Tilflytterne tog teten

Af Søren Laursen [Bragt i Zink nr. 4, 1999]

Som det eneste anerkendte trossamfund i Danmark anerkender den Tysk-reformerte Kirke det registrerede partnerskab.

I Gothersgade i København, over for eksercerpladsen ved Rosenborg Slot ligger en lille, smuk kirkebygning trukket lidt tilbage fra vejen. Foran står store træer med skyggefulde kroner, og et slankt støbejernsgitter afrunder pladsen og understreger oplevelsen af et afsluttet, harmonisk og indbydende byrum. Det er Reformert Kirke, der er hjemsted for tre menigheder, en tysk, en fransk og en koreansk.

Peter Gottke er præst for den tyske menighed, som tæller ca. 300 medlemmer. Han kommer netop ud af kirken da jeg ankommer, og vi går ind i ejendommen ved siden af, hvor menighedslokalerne ligger.

– Der er to store protestantiske kirker, den reformerte kirke og den lutherske kirke. Den lutherske går tilbage til Martin Luther i Tyskland, mens den reformerte går tilbage til Zwingli og Calvin i Schweiz. Den reformerte kirke er lidt større end den lutherske på verdensplan.

– I dag er det sådan, at de fleste reformerte og lutherske kirker har underskrevet en kontrakt, at de har en fælles kirke. Det er den såkaldte Leuenbergkonkordie. I Tyskland er de fleste kirker unerede. Det betyder, at vi har én kirke, én organisation, men der er forskellige menigheder med forskellige traditioner. Og de traditioner er en berigelse for hinanden.

– Men de skandinaviske kirker har det meget svært med at underskrive en sådan kontrakt, så de har ikke underskrevet konkordien. Derfor er vi i Danmark en frikirke. I Tyskland er jeg en almindelig folkekirkepræst. Jeg er præst i den Rheinische Kirche, og der kan jeg lige godt være præst for lutherske menigheder og for reformerte menigheder. Jeg skal bare agte de forskellige traditioner i de enkelte menigheder.

– At vi er en frikirke betyder, at vi får ikke nogen tilskud fra staten, vi er helt uafhængige. Det er sådan, at her i København har vi tre forskellige reformerte menigheder. Kirken i sig selv er ejet af den franske og den tyske menighed, og dertil kommer en koreansk menighed, som altså har lejet sig ind i kirken.

Velsignelse af homopar

– Jeg har allerede tidligere, i Tyskland, beskæftiget mig med emnet, velsignelse af partnerskaber af personer af samme køn. Der var hårde diskussioner i min kirke om registrerede partnerskaber og om velsignelse af homoseksuelle par. Det er stadigvæk til diskussion. Den begyndte for otte eller ni år siden, og de diskuterer stadigvæk. Det er baggrunden for, at jeg i første omgang beskæftigede mig med emnet.

– Så var det, jeg læste i avisen, at der blev nedsat et udvalg i folkekirken, som skulle beskæftige sig med spørgsmålet om velsignelse af homoseksuelle par. Jeg syntes det ville være en god idé, om vi også gik i gang med diskussionen, for jeg forventede egentligt en meget lang debat i vores kirke, også her i Danmark.

– Hvis der en dag står et par foran min dør og spørger ‘vil du gøre det eller ej’, så skulle vi pludselig til at beslutte noget. Så går det ud over dette par, og det vil jeg ikke have. Så jeg syntes vi skulle have en beslutning i forvejen, før der kommer et par.

– Derfor indledte vi en række menighedsarrangementer her i vores lokaler, hvor vi beskæftigede os med, hvad bibelen siger om det, og hvad vi selv mener om det. Vi har også beskæftiget os med emnet i vores menighedsråd, som kaldes præsbyteriet i vores kirke.

– Og altså,  jeg må virkelig sige, at jeg var meget forbavset over, at diskussionen gik så godt. Det havde jeg aldrig oplevet før. Det var selvfølgelig sådan, at der var nogen, der var totalt imod velsignelse, og der var mange, som var for. Der er stadig nogen, som ikke bryder sig om det, og som synes, at det kan man ikke gøre.

– Men så besluttede vi i præsbyteriet, at vi gerne ville tale om det på vores årlige menighedsforsamling, og prøve, om vi ikke der kunne komme til en beslutning.

– I mellemtiden kom rapporten fra det udvalg i folkekirken. Vi diskuterede så emnet på vores menighedsforsamling, og det var overhovedet ikke noget problem. Og det blev enstemmigt besluttet, at menigheden siger ja til at jeg velsigner homoseksuelle par i vores kirke efter det ritual folkekirkens udvalg havde foreslået – med håndspålæggelse og tilspørgelse.

– Beslutningen var sådan, at der stadigvæk er nogen i vores menighed, som siger: ‘Vi er ikke enige,  men det er ikke for os nogen grund til at forlade kirken eller at sige, at vi ikke længere vil gå til vores præst eller sådan noget. Vi kan godt acceptere, hvis vores præst gør det, men vi vil ikke selv være med til sådan en gudstjeneste’. Og det skal, ligesom med bryllupper, være en ekstra gudstjeneste, altså ikke i den almindelige søndagsgudstjeneste.

– Men jeg har altså frie hænder til at gennemføre en sådan velsignelse. Det var en enstemmig beslutning i vores menighedsforsamling.

– Vi fulgte den offentlige debat efter rapporten kom. Og vi synes – eller mange i vores menighed synes -at det er helt umuligt hvad der foregår i Danmark. I hvert tilfælde fra tysk side tror man altid, at Danmark er så liberalt og åbent. Men så oplever vi pludselig en helt anden side af Danmark. Det havde jeg ikke forestillet mig i forvejen. At det var sådan et stort problem for mange danskere.

Oberkirchenrat ville føre sag

-I Tyskland har vi en fælleskirke på nationalt plan, Evangelische Kirche in Deutschland, EKD. Den sender præster til udlandet – f.eks. mig. Jeg blev ikke udsendt fra min landes-kirke, Rheinische Kirche, men fra den tyske kirke. Jeg blev for nylig spurgt af EKD, hvordan det er med velsignelse af homoseksuelle par og registreret partnerskab osv. i Danmark, for de vil skrive en rapport om forholdene i forskellige lande i Europa. Så skrev jeg det hele om Danmark, om det registrerede partnerskab osv., og om vores beslutning her i vores kirke. Så sagde min Oberkirchenrat: ‘Så må vi se, om vi ikke kan gennemføre en disciplinær-sag mod dig, for du har ikke som tysk præst lov til at velsigne homoseksuelle par’. De prøvede, om de havde nogen muligheder for at hindre, at jeg gør det her i Danmark, men det har de heldigvis ikke.

– Vi havde også for nylig besøg nede fra Tyskland af en Oberkirchenrat fra Rheinische Kirche. Han var imod velsignelse af homoseksuelle par, men hele præsbyteriet, altså menighedsrådet, diskuterede med ham og stod bag vores beslutning. Det synes jeg er virkeligt godt.

– For et par år siden var der i Ungarn verdenskonference for den reformerte kirke, hvor vi også diskuterede emnet. Det viste sig, at mange vesteuropæiske kirker ikke har de store problemer med velsignelse af homoseksuelle par. Men mange kirker fra Østeuropa og fra Afrika har store problemer med det. Jeg tror ikke, man kan blive enige i det reformerte verdensforbund om et ja til velsignelse af homoseksuelle par. Der er for store forskelle mellem de enkelte kirker. Men man bliver heller ikke enige om det modsatte.

Ikke lutter idyl

– Det er ikke hvem som helst, der kan få velsignet deres partnerskab i vores kirke. Det gør jeg heller ikke med par, hvor det er en mand og en kvinde. De skal et eller andet forhold til vores kirke eller til mig. Vi har dog også folk nu, som ikke har noget forhold til vores kirke, men hvor det er et dansk-tysk par, som ønsker sig sådan et dansk-tysk bryllup.

– Derfor står jeg også åben overfor to mænd eller to kvinder, der kommer til mig og siger, ‘af den og den grund vil vi gerne have et bryllup i jeres kirke’. Men jeg gør det ikke bare fordi kirken er så dejlig eller sådan noget. Altså, der skal være et forhold.

Fakta

Peter Gottke er præst for den tyske menighed i Reformert Kirke i København. Han er udsendt af den tyske kirke og er ansat på en seksårig kontrakt, der løber indtil næste år. 

Peter Gottke har de sidste to år været formand for De Danske Kirkers Samråd.

Reklamer