Fra Folketingets hjemmeside

Oprydning

Fra Folketingets hjemmeside

Efter ti år blev de væsentligste forbehold i partnerskabsloven fjernet – Interview med Dorte Bennedsen

af Søren Laursen 19.05.2000 [Interview fra sommer 1999. Bragt i redigeret form i Zink nr. 4, 1999]

Det lille kontor i Proviantgården ved Christiansborg domineres af en stor brun affaldssæk. Dorte Bennedsen er i fuld gang med at rydde op efter afslutningen af folketingsåret. Men før hun drager af på sommerferie giver hun sig tid til en snak om sit mangeårige arbejde med det registrerede partnerskab.

Ind i homokredse

– I midten af 80’erne var homoseksualitet ikke noget, man talte om. Der var en underlig skyhed over for det. Det, der ændrede billedet i den politiske verden, var den måde Landsforeningen gik ud og taklede hiv/aids-situationen. Det gik op for folk, at det var en sygdom, der i hvert tilfælde i starten var knyttet til bøssekredse, og man så, at der virkelig var en ansvarlighed overfor det: De gik jo ud og blev testet. Og det var med til at bryde nogle fordomme, eller hvad du vil kalde det. Det brød en mur af tavshed.

– Jeg blev aids-ordfører engang i midten af 80’erne. Jeg var optaget af det problem, og lærte så også Landsforeningen at kende. Da kom vi så også til at snakke om partnerskabslov. Jeg kunne da se i min egen bekendtskabskreds, at i starten, når jeg talte om de her ting, så de noget forundret på mig. Jeg tror i og for sig ikke, at det var negative holdninger. Det var bare noget, man ikke talte om. Og da er det – jeg har sagt det før – at efter min mening, er det bøsserne, der kan takke sig selv for de holdningsændringer.

– Når jeg sætter sygdommen og partnerskabsloven i relation til hinanden, så er det fordi, det er gennem det sygdomsproblem, der pludseligt opstår, at almenbefolkningen bliver klar over, at der altså er mennesker, der lever på en anden manér. Det er faktisk ikke noget, man behøver skjule eller dække over, det er noget man godt kan snakke om.

– Jeg havde god kontakt til Landsforeningen: Jeg kom der meget, og de kom her. Og som jeg oplever det, var Landsforeningen den drivende kraft. Det at have nogle folk at støtte sig til, hvor man ved, at det er holdbart materiale man får, det er meget værd. Det er ikke så tit, man oplever det. Jeg har oplevet det med nogle enkelte andre: Der er en miljøorganisation, jeg har det samme forhold til, at man kunne stole på det, man fik.

Så kom børnene med

Partnerskabsloven blev i sin tid vedtaget med visse restriktioner. Der skulle gå mange år, før loven blev taget op til ændring. Det gjorde den i fjor samtidigt med, at en anden lov blev taget op til ændring, nemlig adoptionsloven. Politikerne diskuterede stedbarnsadoption for registrerede partnere. Skulle det nu skrives i den ene eller den anden af de to love? Man spurgte Justitsministeriet.

– Jeg tror, de sagde adoptionsloven først. Og da den så skulle fremsættes sagde vi, ‘hov, det er jo ikke med’. Og så sagde de ‘nej, men det passer nok bedre i partnerskabsloven’. Det kom så ikke med i fremsættelsen i nogen af lovene, men vi havde diskuteret det, og der var grønt lys, hvis vi kunne skaffe et flertal. Det sagde justitsministeren, Frank Jensen, også ved førstebehandlingen af partnerskabsloven: Kunne vi skaffe et flertal, så støttede han det. Men da han fremsatte loven, var han usikker på, om der var et flertal for det, og derfor ville han ikke tage det med. En minister vi jo helst ikke opleve et nederlag.

Det er Yvonne Herløv Andersen, der under førstebehandlingen af ændringsloven til partnerskabsloven foreslår, at man inddrager stedbarnsadoption.

– Jeg havde forinden været rundt og snakke med forskellige ordførere, for at se, om der var et flertal. Også fordi, jeg skulle jo selv sige noget om det til behandlingen. Så var det vigtigt, at jeg havde en fornemmelse af, om der var et flertal. Yvonne går så op og åbner ballet, så går jeg op, så kommer SF og de Radikale, og til sidst går ministeren også op og støtter forslaget. Og da er vi klar over, der er et flertal.

Benspænd på højt niveau

– Men vi ramlede ind i et skænderi – ja et skænderi er måske så meget sagt, men jeg er oppe at stå på tæer. Efter førstebehandlingen dukkede den gamle diskussion op, om stedbarnsadoptionen skulle skrives ind i partnerskabsloven eller adoptionsloven. Men et andet problem opstod.

– Huset her rejste sig op og sagde, ‘næ-næ, der er ikke identitet’. Identitet betyder, at i et fremsat lovforslag må man ikke pludseligt putte noget fuldstændigt andet ind, for Grundloven siger, at der skal tre behandlinger til.

– Jeg sagde, at det der, det kan vi altså ikke acceptere. At der ikke skulle være identitet – det havde jo været drøftet under førstebehandlingen. Så sagde de andre, at spørgsmålet havde været forelagt formanden for Folketinget, og han havde besluttet, at der ikke var identitet, og at forslaget måtte forkastes.

– Men så gav jeg mig til at grave i Folketingets vedtægter og forretningsorden, og der står, at formanden kan, efter samråd med Udvalg for forretningsorden, afvise et ændringsforslag på grund af manglende identitet.

– Forslaget blev rejst ved førstebehandlingen. Der var fire partier plus ministeren, der var oppe at støtte det. Så man kan ikke sige, det ikke har fået en behandling. Så derfor bad jeg om – og jeg havde min folketingsgruppe bag mig – at få forelagt problemet for Udvalg for forretningsorden. Det fik vi så. Og her var flertallet sikret med stemmer fra SF, CD, de Radikale og os. Så Udvalget for forretningsorden ræsonnerede, at i betragtning af, at et stort flertal, som inkluderede ministeren, havde behandlet dette spørgsmål ved førstebehandlingen, så blev der ikke identitetsproblemer. Og dermed kunne forslaget opretholdes. Så gjaldt det blot om at skaffe et flertal for lovændringen.

Flertal samlet

– Jeg fik en enstemmig socialdemokratisk gruppe bag mig, og det var jeg egentligt overrasket over. Jeg gjorde mig faktisk megen umage og skrev ned, hvad jeg ville sige: Det her, det handler om barnets tarv. Det handler ikke om, hvorvidt nogle synes at børn skal det ene eller det andet og så videre. Det handler om stedbarnsadoption. Det handler om børn, der i dag lever i partnerskaber. Og hvorfor i alverden skulle de ikke sikres, hvis den biologiske forælder dør.

– Og vi havde – det kan jeg roligt sige – vi havde to i gruppen, som oprindeligt var meget stærkt imod. Den ene var Hans Peter Baadsgaard, vores uddannelsesordfører, og den anden var Ole Stavad. Og det var sådan lidt flot: Da jeg havde fremført mit rimeligt lange indlæg i gruppen, så rejste Ole sig op og sagde: ‘Den der argumentation, den køber jeg, det stemmer jeg for’.

Med den socialdemokratiske gruppe samlet var flertallet hjemme. Loven skulle oprindeligt være trådt i kraft i januar. Men den megen tumult betød, at den først blev vedtaget en af de sidste dage i folketingsåret.

I Sverige har man nedsat en kommission, som forud for et lovinitiativ skal lave en betænkning om stedbarnsadoption i det registrerede partnerskab. Det gjorde man ikke herhjemme.

– Altså, hvad skulle man bruge det til? Jeg synes det er så evident. Men det undrer mig ikke at Sverige gør sådan. Det var også Sverige, der fik partnerskabslov sidst. Det var først Norge og så Sverige, og så siden Island. Men når jeg sådan tænker på Nordisk Råd – jeg kender ganske mange politikere fra alle partier – så er man nok lidt stivere og mere formelle i Sverige. Så det overrasker mig sådan set ikke. Men jeg tror det kommer. Jeg tror igen vores lovgivning vil have afsmittende virkning på de øvrige lande.

På Dorte Bennedsens skrivebord ligger børnelovsbetænkningen, som udkom tidligere på året. Hun har ikke læst den endnu, men vil vente indtil lovarbejdet går i gang i næste folketingssamling. Når hun læser den, vil hun blandt andet se, at Folketinget tages til indtægt for, at børn i homofamilier stadig bør forskelsbehandles. Det sker på baggrund af diskussionerne om lov om kunstig befrugtning. Med forårets vedtagelse af stedbarnsadoption i det registrerede partnerskab har Folketinget overhalet børnelovsudvalget indenom og igen bragt Danmark i den lyserøde førertrøje i løbet om juridisk ligestilling for lesbiske og bøsser.

Reklamer