Oversigtsartikel: Lov om kunstig befrugtning

[Bragt på lbl.dk]

Lovarbejdet vedr. lov om ændring af lov om kunstig befrugtning, L183 (1999-2000)

Søren Laursen, LGBT Danmark, juni 2000

Rids af det tidligere forløb

Det Etiske Råd, 1995

På et tidspunkt midt i 90’erne skulle der laves en ny lov om kunstig befrugtning. Som et led i det lovforberedende arbejde udarbejdede Det Etiske Råd i 1995 en betænkning om kunstig befrugtning.

Rådet fremlagde et forslag til betænkning til offentlig debat. Forslaget indeholdt en anbefaling af, at man indførte et forbud mod at tilbyde kunstig befrugtning til lesbiske og enlige. LGBT Danmark gik ind i debatten, og det lykkedes af vende flertallet for et forbud til et flertal imod. Det skete ved at ét enkelt medlem af Rådet ændrede mening.

Debatten er grundigt beskrevet i rapporten ‘…ergo er mor Karen en sten!‘, LGBT Danmark juni 1996.

Folketinget, forår 1997

Loven blev fremsat i folketingsåret 1995/1996, men på grund af en omfattende debat, nåede den end ikke til 2. behandling. Loven genfremsattes uændret i folketingsåret 1996/1997.

Under 2. behandlingen vedtoges et ændringsforslag, som tilføjer en §3, som siger, at kun en kvinde, der er gift eller lever i et ægteskabslignende forhold med en mand, kan blive behandlet. Trods omfattende oplysningsarbejde mislykkedes forsøg på at fjerne paragraffen igen ved 3. behandlingen. Loven trådte i kraft 1. oktober 1997. Den dag loven trådte i kraft udgav LGBT Danmark pjecen ‘Tag sagen i egen hånd’ om hjemmeinsemination.

Denne debat er dokumenteret i ‘Kildesamling vedr. 2. og 3. behandlingen af Lov om kunstig befrugtning’, LGBT Danmark juni 1997. Materialerne findes her [i dag: bloggen her].

Folketinget, efterår 1997

Allerede efter sommerferien fremsattes et forslag om at fjerne §3. Et folketingsvalg kom på tværs, men forslaget genfremsattes uforandret efter valget. Forslaget faldt, men de fleste folketingsgrupper, herunder Vestre og de Konservative, var splittede.

Jordemoderklinikken Stork, efterår 1999

På to-års dagen for lovens ikrafttræden åbnede jordemoder Nina Stork en klinik, hvori hun tilbød alle, også lesbiske og enlige, insemination. Flere politikere kom på banen og krævede, at man forbød klinikken.

Revision af loven 1999/2000

Ifølge revisionparagraffen, som fandtes i loven, skulle den revideres i folketingssamlingen 1999/2000. Der var røster fremme om, hvorvidt man kunne vente med at tage loven op til debat. Nu havde den trods alt været grundigt drøftet i samlingerne 95/96, 96/97, 97/98 (I) og 97/98 (II). Men andre røster krævede, at man opfyldte revisionsparagraffen, og derfor fremsatte regeringen et ændringsforslag.

Det forslag var meget beskedent: Man foreslog at forlænge den tilladte opbevaringstid for ægceller. Ministeren ønskede tydeligvis ikke at fremsætte forslag vedr. §3, idet det var usikkert, om der kunne opnås flertal for et sådant forslag.

Det var sundhedsminister Carsten Koch, der fremsatte forslaget, men på grund af en regeringsomdannelse, blev det den nye sundhedsminister, Sonja Mikkelsen, der kom til at stå for det videre forløb.

Udvalgsbehandlingen

Under udvalgsarbejdet mellem 2. og 3. behandlingen kom der imidlertid en lang række af forslag til. CD’s medlem af Sundhedsudvalget, Yvonne Herløv Andersen (som også var formand for udvalget) foreslog fjernelsen af §3. Forslaget blev tiltrådt af de socialdemokratiske og de radikale medlemmer af udvalget.Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget, Tove Videbæk, foreslog derimod en skærpende paragraf, §18, som sagde, at kun læger må udføre kunstig befrugtning. Hendes forslag blev tiltrådt af Venstres, de Konservatives og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget.

LGBT Danmark havde 29. marts foretræde for udvalget. På dette tidspunkt kendtes ikke noget til de mange ændringsforslag, der ville komme. Formålet med foretrædet var at tale for fjernelsen af §3. LGBT Danmark pegede på, at en række instanser havde udtalt sig imod §3: Det Etiske Råd, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Den Almindelige Danske Lægeforening, ligesom der foreligger en mængde forskningsmateriale, der viser, at børn i homofamilier trives præcis lige så godt som andre børn. Der henvistes til oversigtsartikler fra midten af 90’erne. Dette var indeholdt i et notat til udvalget, L183- bilag 6.

Udvalgsmedlem Preben Rudiengaard (V) bemærkede under foretrædet, at hvis det kunne lade sig gøre at fremlægge nyere og overbevisende forskningsresultater, ville han overveje sin stillingtagen.

LGBT Danmark udarbejdede et notat til udvalget om nyere relevant forskning (L183 – bilag 20) og afholdt forud for 2. behandlingen et møde med Preben Rudiengaard, hvor dette notat blev gennemgået. Den ene af de forskere, der omtales i notatet, omtales i øvrigt også i anden sammenhæng af sundhedsministeren i hendes svar på udvalgets spørgsmål nr. 7 (L183 – bilag 18).

2. behandlingen

§18 sigtede direkte på at forbyde Jordemoderklinikken Stork. Forslaget var i grunden identisk med et forslag, der blev behandlet i 1997. Begrundelsen dengang var, at man ønskede at forhindre, at en læge på en klinik blot satte en laborant til at gøre noget af det, loven forbød, såsom sortering af sædceller etc. Det forslag faldt dengang, idet det mentes, at lovens sigte var klart nok. Men med jordemoderklinikkens tilblivelse, opstod en situation, som en del politikere fandt uønsket.

Konsekvensen af §18 er, at ingen andre end læger må foretage kunstig befrugtning, herunder insemination. Dette indebærer, at også hjemmeinsemination dermed er forbudt. Dette er naturligvis umuligt at kontrollere i virkeligheden, men det bliver skrevet ind i loven, at kun kvinder, der boller med mænd, må behandles. Andre kvinder må ikke stifte familie. Og dermed bliver Sundhedsministeriet, som har til opgave at føre tilsyn med sundhedsvæsnet og sikre folkesundheden, til et propagandaministerium for den heteroseksuelle kernefamilie.

Under 2. behandlingen fremførte Jørgen Winther (V) som ordfører for Venstre.

“Så er jeg imod, at enlige kvinder skal have mulighed for kunstig befrugtning, og jeg er imod, at kvinder i parforhold med andre kvinder skal have mulighed for kunstig befrugtning i det offentlige sygehusvæsen.”

På den måde lykkedes det at blande to forskellige diskussioner sammen, og ikke forholde sig til det, om man helt skal forhindre lesbiske i at stifte familie.

Niels Bloch Jespersen (S) gik på talerstolen og spurgte:

“Det at leve sammen med en kvinde er jo ikke at opfatte som en sygdom. Så jeg vil gerne spørge, hvordan fru Yvonne Herløv Andersen vil vurdere det at leve sammen med en kvinde. Er det nu en diagnose?”

Det var niveauet for debatten om, hvorvidt man skulle fastholde, at nogle syge mennesker – f.eks. lesbiske med lukkede ægledere – skulle nægtes behandling af en læge.

Hans Peter Baadsgaard (S), der var en af de tre socialdemokrater, som i 1997 foreslog indførelsen af §3, gik, som den sidste før ministeren, gik på talerstolen og sagde bl.a.:

“Der er én part i denne sag her, som jeg ikke synes man har nævnt særlig ofte, for ikke at sige: slet ikke nævnt. Det er de ufødte børn, det her det syvende og sidst drejer sig om.

Jeg kunne godt kommentere alle ændringsforslagene, men vil her holde mig til det ene, fordi det korte af det lange i denne debat jo er spørgsmålet, om vi vil fratage børn retten til både en far og en mor. Det vil jeg ikke medvirke til, og derfor stemmer jeg imod ændringsforslag nr. 2 [om at fjerne §3], og det vil jeg da opfordre alle til at gøre.

[…]

Altså i andre sammenhænge er der ikke tvivl om, at et barn har ret til en far og en mor. Ordet diskrimination er nævnt her i dag. Skal vi diskriminere mellem de børn, der bliver født, således at nogle skal fødes uden denne ret, og nogle skal fødes med denne ret? Det kan lige så vel være en lødig diskriminationsdebat som andre diskriminationsdebatter.

Jeg mener, at det her er en meget afgørende sag, en meget alvorlig sag for dette Folketing, om vi nu ikke længere skal sætte barnets tarv i højsædet. Et barn har ret til en far og en mor, det er barnets tarv, det gælder, og det er alfa og omega her i dag.”

Ved afstemningen ved 2. behandlingen blev CD’s forslag om at fjerne §3 massivt stemt ned med 40 for og 79 imod. Samtidigt blev Kristeligt Folkepartis forslag til §18 vedtaget med et svævart flertal: 63 for og 58 imod. I begge tilfælde stemte de borgerlige partier samlet. Der var altså ikke, som tidligere, splittelse i disses folketingsgrupper. Det var der i Socialdemokratiet, hvor halvdelen af de tilstedeværende stemte imod fjernelsen af §3, og 7 stemte sågar for skærpelsen ved §18 og blev således udslagsgivende for, at paragraffen blev vedtaget.

I det øjeblik afstemningsresultatet om §18 stod klart, udbrød en eller anden i højre side af salen et sejrsbevidst “yes!”, og der steg et lettelsens suk op fra salen.

Der var andre ændringsforslag, der blev vedtaget. F.eks. lægers mulighed for at henvise patienter til adoptionssamrådet for samtale og vurdering, samt – ikke mindst – brugerbetaling for kunstig befrugtning. Det samlede lovforslag, L183, blev således under 2. behandlingen forvandlet fra at være en bestemmelse om nedfrysningstiden for æg til at være et forslag, som rummede væsentlige opgør med traditionerne indenfor sundhedsvæsnet.

Forvirring under afstemningen

Afstemningen var temmelig forvirret. Regeringen havde erklæret sig enig i at fjerne §3. Ikke desto mindre måtte sundhedsminister Sonja Mikkelsen kalde flere ministre til orden ved at råbe ud over dem under afstemningen, idet de var kommet til at stemme forkert.

Værre gik det for Lone Møller, som godt nok stemte for at fjerne §3, men ved en fejl kom til at stemme for §18. Og helt galt gik det for Enhedslisten, hvor alle medlemmer ved en fejl kom til at stemme for brugerbetaling.

Afstemningerne foregår efter behandlingen. Der var 33 ændringsforslag, og der stemmes ved at Folketingets formand siger f.eks.: ‘Vi stemmer nu om forslag nummer 22. Der kan stemmes nu’, hvorefter hvert medlem trykker på sin grønne (for), sin røde (imod) eller sin gule (hverken for eller imod) knap. Det går meget hurtigt, og man får ikke læst ordlyden af forslaget op, kun nummeret. Det kræver derfor, at man følger godt med, men med mange afstemninger i rap, er det åbenbart for let, at komme til at lave fejl.

Ministeren mod eget forslag

På grund af det indhold loven nu havde fået, besluttede sundhedsministeren sig for at forsøge efter 2. behandlingen at samle et flertal mod forslaget. Det er en højst usædvanlig situation, at ministeren går imod regeringens eget forslag, men indholdet af loven var jo blevet drastisk forandret. Det lykkedes at skaffe et flertal for at trække forslaget tilbage, hvorefter det imidlertid blev optaget af en række borgerlige medlemmer af Sundhedsudvalget: Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Birthe Skaarup (DF) og Tove Videbæk (KRF). Det var årsagen til, at forslaget kom til 3. behandling, efter det var blevet taget tilbage.

3. behandlingen

3. behandlingen af loven fandt sted på den sidste dag i folketingsåret. Denne lov stod på dagsordenen som punkt 53, men aftenen forinden lykkedes det at samle et flertal for at rykke den frem som punkt 1. Årsagen var, at sagen var så varm og at medlemmerne – som altid i disse afgørelser – var fritstillede. Derfor sørgede alle partigrupper for, at flest muligt medlemmer var til stede i salen. Og for at de ikke skulle sidde og vente på, at denne lov kom til behandling, fremrykkedes den til punkt 1.

At man er fritstillet betyder, at man stemmer efter eget forgodtbefindende, og ikke efter, hvad man har besluttet i partigruppen. Der er tradition for, at det kun er ved såkaldt etiske sager, man fritstiller medlemmerne. Normalt binder man sig indenfor det enkelte parti, og så kan man cleare med hinanden. Det betyder, at to folketingsmedlemmer fra hver sin fløj, kan aftale indbyrdes, at de ikke går i salen. Dermed forskydes afstemningsresultatet ikke. Dette er en helt almindelig procedure og betyder, at det enkelte folketingsmedlem har tid til at fordybe sig i sine egne sagsområder, mens de ikke skal bruge tid på lovarbejde på alle mulige andre områder.

Men ved afstemningerne om kunstig befrugtning er dette aftalesystem sat ud af kraft, og medlemmerne tager stilling individuelt.

Det var næsten et fuldtalligt Folketing, der mødte fredag morgen for at debattere kunstig befrugtning: 170 ud af 179 medlemmer var til stede.

Det fremgik klart af Dorte Bennedsens indlæg, at det var en enig socialdemokratisk folketingsgruppe, det stod sammen om at stemme imod forslaget, men at denne enighed var betinget af brugerbetalingen: På de andre områder var gruppen splittet.

Under denne debat blev det så endelig, for første gang, udtalt, hvad det er denne debat handler om, idet Jørgen Winther (V) fra talerstolen udtalte:

“I Venstre synes vi, der er mange gode ting, der blev stemt om, og som der var flertal for, og sådan var det jo, når hver enkelt medlem kunne stemme frit, for så var der flertal for disse forslag. […]Det er også sådan, at enlige og lesbiske ikke har mulighed for at få insemination fremover. Det synes vi er meget fint. Og vi synes også, at det er rimeligt, at jordemødre ikke fremover har mulighed for at inseminere enlige og lesbiske kvinder.”

Lovforslaget blev forkastet, idet 71 (V, KF, DF, KRF, FRI og Frank Dahlgaard (UP)) stemte for, mens 95 (S, SF, CD, RV og EL) stemte imod. 4 (Rikke Hvilshøj (V), Ellen Kristensen (V), Jens Rohde (V) og Karen Rønde (V)) stemte hverken for eller imod.

Det lykkedes således at undgå at få loven endeligt godkendt. Derfor bevares status quo, dvs. at vi har en lov, der siger, at kun en kvinde, der er gift eller lever i et ægteskabslignende forhold med en mand, kan blive behandlet med kunstig befrugtning i lægeligt regi. Loven gælder ikke andre end læger, og jordemoderklinikken blev reddet i denne omgang.

Fremtiden

Det fører imidlertid ikke til ro omkring loven: Jørgen Winther (V) og andre erklærede fra talerstolen, at de i næste folketingssamling vil genfremsætte de forslag, der blev stemt igennem til 2. behandlingen. De vil blive fremsat enkeltvis og isoleret, hvilket betyder, at det ikke vil være muligt at vælte paragraffen for lukning af jordemoderklinikken ved at kæde den sammen med brugerbetaling.

Ud over dette vil der muligvis blive lavet ændringsforslag til loven på baggrund af nye redegørelser fra Det Etiske Råd. Til gengæld rummer loven ikke længere nogen revisionsparagraf, så loven vil ikke pr. automatik blive taget op.

Advertisements