Homoseksuelle adoptanter – eksperiment eller pionérånd?

[Bragt på http://www.lbl.dk. Også bragt i Politiken. LBL tog Sharmila med til foretræde for Folketingets retsudvalg.]

Af Sharmila Maria Holmstrøm, stud. mag. og adopteret fra Indien

I den pågående debat om, hvorvidt homoseksuelle bør have ret til at adoptere udenlandske børn eller ej, henvises uden videre til “barnets tarv” som det afgørende omdrejningspunkt. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er forståelsen af “barnets tarv”. Da international adoption for alvor tog fart i Danmark i begyndelsen af 1970erne, ansås adoptivforældre – og adoptivforældre betragtede sig – som pionerer i et ukendt land; hvordan ville det dog gå disse børn?

Jeg har altid beundret mine forældre for deres mod og deres vilje til at gå imod den etablerede familiedannelse (den biologiske kernefamilie), da de adopterede mig og senere min lillesøster. Sammen med andre forældre i samme situation var de pionerer for en alternativ familieform til den gængse, med alt hvad dette indebærer af glæder og sorger. Siden dengang er opstået en langt større pluralitet i familie- og samlivsformer i Danmark: papirløse forhold, stedfamiliehusholdet, eneforsørgere m.v. – og det homoseksuelle parforhold.

Diskussionen vedrørende homoseksuelles mulighed for adoption drejer sig, som det fremgår af både den politiske debat og internt i adoptionskredse, om to fundamentalt forskellige aspekter. For det første om forskelsbehandling af homoseksuelle generelt og for det andet om “barnets tarv”, som ingen fornuftige mennesker ønsker at stille sig til hinder for. Fra og med den første egentlige danske adoptionslov fra 1923 har “barnets tarv” været hovedhjørnestenen i ethvert adoptionsforløb. Historisk set har opfattelsen af, hvad der har tjent barnet bedst, imidlertid rykket sig i takt med samfundsudviklingen og de heraf herskende normer og værdier. “Barnets tarv” er således – de gode intentioner til trods – hverken en fast eller objektiv størrelse, men snarere en ideologisk konstruktion bundet til tid og rum. Et eksempel til belysning af et sådant kursskifte er problematikken om såkaldt anonyme adoptioner. Tidligere ansås det som værende i barnets interesse at afskære al forbindelse til de biologiske forældre, mens modedogmet af i dag dikterer adopterede at eftersøge deres “rødder”. I det følgende vil jeg forsøge at imødegå nogle af de oftest fremførte bevæggrunde mod homoseksuelles mulighed for adoption.

Principielt skal homoseksuelle naturligvis ikke diskrimineres, lyder argumentet, – men med henvisning til “barnets tarv” skal de det ikke desto mindre alligevel.” Bag dette ikke bare velmente men også dybtfølte ønske om at varetage “barnets tarv” ligger ikke desto mindre et særligt syn på adopterede som OFRE. “Adopterede har det vanskeligt nok i forvejen”; “adopterede vil blive dobbelt hvis ikke trippelt stigmatiserede i kraft af, at de er adopterede, har en anden hudfarve – og nu også forældre med en for samfundet vanskelig seksualitet”, udtrykkes det. Præmissen synes at være følgende: 1. Det er et problem at være adopteret. 2. Det er et problem at have en anden hudfarve. 3. Det er et problem at have homoseksuelle (adoptiv)forældre – og tilsammen ekstrapoleres problemet. Men udover det uholdbare i en sådan kvantificering af stigma, er det ikke nødvendigvist sandt, at det, vi betragter som “normalitet”, er den eneste familieform, gennem hvilken adopterede (eller andre) kan udvikle sig til hele mennesker. Hvem siger, at ikke to lesbiske præster vil være endnu bedre til at rumme og føle empati for et lille menneskes mærkværdige følelser end kernefamilien med hus og have? Hvem siger, at ikke to bøsser endnu bedre vil være i stand til at håndtere problemer med f.eks. racisme, end mennesker, der aldrig har oplevet diskrimination som følge af synlige kropstegn eller andre ydre markører? Derudover er det vigtigt at fastholde, at ligesom det at være adopteret er én egenskab blandt mange ved en person, er også forældrenes eventuelle seksuelle præferencer blot en enkelt.

I den offentlige debat efterlyses hyppigt undersøgelser og forskningsresultater til belysning af, “hvorledes det går børnene” i homoseksuelle familier. Disse undersøgelser findes ikke i Danmark, men derimod i Sverige, hvor Riksdagen i forbindelse med arbejdet med indførelse af adoption til homoseksuelle har ladet udarbejde en redegørelse på området. I denne indgår også en forskningsoversigt (hovedsageligt med engelske og amerikanske undersøgelsesresultater suppleret med tre svenske komparative undersøgelser). Ifølge denne internationalt anerkendte forskning findes intet belæg for, at børn i homoseksuelle familier ikke skulle udvikle sig indenfor “normalen” hvad angår seksuel orientering, kønsbevidsthed eller psyko-social udvikling.

Et yderligere ofte fremført argument er frygten for, at afgiverlandene vil stoppe for adoption af børn til Danmark. Ifølge den ovennævnte svenske redegørelse vil ingen af de adspurgte svenske samarbejdspartnere p.t. acceptere adoption til homoseksuelle forældrepar, men omvendt vil den svenske lovændring næppe få negative konsekvenser for heteroseksuelle svenske par eller enlige. Samme forventning giver Landsforeningen Adoption og Samfund udtryk for i medlemsbladets leder september 2001 under den daværende landsformand, Lars Klüver, som udtrykker, at netop denne problematik må være et spørgsmål om professionalisme i Civildirektoratets anvendelse af bilaterale aftaler med afgiverlandene.

Tilbage står argumentet om “barnets tarv”. I 1970erne havde man hverken viden om eller erfaring med adoption af børn fra fremmede himmelstrøg, og det var således med stor usikkerhed, at disse familier dannedes. Men mine forældre og deres med-adoptanter havde modet og overskuddet til at adoptere alligevel. Med dette in mente kan det undre, at f.eks. en forening som Adoption og Samfund’s officielle holdning er, at man, med henvisning til barnets tarv, ikke lader pionerånden komme homoseksuelle familiedannelser til gode.

Advertisements