Dogmefamilier

Download notatet:

20010528_DER_Dogmefamilier

—————————-

 

Dogmefamilier

Kommentar til Etisk Råds redegørelse
Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning. 1. del.
Ret til børn? = Ret til hjælp til at få børn?,
Det Etiske Råd, maj 2001.

28.05.2001

Af Søren Laursen

 

Indhold
  • Det Etiske Råd
  • Redegørelsen
  • De behandlede spørgsmål
  • Afsluttende bemærkninger
  • Bilag 1: Nyere forskning i homoseksuelles børnefamilier (LBL, 2000)
  • Bilag 2: Notat vedr. Etisk Råds pjece Kvinders ret til børn (LBL, 2000)
  • Bilag 3: Oversigt over rådsmedlemmernes stemmeafgivning

Etisk Råd er nu kommet med sin tredje redegørelse om kunstig befrugtning. De tidligere kom i henholdsvis 1989 og 1995. Disse er behandlet i analysen “…ergo er mor Karen en sten” (LGBT Danmark, 1996). I nærværende tekst fremhæves særlige homorelevante diskussioner i den nye redegørelse, ligesom disse sættes i forhold til de tidligere diskussioner. Der ses også på redegørelsen som sådan og dens tilblivelse.

Det Etiske Råd

Etisk Råd har til opgave at rådgive Folketinget og sundhedsministeren og at skabe debat om etiske spørgsmål på det medicinske område. Rådet har beskæftiget sig med mange temaer såsom kunstig befrugtning, genterapi og dødshjælp.

Rådets medlemmer udpeges af sundhedsministeren (8 stk.) og Folketingets kommission Udvalg vedrørende Det Etiske Råd (9 stk.). Medlemmerne beskikkes for 3 år og kan genbeskikkes én gang. Udskiftningen i Rådet har været sådan, at det er tre helt forskellige råd, der har lavet redegørelserne om kunstig befrugtning i 1989, 1995 og 2001.

Et medlem er aktuelt udtrådt af Rådet, og der er ikke udpeget et nyt. Derfor medvirker kun 16 medlemmer i den nye redegørelse. De er som følger:

  • Frederik Christensen Fhv. højskoleforstander Formand for Fællesrådet for Den Fri Ungdomsuddannelse; Formand for Nævnet vedr. oplysning om EU
  • Asger Dirksen Overlæge dr.med. Overlæge på Lungemedicinsk Klinik på Rigshospitalet. Professor i intern medicin ved Københavns Universitet. Medlem af Rigshospitalets forskningsudvalg. Medlem af Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktionskomite
  • Lene Gammelgaard Cand.jur. Fhv. viceamtsborgmester, Århus; fhv. bestyrelsesmedlem Amtsrådsforeningen; medlem af Patientklagenævnet
  • Mette Hartlev, Næstformand, Lektor, lic.jur. Lektor i sundhedsret, Retsvidenskabeligt Institut B, Københavns Universitet; formand for Sundhedsministeriets og Forskningsministeriets udvalg om information og samtykke ved forsøg på mennesker
  • Ole Hartling Overlæge, dr.med. Klinisk fysiologisk afd., Vejle sygehus. Beskæftiger sig med medicinsk etiske spørgsmål, menneskerettigheder m.m.
  • Nikolaj Henningsen Socialrådgiver, projektleder Uddannet socialrådgiver og tillægsuddannelse i journalistik. Filmunderviser på Odder Folkehøjskole og KaosPiloterne; redaktør og studievært på filmmagasinet “Modlys”, DR 1; medredaktør og studievært på debatprogrammet “Clinch”, DR 2; Partnerskab i kommunikationsbureau
  • John Steen Johansen Forbundskonsulent Fhv. amtskonsulent for AOF i Frederiksborg Amt; fhv. forbundskonsulent i AOF Danmark; fhv.indvandrerundervsiningskonsulent; fhv. folkeoplysningskonsulent; international konsulent i AOF Dk
  • Naser Khader Cand.polit Borgerrepræsentant og folketingskandidat for Det Radikale Venstre i København; Arabisk tolk og oversætter; oversætter/konsulent for DR 1
  • Pelse Helms Kaae Chefjordemoder Instruktionsjordemoder; HF-psykologi; censor ved jordemoderuddannelsen
  • Lisbet Due Madsen Chefsygeplejerske, Cand.cur. Chefsygeplejerske ved Sankt Lukas Stiftelsens hjemmehospice og aflastningsafdeling. Arbejdet med kræftpatienter og uhelbredeligt syge og døende direkte ved sygesengen. Bestyrelsesmedlem i Foreningen for Palliativ Indsats, omsorg ved livets afslutning. Formand for Fredens Sogns menighedsråd
  • Ragnhild Riis Fondssekretær, cand.mag. Veluxfonden
  • Karen Schousboe Etnolog, mag.art. Fhv. forskningschef ved Instituttet for Fremtidsforskning; daglig leder af Kimming. En kulturvidenskabelig tænketank
  • Katrine Sidenius (Udtrådt) Afdelingslæge Speciallæge i Obstetrik og gynækologi
  • Sven Asger Sørensen Lektor, dr.med. Dr. med. lektor ved Institut for Medicinsk Biokemi og genetik.Er beskæftiget med genetisk rådgivning af patienter og familier med arvelige sygdomme og forskning af arvelige sygdomme.
  • Ellen Thuesen Socialrådgiver Gennem mange år beskæftiget i psykiatrien nu i gerontopsykiatrisk distriktsteam ved amtssygehuset i Herlev. Deltog i Socialministeriets udvalg om psykisk inhabiles retsstilling. Er medlem af Alzheimerforeningens hovedbestyrelse og formand for Alzheimerforeningens retsudvalg.
  • Erling Tiedemann, Formand, Fhv. amtsborgmester Fhv. Amtsborgmester, Vejle amt; fhv. formand for Amtsrådsforeningen; medlem af Den katolske Kirkes pastoralråd; Bibelstudier i Paris; leder af Pastoral-Centret; medlem af Dommerudnævnelsesrådet; medlem af bestyrelsen for Det Danske Bibelselskab
  • Peder Øhrstrøm Docent, Ph.D., dr.scient Cand. scient. i matematik og fysik; lic. phil i idéhistorie; dr. scient i videnskabshistorie og videnskabsteori
Redegørelsen

I forhold til de tidligere redegørelser om kunstig befrugtning er denne delt op i flere dele. Dette er et meget fornuftigt valg, idet de tidligere redegørelser bar præg af, at der var mange forskelligartede spørgsmål at tage stilling til. I den nye form fremstår redegørelsen mere samlet (kun første del er udkommet).

Dispositionen er også anderledes end tidligere. Nu startes med Rådets overvejelser og anbefalinger (ca. 20 sider), hvor det er Rådets medlemmers konkrete overvejelser og stillingtagen, der beskrives. Herefter følger en stor bilagsdel (ca. 40 sider), som indeholder dels en kort introduktion til kunstig befrugtning (teknikker og statistik) dels en sammenhængende præsentation af filosofiske overvejelser om de enkelte behandlede spørgsmål. Denne præsentation er god og letforståelig, og med den som en introduktion til området, er man godt hjulpet.

Denne opbygning gør redegørelsen mere læselig og overskuelig end de tidligere udgaver, og får placeret Rådets egne overvejelser som det mest centrale.

I 1995 valgte man at præsentere et udkast af redegørelsen på en offentlig konference, hvilket førte til omfattende ændringer af indholdet (se “…ergo er mor Karen en sten). En af de ting, der blev ændret, var at et flertal mod lesbiskes adgang til behandling blev vendt til et flertal for en sådan adgang til behandling. Den offentlige konference gav anledning til megen debat og må dermed siges at have opfyldt Rådets forpligtigelse til at skabe debat.

I forbindelse med den nye redegørelse har man valgt en anden fremgangsmåde. Man udgav tre pjecer med etiske spørgsmål, som er distribueret bredt til biblioteker osv. og også er tilgængelige på Rådets hjemmeside. Disse er imidlertid ikke fulgt op af andre initiativer og fremstår derfor blot som diskussionsoplæg for folk, der synes det er interessant at diskutere etik. Der har ikke været opfordring til dialog med Rådet om spørgsmålene, end ikke angivelse af en tidsramme for, hvornår spørgsmålene skulle drøftes. Modsat tidligere er denne redegørelse altså blevet til tilbagetrukket fra en offentlig debat. LGBT Danmark valgte dog – som sikkert mange andre – at gå i dialog med Rådets sekretariat. Af hensyn til en debat af spørgsmålene havde en konference bestemt været at foretrække.

Det ville i øvrigt have været hensigtsmæssigt om redegørelsen indeholdt en fortegnelse over Rådets medlemmer. Som det er nu, ser man blot medlemmernes navne i afsnittet med stillingtagen, hvor der anføres hvad hvem mener. Herudfra kan man så rekonstruere Rådets sammensætning. Der er ikke noget betænkeligt ved at fremhæve medlemmerne – Rådet er på ingen måde repræsentativt, og dets stillingtagen er et produkt af medlemmernes individuelle holdninger.

De behandlede spørgsmål

Ser man på udkastet til redegørelsen fra 1995, fremgår det, at det daværende Råd var noget træt af, at skulle tage stilling til lesbiskes adgang til behandling, men når nu der var så megen offentlig debat, måtte man jo hellere præsentere en stillingtagen. I den endelige redegørelse var denne begrundelse fjernet til fordel for en passus om, at idet visse offentlige klinikker arbejde med kriterier i forhold til IVF behandling (reagensglasbehandlig), ønskede man at tage stilling. Der har været megen debat siden da, og i dag bliver emnet altså trukket frem som et hovedtema i den etiske debat.

Spørgsmålene, som er blevet behandlet, fordeler sig i tre kategorier:

  1. Brugerbetaling
  2. Kvinders rettigheder og tilhørende betingelser
  3. Mænds rettigheder og tilhørende betingelser

De to første spørgsmål har være genstand for drøftelser i de tidligere redegørelser og i Folketingets behandlinger af lov om kunstig befrugtning fra 1995 og frem. Spørgsmålet om mænds adgang til kunstig befrugtning er imidlertid nyt. Her diskuteres bl.a. bøssers angang til behandling, og det er formodentligt første gang spørgsmål om bøsser og kunstig befrugtning italesættes af en offentlig instans.

Dette er også interessant i lyset af, at sådanne spørgsmål ikke er med i den oprindelige debat-pjece. Pjecen gav i øvrigt anledning til nogen kritik i sin udformning, jfr. bilag 2.

I det følgende vil de enkelte homo-relevante spørgsmål og Rådets behandling heraf blive diskuteret.

Brugerbetaling

Spørgsmålet om brugerbetaling har ad indirekte vej haft stor indflydelse på spørgsmålet om lesbiskes adgang til behandling. I folketingssamlingen 1999-2000 behandlede man ændringer af lov om kunstig befrugtning. Hver gang denne lov har været til debat, er § 3 blevet diskuteret. Det er den paragraf, som forbyder behandling af lesbiske og enlige. I disse debatter er en stillingtagen til lesbiskes adgang til behandling meget ofte blevet rodet sammen med stillingtagen til brugerbetaling. Dette har ofte ført til utilstrækkelige argumenter og en uafklarethed om centrale problemstillinger vedrørende lesbiskes adgang. I 1999-2000 var under andenbehandlingen af lovforslaget blevet indført en § 18, som udstrakte loven til at omfatte alle, også personer, som ikke er læger. Paragraffen blev indført for at lukke Jordemoderklinikken Stork, som tilbyder insemination af alle, også lesbiske. Man fik imdlertid også indført en paragraf om brugerbetaling, og netop på grund af brugerbetalingen, faldt hele lovforslaget ved tredjebehandlingen.

Denne forhistorie er interessant at have i baghovedet, når man læser redegørelsen. Fire rådsmedlemmer (Frederik Christensen, Lene Gammelgaard, Pelse Helms Kaae og Karen Schousboe) argumenterer nemlig for, at man bør

“overlade såvel finansieringen som behandlingen med kunstig befrugtning til det private regi, [idet] det offentlige ikke pådrager sig det yderligere ansvar i forbindelse med at bringe børn i verden, som samfundet ellers ville pådrage sig. Det offentlig påtager sig således ikke en pligt til på forhånd at dømme om forskellige befolkningsgruppers egnethed som forældre” (p.18).

“Efter to af disse medlemmers opfattelse (Frederik Christensen og Karen Schousboe) må en sådan følgelovgivning nemlig medføre/allerede have medført, at samfundet ledes til at tage stilling til fremtidige forældres formodede egnethed. Hvilket for disse medlemmers vedkommende ikke menes at kunne finde sted, da der i så fald vil være tale om en fremtidsforudsigelse (om et evt. barns fremtidige tarv), en forudsigelse, der ingensinde vil kunne hvile på et faktuelt grundlag, men alene på formodninger, og som dermed rummer muligheden for på forhånd at skabe et fordømmende klima, jf. den nugældende lovs forbud mod kunstig behandling af kvinder, som ikke er gift eller lever i et ægteskabslignende forhold” (p. 22).

Dette er en tankevækkende stillingtagen: Hvis blot behandling foregår i privat regi, så er det unødvendigt at lovgive, og derfor bør det foregå i privat regi. Man er imod adgangsforbud, men løser dette ved en skelnen mellem offentligt og privat regi. Det er temmeligt svært at forestille sig, at man direkte lovgiver mod offentlig behandling, og at § 3 ville blive fjernet som en konsekvens heraf.

I Folketinget har spørgsmålet om lovens udstrækning som nævnt ikke gået på privat/offentligt regi, men derimod på læge/ikke-læge som behandler. Spørgsmålet om, hvorvidt man skal lovgive om, hvordan en børnefamilie skal se ud, og om det i givet fald er under Sundhedsministeriets ressort, er meget vigtigt, og det er ærgerligt, at det i redegørelsen er blevet knyttet sammen med en diskussion om offentligt vs. privat regi. Skal der være forbud mod behandling af lesbiske og enlige? De to medlemmer (Frederik Christensen og Karen Schousboe) som mener, at behandling skal foregå i privat regi, og at man derfor ikke skal vurderer forældreegnethed, afholder sig på denne baggrund fra, at tage stilling til de efterfølgende spørgsmål. Der er således kun 14 stemmer tilbage.

Heraf mener 7 (Lene Gammelgaard, Mette Hartlev, Ole Hartling, Nikolaj Henningsen, Pelse Helms Kaae, Naser Khader og Ellen Thuesen), at man ikke på forhånd skal udelukke nogle befolkningsgrupper. Dette ud fra en betragtning om, at man ikke ud fra familiestruktur kan vurdere noget om børnenes trivsel. Til støtte herfor refererer de forskellige undersøgelser, først og fremmest en artikel af Chan, Raboy og Patterson (1998), som er refereret i LGBT Danmarks notat om nyere forskning i homoseksuelles børnefamilier til Folketingets sundhedsudvalg (Bilag 1).

I 1995 blev tillige anført et argument om, at kvinder ved et forbud ville være henvist til ‘det grå marked’ – et sådant argument findes ikke i den nye redegørelse. Det kunne konstateres, at da loven om kunstig befrugtning trådte i kraft, valgte mange lesbiske at opgive at få børn. Man ønskede ikke at benytte hjemmeinsemination, fortrinsvis på grund af problemstillinger i forhold til at skulle skaffe en sæddonor. Tidligere benyttede lesbiske private klinikker.

De resterende 7 medlemmer (Asger Dirksen, John Steen Johansen, Lisbet Due Madsen, Ragnhild Riis, Sven Asger Sørensen, Erling Tiedemann og Peter Øhrstrøm) mener, at man skal fastholde § 3 i loven om kunstig befrugtning. Deres argumentation er, at de

“anlægger en anden vurdering, idet en stillingtagen efter deres opfattelse ikke kan begrundes alene med henvisning til indbyrdes modstridende undersøgelser vedrørende barnets tarv, som det kan være vanskeligt at afveje mod hinanden. Disse medlemmer har imidlertid den grundopfattelse, at et barns opvækst med en far og en mor, i relation til hvilke dets personlighed dannes og udvikles, er et fundamentalt vilkår i menneskelivet. Det er vigtigt at give børnene mulighed for at blive præsenteret for og at identificere sig med forskellige former for roller og rollemodeller, da familien som nævnt rummer to voksne af forskelligt køn. Dette giver familien en særlig dynamik, som kan være vanskelig at opnå i forbindelse med andre former for pardannelse. Og endelig er kernefamilien en afprøvet og allerede veletableret familieform, som på forhånd er hæftet sammen med bestemte og stort set accepterede idealer om, hvornår den fungerer optimalt. I særdeleshed er det en fastforankret norm, at begge voksne bør påtage sig et stort og specifikt ansvar for, at familien fungerer godt. Hermed ikke være sagt, at alle faktisk lever op til dette ansvar, men normen er ikke desto mindre styrende for de fleste voksnes måde at indgå i livet i kernefamilien på.

Disse medlemmer er selvsagt ikke blinde for, at livet kan forme sig sådan for et barn, at det ikke får en opvækst i relation til en mor og en far, der indgår i et parforhold med hinanden. Én ting er imidlertid at konstatere, at børns opvækst kan udvikle sig på måder, som ikke kan karakteriseres som ideelle; noget andet er, hvis samfundet på forhånd tillader kunstig befrugtning som et lægeligt tilbud til voksne, der gennem deres livsvalg netop ikke ønsker at indgå i et parforhold, hvor barnet kan vokse op i en sådan relation. Der vil muligvis næppe nogensinde kunne fremlægges psykologiske og andre undersøgelser, som entydigt kan pege på en bestemt løsning af det foreliggende spørgsmål, men det forsigtighedsprincip, som vi skylder børnene, taler afgørende imod at begive sig ud i eksperimenter på dette område. Blandt disse medlemmer peger nogle (Asger Dirksen, Lisbet Due Madsen, Erling Tiedemann og Peter Øhrstrøm) endvidere på den bredere samfundsmæssige betydning, det ville have at acceptere – og at signalere en accept af – den opløsning af kernefamilien, som en ændret indstilling til, hvem der skulle have adgang til kunstig befrugtning, vil medføre. Det må således forventes, at en sådan opløsning af den traditionelle familiedannelse vil få vidtrækkende negative konsekvenser, eftersom kernefamilien har flere fortrin frem for “alternative” familieformer. Dette skyldes, at kernefamilien i de fleste tilfælde er en ressourcestærk enhed, da den består af et antal børn og to voksne af forskelligt køn og dermed med forskellige ressourcer, der samarbejder om at skabe gode opvækstmuligheder for børnene.” (p.25) (mine fremhævelser)

Her er således 7 statsautoriserede etikere, som argumenterer mod homoseksuelles børnefamilier på en måde, som må være snublende nær antidiskriminationslovens grænser: Man skal udelukke visse befolkningsgrupper, fordi den heteroseksuelle kernefamilie er dominerende, og man bør (af forsigtighedshensyn) ikke ‘eksperimentere’ med andre former.

Der er tale om en aldeles dogmatisk fremføring af den ‘traditionelle’ kernefamilie, med det formål implicit at kritisere alle andre familieformer, og på baggrund heraf at fordre en regulering, som fremmer den ene form og tilsidesætter alle andre former.

Dette ligger i forlængelse af kommunitarismen, som er en fortrinsvis amerikansk institution. En af de centrale skikkelser, Amatai Etzioni, refereres adskillige steder i redegørelsen. Etzioni er professor i sociologi og har haft en række høje stillinger indenfor sit fag. Han var senior advisor for Det Hvide Hus under præsident Carter. Kommunitarismen er ikke partipolitisk forankret og er ikke en religiøs bevægelse, omend den hviler på kristne værdier.

Det er en grundlæggende tanke i kommunitarismen, at den enkelte bærer et medansvar for samfundet og derfor er bundet af moralske forpligtelser.

Det er Etzionis bog fra 1993, The Spirit of Community, som citeres i redegørelsen. Det er første gang, den konservative fløj i Etisk Råd fører egentlige agumenter for sin holdning og refererer litteraturen. Tidligere har man blot valgt at præsentere en moralsk stillingtagen. Det må formodes, at kommende debatter vil benytte sig af disse argumenter, og dette kunne således vise sig at være første skridt i retning af en skærpet moralsk debat.

Det er i øvrigt slående, at netop fordelene ved en jævnbyrdlig arbejdsfordeling blandt forældrene fremhæves som argument for heterofamilien. En række undersøgelser er nået frem til det resultat, at homofamilierne har en mere jævnbyrdig arbejdsdeling end heterofamilierne, hvilket kommer børnene til gode (f.eks. Dunne, jfr. bilag 1).

Offentlig finansiering af kunstig befrugtning af kvinder, der er fertile?

Herefter diskuteres spørgsmålet om, hvorvidt det offentlige skal betale for behandling af raske. Udgangspunktet for diskussionen er, at enlige og lesbiske jo oftest er fertile.

To medlemmer (Mette Hartlev og Nikolaj Henningsen) mener, at denne behandling bør være offentlig finansieret, idet en sådan behandling også kan gives til kvinder, der lever sammen med en mand.

“Disse kvinders behov for at få børn og stifte familie kan være lige så stort som infertile pars tilsvarende behov, og de bør derfor have adgang til ydelsen på samme vilkår som par.” (p. 27)

I modsætning hertil står resten af Rådet (Frederik Christensen, Asger Dirksen, Lene Gammelgaard, Ole Hartling, John Steen Johansen, Pelse Helms Kaae, Naser Khader, Lisbet Due Madsen, Ragnhild Riis, Karen Schousboe, Sven Asger Sørensen, Ellen Thuesen, Erling Tiedemann og Peter Øhrstrøm), som ikke mener, en sådan behandling skal tilbydes i det offentlige sundhedssystem. “Barnløsheden er her en konsekvens af en bestemt livsform” (p. 27). Disse medlemmer synes ikke at tage stilling til, at alle de fertile kvinder, der behandles i det offentlige sundhedsvæsen er heteroseksuelle.

Allerede før loven om kunstig befrugtning blev vedtaget, opererede de offentlige klinikker med et sæt regler om, at kun heteroseksuelle par kunne behandles. Dette regelsæt var udviklet for IVF-behandling, med blev sædvanligvis udstrakt til også at gælde andre former for kunstig befrugtning.

Der opnås, ifølge redegørelsens bilag 1, 400-500 graviditeter hvert år efter donorinsemination, og et kvalificeret skøn siger, at der udføres 20.000-40.000 inseminationer om året incl. insemination med partnerens sæd. Alle disse behandlinger er af kvinder, som lever sammen med mænd. (Det vides dog ikke, hvordan fordelingen af behandlinger er mellem private og offentlige klinikker).

Det fremgår ikke tydeligt af redegørelsen, hvilket spørgsmål, medlemmerne har taget stilling til: Om det er om fertile kvinders adgang til offentlig behandling, eller om det er lesbiskes og enliges adgang til samme. Besvarelserne synes at pege på det sidste.

Der følger herefter følgende modsætningsfyldte argumentation:

“Det må selvsagt erkendes, at også enlige kvinder og kvinder, der lever i et parforhold med en person af samme køn, kan være infertile i medicinsk forstand, og sådanne kvinder bør fortsat være berettiget til lægelig behandling med sigte på at (gen)etablere deres fertilitet. Men antallet af infertile kvinder, der ønsker at forblive enlige eller indgå i parforhold med en anden kvinde, kan ikke anses for at være så stort, at det kan motivere til en fundamental ændring af de principielle målsætninger for sundhedsvæsenet, hvorefter det er behandlingsbehov i lægelig forstand, der er afgørende for fastlæggelsen af ydelsernes omfang.” (p.27)

Første del siger, at dersom lesbiske og enlige er infertile, så skal de behandles af denne grund. Det er en tilfredsstillende stillingtagen, idet det er et springende punkt i folketingsdebatten, hvorvidt der skal skelnes mellem syge mennesker (omend spørgsmålet i nærværende diskussion alene vedrører betalingen for behandlingen). Anden del af argumentationen går imidlertid i modsat retning: Der er sikkert så få syge lesbiske og enlige, at det ikke kan tillægges nogen betydning. Hvordan dette hænger sammen med spørgsmålet om behandling af fertile kvinder er uforståeligt, men det fremstår som om det er tænkt at have det.

Isoleret set er anden del interessant. Her er nogle syge mennesker, som udgør en meget lille gruppe. Derfor skal man ikke ændre en fundamental præmis for lægelig behandling. Argumentet bruges (uforståeligt) om den fundamentale præmis, at det er syge mennesker, der skal behandles af læger. Men dén fundamentale præmis, der er brudt med § 3 er, at læger forbydes at behandle en gruppe syge. Er det acceptabelt, og har patientgruppens størrelse betydning for, hvor acceptabelt dette brud er? Som tidligere nævnt, tager Etisk Råd desværre heller ikke i denne redegørelse stilling til dette væsentlige spørgsmål.

Har enlige mænd og mænd, der lever i parforhold men en anden mand, ret til hjælp til at få børn?

Den eneste metode, hvorved mænd i dag kan få børn uden at indgå i en relation til en kvinde, er ved rugemoderskab. Højteknologiske metoder, hvor børn kan blive til ud fra sædceller (og lidt gensplejsning), eller hvor mænd kan gennemføre en graviditet, eller hvor graviditet gennemføres i en kunstig livmoder findes ikke i dag. Nogle af metoderne vil dog muligvis en dag være mulige.

Et flertal i Rådet (Frederik Christensen, Asger Dirksen, Lene Gammelgaard, Ole Hartling, John Steen Johansen, Pelse Helms Kaae, Lisbet Due Madsen, Ragnhild Riis, Karen Schousboe, Sven Asger Sørensen, Erling Tiedemann og Peter Øhrstrøm) mener ikke, at mænd, der lever alene eller i et homoseksuelt forhold, skal have adgang til reproduktionsteknologier.

Ud over de argumenter, der blev fremført mod at enlige og lesbiske skulle kunne behandles, tilføjer man, at man ikke skal fremkalde graviditeter i situationer, “som ikke er ubetvivleligt analoge til situationer, som forekommer eller kunne forekomme, uden at der anvendes kunstig befrugtning” (p. 29). Nogle af disse medlemmer mener, at dette forhold er tilfældet for mænd, men ikke når det drejer sig om kvinder. Derfor er der flere, som stemmer mod bøssers adgang end mod lesbiskes.

For en del af medlemmerne (Asger Dirksen, John Steen Johansen, Lisbet Due Madsen, Karen Schousboe, Erling Tiedemann og Peter Øhrstrøm) er begrundelsen dog den samme i begge tilfælde:

“De finder derfor heller ikke grundlag for en forskellig etisk vurdering af behandlingen kunstig befrugtning i forhold til enlige kvinder, henholdsvis enlige mænd samt kvinder og mænd, der lever i parforhold med en person af samme køn. De betragter alle sådanne behandlinger som lige unaturlige.” (p. 29)

De mener endvidere, at

“en samlet betragtning af alle eksisterende og forventede muligheder for lægelige aktiviteter med sigte på, at børn skal blive til i andet end parforhold bestående af en kvinde og en mand, afspejler ét stort skråplan, der – hvis man begiver sig ud på det – gradvis må forudses at føre til en samfundsmæssig accept af rugemoderskab og af børns opvækst under unaturlige forhold. Denne del af medlemmerne opfordrer derfor til, at den politiske stillingtagen sker under klar bevidstgørelse omkring de følgevirkninger, som en opgivelse af hidtil fastholdte synspunkter i én sammenhæng må forudses at ville ende med at få i andre sammenhænge i takt med, at eksempelvis enlige mænd og mænd i homoseksuelle parforhold vil gøre krav på ligestilling med enlige kvinder og kvinder i lesbiske parforhold – blandt andet i forbindelse med adoption, der ikke forudsætter anvendelse af en rugemoder.” (p. 30) (mine fremhævelser)

Som der fremgår, opererer disse medlemmer med et begreb som den naturlige familieform – en slags biologistisk opfattelse af, at der er en naturgiven måde, at danne familie på. Man er også bange for, at en accept ville føre til, at bøsser får ret til adoption, og at dette er en medvirkende årsag til at være mod reproduktionsteknologisk assistance til mænd. Det ser i øvrigt nærmest ud som om, at disse medlemmer mener, at lesbiske har adgang til adoption, hvilket ikke er tilfældet.

Fire rådsmedlemmer (Mette Hartlev, Nikolaj Henningsen, Naser Khader og Ellen Thuesen) mener modsat, at der ikke er nogen principiel forskel på kvinders og mænds behov for og ønske om at stifte familie, hvorfor der heller ikke er nogen grund til at forholde mænd adgang til reproduktionsteknikker.

 

Anvendelsen af rugemødre

Endelig beskæftiger Rådet sig med spørgsmålet om rugemødre. Ifølge redegørelsens bilag oplyste Civilretsdirektoratet i januar 2001, at det for perioden fra og med 1993 havde kendskab til 7 gennemførte stedbarnsadoptioner, hvor der reelt var tale om aftalte rugemoderskaber. Nogle af disse sager involverede engelske rugemødre. Det faktiske tal er formodentlig væsentlig større, da adoptanterne ikke er nødsaget til at oplyse om den foreliggende aftale.

LGBT Danmark har behandlet henvendelser fra bøsser om spørgsmål om konkret gennemførelse af rugemoderskab.

Alle på nær Naser Khader mener, at brugen af rugemødre er etisk uacceptabel. Begrundelsen er, at der er tale om en slags udnyttelse af rugemoderen. En del af disse medlemmer (Asger Dirksen, Lisbet Due Madsen, Karen Schousboe, Erling Tiedemann og Peter Øhrstrøm) mener endvidere, at det er

“af væsentlig betydning, at gennemførelsen af aftaler om rugemoderskaber er baseret på en opsplitning af forældrerollen, som ikke er forenelig med mønsteret i kernefamilien. Rugemoderen indvilliger således i at være “biologisk mor” uden at være “social mor”, hvorimod disse funktioner er nøje forbundet inden for den traditionelle kernefamilie. På denne måde rummer en godkendelse af aftaler om rugemoderskaber altså en indirekte legitimering af andre familieformer end den traditionelle.” (p. 31)

Det er bemærkelsesværdigt, at dette argument pludseligt dukker op her. Hvis det er validt, må det berøre alle tilfælde, hvor en sådan opsplitning findes, altså alle tilfælde af kunstig befrugtning, hvor der anvendes donorsæd (eller donoræg): Ved brug af donorsæd er den sociale far netop ikke den biologiske far. Og netop i forbindelse med rugemoderskab holder argumentet ikke: Ofte bruges både æg- og sæddonation ved anvendelsen af rugemoderskab, så rugemoderen ikke er genetisk involveret i barnet (kaldes gestationelt rugemoderskab). Der kan være tale om, at en kvinde ikke kan gennemføre en graviditet, men både hun og hendes mand har fertile kønsceller. I det tilfælde er de sociale forældre også de genetiske forældre.

Naser Khader mener til gengæld ikke, at

“rugemoderskaber nødvendigvis er etisk set problematiske, hvis der vel at mærke træffes foranstaltninger, som sikrer både rugemoderens og barnets tarv. Sådanne foranstaltninger kunne blandt andet være, at både de kommende forældre og rugemoderen skal rådgives og godkendes inden forløbet påbegyndes, samt at rugemoderen ikke direkte kan tvinges til at overdrage barnet. Træffes der sådanne foranstaltninger, skabes der optimale muligheder for, at parterne på grundlag af deres egne beslutninger efterfølgende kan gennemføre forløbet på en etisk forsvarlig måde. Det skal i den forbindelse bemærkes, at rugemoderens motiv til at deltage i forløbet som oftest er godgørenhed, dvs. ønsket om at gavne andre, hvilket ud fra etiske betragtninger må anses for at være en positiv begrundelse. Blandt indvandrere er der således mindst ét eksempel på, at et infertilt ægtepar har fået børn ved at benytte en søster til en af ægtefællerne som rugemoder. Derved reddede søsteren muligvis ægteskabet, da den konkrete indvandrerkultur lægger vægt på, at ægteskabet resulterer i børn.” (p. 32)

Han tilføjer, at

“det kun er par, som er gift eller lever sammen i registrerede eller ægteskabslignende parforhold, der bør have mulighed for at anvende en rugemoder. Denne praksis er dog kun acceptabel, hvis manden i det heteroseksuelle par eller én af mændene i det homoseksuelle par er biologisk far til barnet (lesbiske par må formodes ikke at have brug for at anvende en rugemoder).”

 

Afslutende bemærkninger

Den nye redegørelse om kunstig befrugtning er et vigtigt dokument i forhold til spørgsmålet om bøsser og lesbiske som forældre, ikke mindst i omfanget af italesættelsen heraf. Der tegner sig klart to fløje, en liberal og en konservativ. Den første argumenterer fortrinsvis ud fra lighedsbetragtninger, mens den anden argumenterer ud fra en dogmatisk opfattelse af kernefamilien og dens betydning.

Det er interessant ud fra en homosynsvinkel, at dogmatikerne er blevet mere gennemargumenterende. Hvor man i tidligere redegørelser har haft en ‘det kan godt være, det er lidt firkantet, men sådan mener vi altså’-holdning, så farer man nu frem med åben pande og refererer til arbejder indenfor kommunitarismen. Dette vil utvivlsomt blive brugt i de kommende debatter. Og det må forventes, at der vil komme nye lovforslag på området, både skærpende og liberaliserende.

Til gengæld må man vente til næste gang Etisk Råd skriver afhandling om kunstig befrugtning med at få en stillingtagen til, om læger skal forhindres i at behandle visse grupper af syge mennesker (infertile lesbiske og enlige).

Advertisements