Forstemmende 1. behandling om kunstig befrugtning

[Bragt på http://www.lbl.dk]

Venstre forfaldt til at diskutere naturlighed og de Radikale begynder at stille betingelser. Ministeren bebuder debat om forældreegnethed til efteråret.

Grupperne er splittede og argumenterne var uklare.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen lagde egentligt godt ud med at tale om manglende dokumentation m.v., men nåede alligevel frem til, at udgangspunktet må være kernefamilien og retten til en mor og en far. Det kan virke bekymrende, for såvidt han også lod forstå, at han i næste samling vil have en debat om forælderegnethed, og at disse to spørgsmål åbenbart har noget med hinanden at gøre.

Venstres ordfører Jens Christian Larsen brugte to argumenter: 1) I 1997 blev loven indført med henvisning til FNs Børnekonvention og Det Danske Center for Menneskerettigheder. 2) Det naturlige er, at det er en mand og en kvinde, der får børn.
Ordføreren har næppe læst Menneskerettighedscentrets svar til Folketinget dengang: Centret blev spurgt, om det var konventionsstridigt, at Danmark gav lesbiske adgang til kunstig befrugtning, og Centret svarede, at det var det ikke. Deres notat er blevet fejlciteret lige siden i et forsøg på at få det til at se ud som om, konklusionen var modsat.

Sophie Hæstorp Andersen var ordfører for Socialdemokraterne og talte for ligestilling og kaldte forbudet for hyklerisk dyneløfteri. Socialdemokraterne støtter forslaget, idet dog enkelte medlemmer vil stemme imod.

Dansk Folkepartis Anita Knakkergaard talte om barnets mulighed for at kende sit genetiske ophav. Dette har imidlertid intet med dette lovforslag at gøre, men handler om donoranonymitet. Dette misforhold blev ikke opklaret i den efterfølgende debat.

Konservatives Else Theill Sørensen holdt også fast på nødvendigheden af tilstedeværelsen af en mand.

Kamal Qureshi var en ivrig og velformuleret aktør gennem hele debatten. I sit ordførerindlæg redegjorde han for SF’s ønske om et mangfoldigt samfund og om deres frihedsprojekt. SF støtter forslaget, men der er 4 medlemmer af gruppen, der vil stemme imod.

Naser Khader, ordfører for de Radikale, måtte gå på talerstolen og forsøge at repræsentere den splittede folketingsgruppe. Han har selv været blandt de fremmeste til at tale homoseksuelles sag, men nu måtte han redegøre for partiets indførelse af betingelser for adgang til kunstig befrugtning.
De radikale bygger deres argumentation på tre grundprincipper: 1) Barnets tarv, 2) Ligestilling af forældre, og 3) Behandling af sygdom.
Da der ikke er nogen dokumentation for, at børn trives dårligere med homoseksuelle forældre end ellers, kan man ud fra en betragtning om barnets tarv ikke have et forbud i loven. Og da de Radikale er social-liberale, går de ind for ligestilling af alle forældre uanset seksuel orientering. Så vidt så godt. Men nu kom bomben: De Radikale mener ikke, det er en offentlig opgave at yde kunstig befrugtning, såfremt det ikke er sygdomsbetinget.

Det er overraskende, at de Radikale blander brugerbetaling ind i denne debat. Det lovforslag, der behandles, er et forslag om at fjerne et forbud i en forbudslov. Det har ikke noget med at gøre, hvem der skal betale. Debatten i salen om dette punkt blev meget forvirret før det blev slået fast, at det var brugerbetaling, det handlede om.

Pernille Rosenkrantz-Theil, ordfører for Enhedslisten og medstiller af lovforslaget, Var meget aktiv og præcis gennem hele debatten. Hun hæftede sig blandt andet ved, at det ikke var til at få øje på, hvad der havde ændret sig i 1997 og som gjorde at det var nødvendigt at indføre et forbud, hvor der tidligere ikke var noget.

Tove Videbæk, Kristeligt Folkeparti, forsøgte at så tvivl om den store svenske redegørelse, ‘Barn i homosexuella familjer’, der ofte citeres i debatten. Det skete ved at henvise til den kritik, der havde været af den blandt svenske institutioner og organisationer. Pernille Rosenkrantz-Theil slog dog fast, at den svenske Riksdag jo havde lyttet til kritikken og ikke desto mindre valgt at følge redegørlsens anbefaling og indføre adgang til adoption for homoseksuelle par.

Tove Videbæk var ordfører for Kristeligt Folkeparti og argumenterede med, at med loven om kunstig befrugtning giver samfundet muligheder, og dermed skal samfundet også opstille rammerne for disse muligheder.
Men loven er en forbudslov: Før 1997 var der ingen lov på området, og lesbiske kunne godt behandles med kunstig befrugtning på de almindelige klinikker. Loven giver ingen muligheder, kun begrænsninger.

Et skridt frem og to tilbage
Man kunne have håbet på, at de gode argumenter, som Venstre brugte sidste år under debatten om skærpelse af forbudet, ville have været bragt i spil igen. Med dagens udmeldinger, må man konstatere, at man er trådt et skridt tilbage. Og med de Radikales grus i maskineriet står sagen rigtig dårlig.

Udmeldingen om en debat til efteråret om forældreegnethed, og det, at den overhovedet nævnes i denne debat, tyder på, at regnbuefamilierne igen skal gøres til genstand for en risikoanalyse, hvilket grundlæggende er et problem: Lesbiskes og bøssers børnefamilier er gode familier, men det skal vi tilsyneladende bevise overfor andre.

Søren Laursen/LBL-Landsledelsen

Reklamer