen til at indgå registreret partnerskab blev udvidet til bl.a. også at omfatte nordiske statsborgere med bopæl i Danmark. Før denne ændring var det en betingelse, at mindst en af parterne var dansk statsborger og havde bopæl i Danmark.

Enhedslisten stillede den 21. januar 2003 ved lovforslag L 129 om ændring af lov om registreret partnerskab forslag om helt at ophæve det eksisterende krav om statsborgerskab eller bopæl her i landet forud for registreringen.

Under førstebehandlingen af dette forslag den 18. marts 2003 tilkendegav justitsministeren, at Justitsministeriets arbejdsgruppe om regelforenkling ville overveje, om de gældende regler om krav om dansk statsborgerskab eller bopæl er unødigt restriktive.

Det følger af lovens § 2, stk. 1, at det alene er §§ 12, og 13, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., i ægteskabslovens kapitel 2 om prøvelse af ægteskabsbetingelser og vielse, der finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab. Det fremgår bl.a. af disse regler, at der skal foretages prøvelse af ægteskabsbetingelserne, før ægteskab indgås, og prøvelsen skal foretages på det sted, hvor en af parterne bor.

At det alene er disse regler i ægteskabslovens kapitel 2, der finder anvendelse på registreret partnerskab, indebærer, at der efter de gældende regler ikke er mulighed for at foretage registrering, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af registreringsbetingelserne. Om den tilsvarende mulighed for at foretage »nødvielser« henvises til ægteskabslovens § 19, stk. 2. Efter ægteskabslovens § 21, stk. 2, kan justitsministeren (Civilretsdirektoratet) godkende en ugyldig vielse som gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor. Denne mulighed eksisterer ikke ved registrerede partnerskaber.

Retsplejelovens § 448 c indeholder regler om domstolenes internationale kompetence i sager om ægteskab og forældremyndighed. Uanset denne bestemmelse kan et registreret partnerskab altid opløses her i landet, jf. § 5 i lov om registreret partnerskab.

6.1.2. Baggrunden for de særlige krav til indgåelse af registreret partnerskab

Baggrunden for de særlige krav om tilknytning til Danmark for at indgå registreret partnerskab her i landet er ifølge bemærkningerne til lovens § 2 bl.a. at undgå, at udenlandske par indgår registreret partnerskab her i landet, når registreringen ingen retsvirkninger vil have i deres hjemland (»haltende partnerskaber«).

Et »haltende partnerskab« indebærer bl.a., at den pågældende i sit hjemland lovligt vil kunne indgå ægteskab. Set fra dansk ret indebærer indgåelse af »haltende partnerskaber« således principielt en risiko for indgåelse af – hvad der efter dansk ret vil være – bigamiske ægteskaber.

I forbindelse med lovændringen i 1999 blev det overvejet at lempe betingelserne for at kunne indgå registreret partnerskab, således at der blev adgang til at indgå registreret partnerskab for personer, der ikke har bopæl her i landet, hvis en af dem er dansk statsborger. En sådan udvidelse blev dog ikke foreslået.

Baggrunden herfor var ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at der rundt om i verden findes mange personer, der har dansk statsborgerskab uden i øvrigt at have nogen tilknytning til Danmark eller planer om at vende tilbage hertil, at registreret partnerskab for disse ville være uden retsvirkninger i deres hjemlande, og at der ikke kan ses bort fra, at andre lande kunne opfatte det som krænkende, hvis Danmark søgte at lovgive for personer, der, selv om de er danske statsborgere, i realiteten kun er knyttet til de pågældende andre lande.

Betingelserne for at indgå registreret partnerskab i de øvrige nordiske lande er stort set identiske med de danske regler. Derimod er der i Holland adgang til at indgå registreret partnerskab for udlændinge, blot de pågældende har lovligt ophold.

6.1.3. Betingelserne for at indgå ægteskab

Adgangen for udlændinge til at indgå ægteskab i Danmark er væsentligt lempeligere end adgangen til at indgå registreret partnerskab.

Ægteskab må efter ægteskabslovens § 11 a, stk. 1, indgås her i landet, hvis hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4 b eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 e.

Det indebærer, at enhver udlænding, der har opholdstilladelse i Danmark, opholder sig her på f.eks. turistvisum eller er visumfri, herunder nordiske statsborgere og EU-borgere, har adgang til at indgå ægteskab her i landet. Derimod kan f.eks. asylansøgere som udgangspunkt ikke indgå ægteskab i Danmark.

6.2. Justitsministeriets overvejelser

6.2.1. Kravet om tilknytning til Danmark for at kunne indgå registreret partnerskab

De hensyn, der ligger bag de særlige regler om tilknytning til Danmark ved indgåelse af registreret partnerskab, taler efter Justitsministeriets opfattelse fortsat for, at det ikke vil være hensigtsmæssigt fuldstændigt at ligestille kravene til indgåelse af registreret partnerskab med ægteskab. Det bør således ikke være muligt for et par uden tilknytning til Danmark at indgå registreret partnerskab i Danmark, hvis deres hjemland ikke anerkender registreret partnerskab.

Justitsministeriet har overvejet, om man kan lempe udlændinges adgang til at indgå registreret partnerskab i Danmark uden helt at ophæve kravet om, at parret skal have en vis tilknytning til Danmark eller til et land med tilsvarende regler om registreret partnerskab.

Justitsministeriet har for det første overvejet, om lovens § 2, stk. 3, bør ændres således, at bopæl i et land med regler om registeret partnerskab, der svarer til de danske, kan sidestilles med bopæl i Danmark.

En sådan ændring vil indebære, at f.eks. to danske statsborgere bosat i Sverige, kan indgå registreret partnerskab i Danmark. Også f.eks. to britiske statsborgere, som har haft bopæl i Sverige i to år, vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark, og en svensk statsborger bosat i Sverige vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden partners bopæl eller statsborgerskab.

Justitsministeriet finder ikke, at en sådan lempelse vil stride mod det grundlæggende hensyn til at undgå haltende partnerskaber.

I relation til personer omfattet af § 2, stk. 2, nr. 1, der er statsborgere i Danmark eller i et andet land, der har tilsvarende regler om registreret partnerskab, gælder det, at registreret partnerskab må antages at ville blive anerkendt i deres hjemland. Der er derfor ikke nogen særlig risiko for haltende partnerskaber i dette tilfælde.

Det samme gælder personer, der i de 2 sidste år før registreringen har haft bopæl i et land med en tilsvarende lovgivning om registreret partnerskab som den danske, da registreringen også må antages at blive anerkendt i det land, der er de pågældendes faktiske hjemland(e). Ligesom efter de gældende regler vil det være et krav, at der er tale om et ophold, som ikke kun er midlertidigt.

Justitsministeriet foreslår derfor, at bopæl i et land med regler om registreret partnerskab, der svarer til de danske, sidestilles med bopæl i Danmark i relation til adgangen til at indgå registreret partnerskab her i landet.

Justitsministeriet har ligesom arbejdsgruppen overvejet, om lovens § 2, stk. 2, nr. 2, bør ændres, således at det er tilstrækkeligt, at kun en af parterne har haft bopæl i Danmark i de seneste 2 år.

En lempelse af kravet om, at begge parter (som ikke er nordiske eller hollandske statsborgere) skal have boet i Danmark i to år, vil medføre en forøget risiko for, at parterne efter registreringen ikke vil have fælles bopæl i Danmark eller i et andet land med tilsvarende regler om registreret partnerskab. Dermed er der en forøget risiko for haltende partnerskaber, idet andre statsborgere end nordiske eller hollandske statsborgere m.v. ikke vil kunne forvente at få et dansk registreret partnerskab godkendt i deres hjemland. Hvis bopæl i de andre nordiske lande sidestilles med bopæl i Danmark, vil en sådan ordning endvidere indebære, at f.eks. en britisk statsborger, som har boet to år i Sverige, vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark med en udlænding, som ikke er nordisk eller hollandsk statsborger, og som ikke har bopæl i disse lande. Herved ville der kunne ske en betydelig udhuling af tilknytningskravet.

Justitsministeriet har derfor ikke fundet grundlag for at foreslå en lempelse af kravet i lovens § 2, stk. 2, nr. 2, således at det er tilstrækkeligt, at den ene part har haft bopæl i Danmark (eller i et land med tilsvarende regler) i to år for at kunne indgå registreret partnerskab her i landet.

I lighed med arbejdsgruppen finder Justitsministeriet endvidere ikke, at det forhold, at begge parter er danske statsborgere, bør føre til, at et registeret partnerskab kan indgås i Danmark, hvis ingen af parterne har bopæl her eller i et andet land med tilsvarende regler.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 55-58, og lovforslagets § 6, nr. 2.

6.2.2. Justitsministeriets overvejelser om øvrige mulige ændringer af lov om registreret partnerskab

Som nævnt under pkt. 6.1.1. er det en begrænset del af reglerne i ægteskabslovens kapitel 2, der finder tilsvarende anvendelse ved registreret partnerskab.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at flere af bestemmelserne i ægteskabslovens kapitel 2 som udgangspunkt bør finde tilsvarende anvendelse ved registreret partnerskab.

Da det efter den under pkt. 6.2.1. foreslåede ændring under visse betingelser bliver muligt at indgå registreret partnerskab her i landet, selv om ingen af parterne har bopæl her i landet, bør den del af ægteskabslovens § 13, der ikke allerede finder anvendelse på registrerede partnere, finde tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at parter, der ønsker at indgå registreret partnerskab i Danmark, men ikke har bopæl her i landet, på samme måde som parter, der ønsker at indgå ægteskab her i landet, skal betale 500 kr. for udstedelse af prøvelsesattest.

Adgangen efter ægteskabslovens § 19, stk. 2, til at foretage vielse, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne (»nødvielse«), bør endvidere finde tilsvarende anvendelse på registreret partnerskab. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ingen grund til, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på registreret partnerskab. Det samme gælder reglen i ægteskabslovens § 21, stk. 2, om efterfølgende godkendelse af en ugyldig vielse. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i de situationer, hvor parterne er blevet viet af en person, der ikke havde vielseskompetence.

Denne situation kan lige så godt opstå ved registrering af partnerskab som ved foretagelse af vielser, og der er efter Justitsministeriets opfattelse ingen grund til, at der ikke er mulighed for efterfølgende godkendelse af et registreret partnerskab.

I forbindelse med Justitsministeriets forslag til ændringer i adgangen til registrering af partnerskab har Justitsministeriet overvejet, om lovens § 5, stk. 3, hvorefter et registreret partnerskab altid kan opløses i Danmark, bør ændres, således at bestemmelsen i højere grad bringes i overensstemmelse med det, der gælder for opløsning af ægteskaber.

Bestemmelsen er indført på et tidspunkt, hvor det at indgå registreret partnerskab alene var muligt i Danmark. Det er imidlertid på nuværende tidspunkt muligt at indgå registreret partnerskab i en række lande, og det må antages, at et registreret partnerskab indgået i disse lande vil kunne opløses i disse lande. Dette indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at det som udgangspunkt bør være de almindelige regler om international kompetence efter retsplejelovens § 448 c, der bør finde anvendelse.

På samme måde som ved opløsning af ægteskaber bør det ikke være muligt for registrerede partnere at »forum-shoppe« efter det værneting, der passer parterne bedst. Registrerede partnere, der kan få deres partnerskab opløst i det land, hvor de har bopæl, bør således ikke uden videre kunne få partnerskabet opløst i Danmark, blot fordi eksempelvis det at få partnerskabet opløst i Danmark er hurtigere end en tilsvarende opløsning i det land, hvor de har bopæl.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at såfremt parterne bor i et af de lande, der er omfattet af § 2, stk. 3, dvs. for tiden Sverige, Finland, Norge, Island og Holland, finder de almindelige betingelser i retsplejelovens § 448 c anvendelse, hvorimod det fortsat altid vil være muligt at få opløst et registreret partnerskab i Danmark, hvis begge parter bor i et land, der ikke er omfattet af § 2, stk. 3.

Ægteskabslovens § 66 indeholder en bemyndigelse til, at der ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan fastsættes regler om dansk og anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse og opløsning. Bestemmelsen har været anvendt ved gennemførelsen af de seneste ændringer af den nordiske ægteskabskonvention fra 1931.

Da de øvrige nordiske lande og flere andre lande nu har indført regler om registreret partnerskab, kan det blive aktuelt at indgå overenskomster om bl.a. gensidig anerkendelse af registrerede partnerskaber eller at udvide den nordiske ægteskabskonvention til at omfatte registreret partnerskab.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør indsættes en bemyndigelse svarende til ægteskabslovens § 66 i lov om registreret partnerskab.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 58-59, og lovforslagets § 6, nr. 1, 5 og 6. Forslaget om indsættelse af en bemyndigelse til at indgå overenskomst med fremmed stat om registreret partnerskab indgår dog ikke i arbejdsgruppens rapport.

Advertisements