1998-99 L 70 A : Ændring af partnerskabsloven

1998-99 L 70 A: Forslag til lov om ændring af lov om registreret partnerskab(Ændring af betingelserne for indgåelse af registreret partnerskab)

Fremsat den 29. oktober 1998 af justitsministeren (Frank Jensen)

§ 1

I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989 og § 36 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring:

1. § 2, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis

1) en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab, eller

2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

[…]

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål.

Formålet med lovforslaget er for det første at ændre betingelserne for indgåelse af registreret partnerskab.

Efter gældende ret kan registreret partnerskab kun indgås i Danmark, hvis mindst en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab.

Det foreslås, at statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab, og at justitsministeren bemyndiges til at bestemme, at også statsborgerskab i andre lande, som har en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, skal sidestilles med dansk statsborgerskab. Endvidere foreslås det, at registreret partnerskab kan indgås, uanset at ingen af parterne har dansk statsborgerskab (eller statsborgerskab i de ovenfor nævnte lande), såfremt begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Lovforslagets formål er for det andet at ophæve kravet om betaling af gebyr for udfærdigelse af visse navnebeviser til personer, der ikke er tilført ministerialbogen (personregisteret) her i landet, og for udfærdigelse af navnebevis for ændret efternavn i anledning af ægteskab, som ikke er indgået for dansk myndighed. Herved opnås der bl.a. ligestilling på området mellem personer, der indgår ægteskab i udlandet, og personer, der indgår ægteskab her i landet.

2. Lovforslagets indhold.

2.1. Ændring af lov om registreret partnerskab.

2.1.1. Efter § 2, stk. 2, i lov om registreret partnerskab kan registrering som nævnt kun ske, hvis begge parter eller en af dem har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab.

Det fremgår af lovens forarbejder (Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 2944 f., og Tillæg B, sp. 1877 og 1880 f.), at formålet med den nævnte bestemmelse bl.a. var at undgå, at udenlandske par indgik registreret partnerskab her i landet, selv om registreringen ingen retsvirkninger ville have i deres hjemland. Der henvises herom endvidere til betænkning nr. 1127/1988 om homoseksuelles vilkår, side 118 f.

Norge, Sverige og Island har nu en lovgivning om registreret partnerskab, der stort set svarer til den danske. Det må herefter antages, at registreret partnerskab, der er indgået i Danmark, vil blive anerkendt i disse lande. For Sveriges vedkommende følger dette direkte af den svenske lov om registreret partnerskab.

På den baggrund – og efter drøftelse med de øvrige nordiske lande – foreslås det, at lov om registreret partnerskab ændres, således at statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab. Kravet om bopæl i Danmark opretholdes fortsat, jf. herved nedenfor pkt. 2.1.3.

Ændringen vil indebære, at f.eks. et norsk par, der bor i Danmark, og som efter de gældende regler hverken kan indgå registreret partnerskab i Norge (da de har bopæl i Danmark) eller i Danmark (da de er norske statsborgere), vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark. Det samme vil gælde for f.eks. et norsk- svensk par, der bor i Danmark, og som efter de gældende regler hverken kan indgå registreret partnerskab i Danmark, Norge eller Sverige. Personer fra de pågældende lande, der bor i Danmark, vil endvidere – ligesom det i dag gælder for danske statsborgere – kunne indgå registreret partnerskab med en person fra et tredjeland.

Det overvejes for tiden i Norge, Sverige og Island at ændre disse landes lovgivning om registreret partnerskab, således at betingelserne for at indgå partnerskab bliver lempet i overensstemmelse med det foreliggende forslag. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige, hvornår sådanne ændringer i givet fald kan være gennemført.

2.1.2. Siden Danmark i 1989 (som det første land) gennemførte en lov om registreret partnerskab, har flere andre lande fået en tilsvarende lovgivning. Det gælder som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.1 bl.a. Norge, Sverige og Island.

Endvidere har Holland gennemført en lov om registreret partnerskab, der trådte i kraft den 1. januar 1998. Det må anses for sandsynligt, at flere lande vil følge efter og gennemføre love om partnerskab.

På den baggrund foreslås det, at der i lov om registreret partnerskab indsættes en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte, at statsborgerskab i et andet land, der har en lovgivning om registreret partnerskab, som svarer til den danske, på samme måde som statsborgerskab i Norge, Sverige og Island sidestilles med dansk statsborgerskab.

Justitsministeriet vil efter en gennemførelse af lovforslaget rette henvendelse til de hollandske myndigheder med henblik på at afklare, om der er grundlag for at anvende den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i forhold til hollandske statsborgere, der har bopæl i Danmark.

2.1.3. Endelig foreslås det, at lov om registreret partnerskab ændres således, at partnerskab også kan indgås, hvis begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen. Er denne betingelse opfyldt, bortfalder betingelsen om, at en af parterne skal have dansk statsborgerskab eller statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island m.v.

Justitsministeriet har overvejet, om retten til at indgå registreret partnerskab bør udvides yderligere, f.eks. således at der er adgang hertil for personer, der ikke har bopæl her i landet, såfremt en af parterne er dansk statsborger.

Der er imidlertid rundt om i verden mange personer, der har dansk statsborgerskab uden i øvrigt at have nogen tilknytning til Danmark eller planer om at vende tilbage hertil. Et registreret partnerskab ville for disse personer være uden retsvirkninger i deres hjemland. Bl.a. som følge heraf kan der heller ikke ses bort fra, at andre lande kunne opfatte det som krænkende, hvis Danmark søgte at lovgive med virkning for personer, der, selv om de er danske statsborgere, i realiteten alene er knyttet til de pågældende andre lande.

Lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser herom.

[…]

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen for Folketinget sendt til høring hos Det Danske Center for Menneskerettigheder, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Kommunernes Landsforening, LGBT Danmark og Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 2, i lov om registreret partnerskab kan registrering kun ske, hvis begge parter eller en af dem har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab. Om baggrunden herfor henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger ovenfor.

Eter forslaget sidestilles statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island med dansk statsborgerskab. Registreret partnerskab kan således efter forslaget indgås i Danmark, hvis en af parterne (eller begge) har bopæl her i landet og statsborgerskab i Danmark, Norge, Sverige eller Island, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3, 1. pkt.

Efter forslaget til § 2, stk. 3, 2. pkt., bemyndiges justitsministeren endvidere til at bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab. Der tages herved højde for den situation, at også andre lande end de nævnte måtte gennemføre en lov om registreret partnerskab, der svarer til den danske, og hvor de hensyn, der ligger bag den foreslåede ordning vedrørende norsk, svensk og islandsk statsborgerskab, derfor gør sig gældende på samme måde. Om forholdene i Holland henvises til pkt. 2.1.2 i de almindelige bemærkninger ovenfor.

Det er en betingelse, at der er tale om en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Om dette er tilfældet, må bero på en samlet vurdering af den pågældende lovgivning. Bestemmelsen vil f.eks. ikke kunne anvendes i forhold til et land med en væsentlig mere restriktiv lovgivning på området. I sådanne tilfælde ville det ikke være rimeligt at sidestille statsborgerskab i det pågældende land med dansk statsborgerskab.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 2, kan der endelig indgås registreret partnerskab, hvis begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen. I så fald stilles der ingen krav til statsborgerskabet.

Det er forudsat, at der i forhold til de her omtalte personer anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet, end hvad der gælder for de ovenfor nævnte nordiske statsborgere m.v. Baggrunden er, at de nordiske statsborgere m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk registreret partnerskab efter en tilbagevenden til deres hjemland, jf. ovenfor pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger, mens dette ikke kan antages at gælde de personer, som den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 2, tager sigte på.

I tilfælde, hvor det måtte give anledning til tvivl, om en person efter stk. 2, nr. 2, har bopæl her i landet, må der herefter anlægges en samlet vurdering. Der må bl.a. lægges vægt på retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt – eller i hvert fald for en længere periode – at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. Personer, der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger to år, jf. den foreslåede bestemmelse), eller som i øvrigt må antages at ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen behandles.

I kravet om bopæl i Danmark i de sidste to år ligger også, at opholdet har været uden væsentlige afbrydelser. Således vil f.eks. et længere ophold i udlandet inden for to års-perioden, hvadenten det er i hjemlandet eller i et andet land, indebære, at lovens betingelser ikke er opfyldt. Det vil derimod være uden betydning, om den pågældende i perioden har foretaget kortere ferierejser m.v. til udlandet.

Efter § 36 i bekendtgørelse om ægteskabs indgåelse (bekendtgørelse nr. 662 af 1. august 1995 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1127 af 13. december 1996) gælder det om registreret partnerskab, at prøvelsesattest til en part, der ikke er dansk statsborger, kun må udstedes, hvis den pågældende opholder sig lovligt i Danmark. En person, der har dansk statsborgerskab og bopæl i Danmark, kan således ikke efter de gældende regler indgå registreret partnerskab med en person, der opholder sig ulovligt i Danmark.

De foreslåede nye regler medfører ingen ændring i kravet om lovligt ophold.

[…]

Reklamer