Partnerskabsloven fra idé til virkelighed

af Søren Laursen [Bragt i Zink nr. 4, 1999]

Bent Hansen blev i 1998 valgt til landsformand for LGBT Danmark. Men han har været politisk aktiv i foreningen siden begyndelsen af 80’erne og har været en af de centrale aktører i arbejdet med partnerskabsloven.

Taget på ordet – homokommissionen opstår

Det er muligt at pege præcist på den episode, der førte til dannelsen af homokommissionen:

– Det skete i forlængelse af et debatmøde, der fandt sted i Fristedet i Herning i ‘83, hvor paneldeltagerne var Ebba Strange, Bernhard Baunsgaard, Torben Lund og Henning Jørgensen, den daværende landsformand for LGBT Danmark.

– LGBT Danmark havde lavet et lovforslag først i ‘80-erne, med paragraffer og hele pivtøjet, altså et gennemarbejdet forslag, der hed forslag til lov om registreret partnerskab. Det udgav vi i sådan et lille blåt hæfte og sendte som debatoplæg, også til politikere.

– De tre, der var ankerpersoner på det forslag var tre jurister: Stud.jur. Mikkel Emborg, en jurist, der hed Kirsten Larsen, som var ansat i et af ministerierne, og så Henning Jørgensen. Det var de tre, som i virkeligheden var dem, der førte pennen til det der partnerskabsforslag. Det var det, man tog udgangspunkt i, når man diskuterede ideen om et partnerskab. Og det gjorde man så også på det her debatmøde i Fristedet.

– Men undervejs i diskussionen kom det op, at der måske var andre ting, der også trængte til at blive set lidt på. Ikke bare spørgsmålet om ægteskabslignende institutioner, men også andre ting: Hvad er vilkårene for bøsser og lesbiske? Ingen vidste noget om det, for det var aldrig blevet undersøgt. Og det sad man så og tænkte lidt højt om, og undervejs tilslutter sig de tre politikere sig sådan principielt en idé om, at man nok skulle nedsætte en kommission eller lignende, for at undersøge det her lidt mere grundigt, før man kastede sig ud i noget lovgivning. Ikke for at forsinke processen, men for at komme lidt bredere til bunds i det. Det synes de pludselig var en god idé.

-Ja, sagde Henning Jørgensen, det synes han da egentligt også, og vil det sige, at der nu sidder tre folketingspolitikere her, der repræsenterer et flertal i Folketinget, og som vil være positivt indstillede på at tage et initiativ sammen, for at få nedsat en kommission? ‘Ja.., ja.., jo..’ sagde de så, og så skyndte Henning Jørgensen sig bagefter ned til Århus, hvor vi skulle have hovedbestyrelsesmøde, og vi skyndte os sammen at lave en pressemeddelelse, hvor vi skrev, at disse tre politikere nu har givet tilsagn om, at de vil tage initiativ til… og så videre. Den sendte vi ud over Ritzau, og det kom i avisen.

Bordet fanger

– Så fangede bordet jo lidt. Vi holdt nogle møder med politikerne, hvor vi skrev et beslutningsforslag med et kommissorium for kommissionen. Det blev så fremsat i Folketinget. Det var noget med, at man pålagde justitsministeren til at nedsætte sådan en kommission. Han hed Erik Ninn Hansen, og regeringen var imod – altså, de stemte imod den. Men lige lidt hjalp det jo, for det blev vedtaget.

Forslaget blev fremsat af medlemmer fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Venstresocialisterne. Det blev vedtaget den 24 maj. 1984.

Politikerne frarådede politikere

– Vi sad ovre på Bernhard Baunsgaards kontor, hvor vi holdt møderne, og blev enige med politikerne om, at der ikke skulle være politikere i den kommission. Og det var sådan set i modstrid med vores ønsker. Men politikerne sagde: Nej, er i vanvittige, så bliver vi aldrig færdige.

– Ægteskabskommissionen sad jo i 10 år og fik aldrig færdiggjort sit arbejde rigtigt. De udsendte delbetænkninger, og efter den sidste opgav de ethvert videre arbejde. Den var politisk sammensat, og derfor var dens arbejde ret umuligt. Hver gang de politikere, der sad i den kommission, blev enige om et eller andet, skulle de alle sammen fare hjem og spørge baglandet, om de nu også kunne tilslutte sig det. Og så skiftede den politiske situation, og så mente de noget andet osv., så det var forfærdeligt kaotisk.

– Det var derfor, at da homokommissionen skulle nedsættes, blev den sammensat på en anden måde. Den blev nemlig sammensat af eksperter og embedsmænd og ikke af politikere, fordi sporene skræmte i forhold til ægteskabskommissionen.

En vigtig forglemmelse

– Det var jo kloge argumenter, så det blev vi da overbevist om. Men der var to ting vi ikke gjorde i forhold til beslutningsforslaget, som vi skulle have gjort: Vi sagde nemlig ikke hvem, der skulle sidde i kommissionen, og vi sagde ikke noget om, hvilke økonomiske rammer kommissionen skulle have til sit arbejde. Og det var klart nogle uheldige omstændigheder, som senere blev ris til egen røv.

– Det var underligt, at politikerne heller ikke tænkte på det, for når vi nu vidste at justitsministeren var imod, så gjaldt det jo om at binde ham op så meget som muligt. Men han fik lov til at bestemme, hvor mange penge han ville give kommissionen, og hvem, der skulle sidde i den. Det vi fik indflydelse på var dels, at den skulle nedsættes og dels, hvilket kommissorium, den skulle have.

– I kommissoriet stod der noget om, at man skulle iværksætte nogle undersøgelser. Det var vores idé, at der skulle laves nogle kvalitative interview-undersøgelser om, hvordan vores vilkår var, og der skulle være nogle forskere tilknyttet kommissionen. Så det blev en kamp at få Karin Lützen og Henning Bech ind på banen, forskning koster jo penge. Og det endte da også med, at undersøgelserne blev af meget mindre omfang, end vi havde tænkt.

– Nu havde man endelig fået nedsat sådan en kommission. Så havde vi håbet på, at der også kom meget mere videnskabelig dokumentation ud som resultat. Det var lidt tyndt, og det var simpelt hen, fordi der ikke blev afsat penge til det. Og det var fordi justitsministeren var imod.

4 år senere…

– Vi fremtvang betænkningens færdiggørelse, fordi vi var trætte af situationen. Vi måtte jo indse, at der ikke det ud af det, som vi godt havde villet, fordi justitsministeren trainerede det og spændte ben. Derfor ville vi bare have det overstået så hurtigt som muligt.

– Derfor signalerede vi sammen med vores politiske venner, at nu ville der blive fremsat forslag i Folketinget om registreret partnerskab. Så hvis betænkningen skulle komme inden, skulle de altså til at skynde sig.

– Så fik de fart på, for det ville være pinligt, hvis kommissionsarbejdet ikke var færdiggjort før der blev fremsat forslag. Så de fik en lodret ordre fra justitsministeren om, at nu skulle de til at sætte det punktum og udgive betænkningen. Så kunne han nemlig bruge som argument: Her er en betænkning fra en kommission, der har siddet en tre-fire år, og den anbefaler, at man ikke indfører en sådan lovgivning, som nogle partier vil indføre.

– Men vi var sådan set ligeglade, for vi vidste, loven ville blive vedtaget – men vi havde ikke forudset, der kom valg!

Før valget var der blevet fremsat et forslag til lov om registreret partnerskab, og der var et sikkert flertal bag. Men ved valget trådte Det Radikale Venstre, der havde været medforslagsstillere, ind i den borgerlige regering, og derved forsvandt det flertal, der hidtil havde været for ideen om et registreret partnerskab. Forslaget blev ikke umiddelbart genfremsat efter valget.

– Det var efteråret ‘88. Jeg kan huske, vi var til en eller anden hiv/aids-høring ved et aftenarrangement, hvor Dorte Bennedsen og Jørgen Lenger var med, og jeg var der. Vi sad ved sådan et stort bord ude i en kantine og spiste noget aftensmad. Så kom vi til at tale om partnerskabsforslaget, som var gået lidt i stå. Og så aftalte de to over bordet der, at nu måtte de gå hjem og gøre noget ved det. Der var jo sådan set ikke noget at vente på, som Jørgen sagde, nu må vi jo se, om vi kan få et flertal.

– Lovforslaget blev fremsat lige før jul ‘88, og det blev færdigbehandlet i foråret ‘89. Der blev lavet et gigantisk lobbyarbejde for at få splittet de borgerlige partier ad, for at få stillet dem fri, så man kunne få nogle flere til at stemme for.

Usikkerhed til det sidste

– Vi var usikre på de Radikale. Altså vi vidste jo, at VS, SF og Socialdemokratiet ville stemme for. Jeg kan ikke huske hvor mange stemmer vi manglede, men der var i hvert tilfælde ikke flertal umiddelbart. Så vi var usikre på, helt til det sidste, hvad de Radikale ville gøre. De havde jo ministre, og de kunne jo ikke stemme for. Men de menige medlemmer i gruppen kunne man godt forestille sig kunne stemme for.

Den 26. maj 1989 vedtog Folketinget lov om registreret partnerskab med et pænt flertal. De menige radikale medlemmer stemte for ligesom en række enkeltpersoner fra de borgerlige partier.

Men loven indeholdt visse begrænsninger, som var blevet indført under de politiske forhandlinger: Adgangen til stedbarnsadoption og fremmedbarnsadoption var nægtet, og der blev indført krav om, at mindst en af registranterne skulle være dansk statsborger og bosiddende i Danmark.

– Jeg kan huske, vi holdt krisemøde i pinsen, for der var problemer med at fastholde flertallet, pga. det med børnene og pga. det med indvandrere og danske statsborgere. Så måtte vi jo finde et kompromis. Det var ikke med vores gode vilje, og der var da også diskussioner om, hvor meget vi skulle give os. Men på den anden side – man strækker sig jo langt i sådan en situation.

Foregangslandet Danmark

– Jeg tror, det var den gode kontakt til politikerne, som blev etableret i starten af ‘80-erne, og som blev dyrket hele vejen op gennem ‘80-erne, som banede vejen for loven. Der er mange, der har spurgt: Hvad med hiv og aids? Var det med til også at skubbe bolden i den rigtige retning? Det tror jeg nu ikke. Det blev aldrig brugt som argument. Det blev heller aldrig nævnt i forarbejderne til partnerskabsloven. Man kunne ellers godt forestille sig, at nogle kunne have ført den teori frem, at nu får de lov til at gifte sig – så kan man håbe på, de bliver mindre promiskuøse.

– I Landsforeningen passede vi meget på ikke at blande partnerskabsdebatten sammen med hiv/aids situationen. Om politikerne internt har snakket sammen og brugt det argument, det kan jeg jo ikke vide. Det blev aldrig nævnt, heller ikke i debatterne.

– Det var jo ofte de samme politikere, som havde både partnerskabsspørgsmålet og hiv/aids-arbejdet. Så derfor kom man til at arbejdede sammen med dem på begge områder.

– Selv om man kan sammenligne os med Norge og Sverige – det gør vi jo altid – så er det lige som om, at de parlamentariske systemer, som jeg ikke kender i detaljer, er lidt tungere i Sverige og i Norge end i Danmark. Der er nogle andre traditioner, i hvert tilfælde i Sverige.

– Vores svenske søsterorganisation RFSL havde også nogle gode kontakter til socialdemokraterne i Stortinget i Sverige. Jeg kunne ikke forstå, at de ikke kunne få disse kontakter til at fremsætte et forslag. Men sådan er traditionen ikke i Sverige. Rent teknisk kunne det nok lade sig gøre, men den parlamentariske tradition er ikke sådan, at enkeltmedlemmer eller nogle medlemmer i fællesskab fremsætter lovforslag. Sædvanligvis er det kun regeringen, der fremsætter lovforslag. Så det er et tungere system, man skal igennem. Derfor tog det også længere tid i Sverige, før det lod sig gøre.

At være der selv

– Om det har været fantastisk at være med til? Jo, meget. Det har jo været euforisk. De der højdepunkter, når det lykkes, det er klart, det betyder jo enormt meget. Det er sådan nogle erindringsbilleder, som man aldrig glemmer. At stå i Folketinget på tilhørerpladserne den dag man vedtog partnerskabet i sommeren ‘89, det var da vidunderligt. Og den gigantiske fest i gården bagefter, hvor mange politikere kom over og drak øl sammen med os – også fra de borgerlige partier, helt ud til fremskridtspartiet. Og det var godt vejr. Det var jo vidunderligt. Det glemmer man aldrig.

Advertisements