Tidslinje for §3 i Lov om kunstig befrugtning

1995-96

Forslag til lov om kunstig befrugtning fremsættes af sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD). Hidtil har der ikke eksisteret sådan en lov. Lovforslaget indeholder intet forbud mod behandling af lesbiske. Der er så megen debat om forslaget, at det udsættes til næste samling.

1996-97

Lovforslaget genfremsættes, og der er omfattende debat. Under 2. behandlingen vedtages et ændringsforslag om at indføre en § 3: ”Kunstig befrugtning må kun tilbydes kvinder, som er gift, eller som lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold.” Forslaget er fremsat af Helen Beim (S), Hans Peter Baadsgaard (S) og Anne Marie Hansen (S).

Allerede ved 3. behandlingen er der tre forslag om at fjerne eller lempe bestemmelsen.

1. oktober 1997 trådte loven i kraft. Samme dag udgiver LGBT Danmark pjecen ”Tag sagen i egen hånd” om hjemmeinsemination.

1997-98

Der fremsættes forslag om at fjerne § 3 af repræsentanter fra seks partier. Der udskrives valg, og forslaget falder bort. Ved valget kommer Kristendemokraterne i Folketinget igen.

I det nye Folketing genfremsættes forslaget om at fjerne § 3 af en anden kreds af medlemmer, igen fra seks forskellige partier. Forslaget nedstemmes. Der er splittelse i de fleste partier.

1998

På to-årsdagen for lovens ikrafttrædelse åbner jordemoder Nina Stork sin inseminationsklinik. Hun udnytter det faktum, at loven kun regulerer lægers virke, hvorfor hun som jordemoder er undtaget.

1999-2000

Loven skal revideres. Ministerens forslag er yderst beskedent og omtaler ikke § 3. Der fremsættes til 2. behandlingen ændringsforslag (Yvonne Herløv Andersen, CD) om at fjerne § 3. Det nedstemmes massivt. Der fremsættes et andet ændringsforslag om at skærpe loven til at omfatte alle, ikke kun læger, med henblik på at lukke StorkKlinik (Tove Videbæk, KD). Dette vedtages. Samtidig vedtages et forslag om generel brugerbetaling.

Ministeren, Sonja Mikkelsen (S), vælger nu at trække lovforslaget tilbage, men menige medlemmer genoptager det og fører det til 3. behandling (Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Birthe Skaarup (DF), Tove Videbæk (KD)). Her nedstemmes lovforslaget i sin helhed. Lov om kunstig befrugtning forbliver uforandret.

2000-01

Ved folketingsvalget skiftes fra en SR- til en VK-regering.Kristendemokraterne genfremsætter forslaget om at udstrække loven til at gælde alle, ikke kun læger. Men i det nye Folketing er der ikke længere opbakning til det,og forslaget nedstemmes massivt.

2002-03

Enhedslisten fremsætter forslag om at fjerne § 3. Forslaget opgives pga. manglende tilslutning.

2004-05

Efter folketingsvalget i foråret 2005 genfremsætter Enhedslisten sit foregående forslag om at fjerne § 3. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bebuder en generel revision af loven i den efterfølgende samling, hvorfor det aktuelle forslag trækkes.

2005-06

Sundhedsministerens forslag til revision af lov om kunstig befrugtning indeholder intet om § 3. Men han udsender samme med lovforslaget et notat med eventuelle overvejelser man kunne gøre sig.

I januar 2006 udtaler Jørgen Winther (V) overraskende, at han har skiftet holdning til spørgsmålet om behandling af lesbiske. Han bebuder et ændringsforslag, men det kommer aldrig.

I stedet fremsætter oppositionen (S, RV, SF og EL) forslag om at fjerne § 3. Dette bliver overraskende vedtaget ved 2. behandlingen, idet 11 Venstre-folk vælger at fravige partilinjen.

[tilføjelse]

2007-07

Dansk Folkeparti foreslår, at kunstig befrugtning på offentlige sygehuse forbeholdes heterokvinder i parforhold. Forslaget finder ringe tilslutning fra V og KF og resten af partierne er imod. Forslaget falder således.

Advertisements