Lad os få en klageinstans for alle former for diskrimination

Af Søren Laursen, LBL [Bragt i Dagbladet Information 21.12.1996]

Udenlandske erfaringer viser fordelene ved at samle diskriminationssagerne i én instans. Det giver multikulturel gensidig berigelse.

I Danmark er vi så gode til at passe på hinanden: Vi har ligestillingslovene og antidiskriminationslovene. Altid parat til at kæmpe for ligheden vedtog Folketinget – så sent som i fjor – en lov mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det skete for at efterleve en international konvention Danmark har ratificeret – i 1960! Hermed har vi erklæret de gode hensigter om ikke at diskriminere på grund af køn, race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse. Vi kan med sindsro bryste os af vores tolerance, det står sågar i vores lovgivning. Kan man få en bedre blåstempling?

Svaret er ja. Nemlig hvis man sørgede for, at disse intentioner kunne bringes i opfyldelse.

Ude i vores brogede dagligdag ser verden tit anderledes ud. Da kniber det ofte med forståelsen for forskellighedens rigdom. Og man kan aldrig vide, hvor problemerne dukker op.

Tag f.eks. Dansk Ingeniørforenings Pensionskasse For nogle år siden kæmpede en progressiv ledelse en lang kamp mod reaktionære medlemmer for at få anerkendt det registrerede partnerskab på lige fod med ægteskabet.

I dag er situationen en omvendt. Ledelsen har foreslået at indføre en pansionsordning med en, i sig selv attråværdig, valgfrihed i ydelsesmønstret. Men noget overraskende har man ment, at gildet skal betales af kvinderne, som skulle have en mindre pension end mændene!

Klageorgan 

Er der behov for et klageorgan i forbindelse med diskriminationssager? Det var temaet på en nyligt afholdt høring arrangeret af Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Høringen startede med historier fra dagens Danmark, hvor nogle mennesker fra etniske minoriteter berettede om egne oplevelser. Spørgsmålet, der blev rejst var: Var der tale om diskrimination? Det kunne ikke afgøres, for sagerne blev aldrig undersøgt, idet myndigheder mv. hurtigt besluttede, at det var der ikke. Mønstret er genkendeligt i andre lande. Nogle steder har man valgt at gøre noget ved det: Man har oprettet særlige klageorganer.

På høringen blev redegjort for metoder og resultater fra amerikanske, canadiske og hollandske instanser, hvorfra man har mange års erfaring at trække på.

Berigende aktiv

Meldingen herfra var entydig: Den slags instanser er en nødvendighed, men samtid et berigende aktiv for udviklingen af et tolerant, multikulturelt samfund. Men der er nogle forudsætninger, nemlig – at institutionen har en kompetence, f.eks. til at indhente nødvendige oplysninger fra virksomheders personalearkiver – og at institutionen selv kan optræde over for domstolene, f.eks. kan rejse sager på vegne af andre.

Når der afholdes en sådan høring nu, er det fordi Nævnet for Etnisk Ligestilling har indgivet en indstilling til indenrigsministeren om at lade oprette et sådant klageorgan for etnisk diskrimination. Skabelsen af en institution med beføjelser ville være en nyskabelse i dansk sammenhæng, som man kun kan hilse velkommen. Her er et behov og en mulighed for at gøre noget.

Alle former 

Man bør imidlertid overveje om ikke det ville være det mest hensigtsmæssige at udstrække indsatsområdet til at dække alle former for forskelsbehandling.

Det er karakteristisk for de instanser, der blev præsenteret på høringen, at de – ligesom de danske ligestillingslove – omfatter et bredt spektrum af rettigheder. De gæstende erfaringsformidlere betragtede det som en ubetinget fordel at kunne behandle alle typer sager i samme instans.

At lave særinstanser for hver enkelt kategori af forskelsbehandling er betænkeligt. Dels vil det i praksis være umuligt at dække mere end de allerstørste kategorier, dels vil det føre til stigmatisering og borgdannelse: De forskellige grupper vil blive konkurrenter på opmærksomhed og bevillinger, og der vil skulle foretages politiske og økonomiske prioriteringer.

Men hvilke former for diskrimination er de bedste? Hvem skal vinde?

Overlap 

Dertil kommer, at i mange tilfælde er der overlap mellem områderne, så det kan være svært at afgøre, hvor en sag skal hen. På høringen taltes om diskrimination af indvandrerkvinder, som ofte ikke falder naturligt ind under alene kønsdiskrimination eller etnisk diskrimination.

Måske er den største fare ved særinstanser procedurespørgsmålet. Det kan være svært for mennesker, der udsættes for forskelsbehandling, at gennemskue hvilke rettigheder man har, og hvilke veje der er til at gøre brug af disse. Dermed bliver de sikkerheder, lovene skulle give, værdiløse.

At have forskellige procedurer for forskellige kategorier af forskelsbehandling er at modarbejde de, som har brug for hjælpen.

Modsat med en fælles instans, hvor der også lettere vil kunne overføres erfaringer fra et område til et andet.

Forebygger konflikter

Ved høringen blev det også fortalt, at alene dét, at der fandtes et organ, var nok til at forebygge mange konflikter, og at virksomheder ligefrem valgte at rådføre sig med denne instans, når der skulle laves nye personalepolitikker. At bevidstgørelse og synliggørelse af problemer er afgørende for løsningen af dem, så vi herhjemme, da sex-chikane for nogle år siden blev et debattema.

Specielt for de mindre og vanskelige områder er der en væsentlig værdi i at være med under en fælles institution.

I den hollandske ligebehandlingskommission har der ikke været ført sager om seksuel orientering, men området er dækket og fremgår af alle oplysningsmaterialer. Det er et område, hvor synliggørelse er væsentlig, da det her er meget vanskeligt at dokumentere direkte forskelsbehandling.

Homofobi

For nylig har Børsens Nyhedsmagasin imidlertid bragt en undersøgelse blandt personalecheferne i 31 af landets største private virksomheder. Heraf fremgår det, at en trediedel af dem mener, at en jobansøgers homoseksualitet har indflydelse på om vedkommende får jobbet.

I forenings-Danmark er der en lang tradition for at løse problemer kollektivt. Der findes da også en bred vifte af interesseorganisationer. I ligebehandlingslovene er hensigterne angivet, men værktøjet mangler. Lad os få en klageinstans, og lad den omfatte alle former for forskelsbehandling.

Danmark har brug for en efteruddannelse. Det er derfor vigtigt at huske på, at en klageinstans også er en velfærdsfremmende institution for multikulturel gensidig berigelse.

Advertisements