Notat til DCMR om børnefamilier

[Notat udarbejdet til Det Danske Center for Menneskerettigheder med henblik på at drøfte

centrets noatat til Folketingets sundhedsudvalg, 1996-97-1_L5_19960502_IMR_Ersbølls_notat.

Fremsendelsesbrev til Morten Kjærum: 19960719_Brv_DCMR_børnekonv

Eva Ersbøll udarbejdede et svarnotat, 19960726_DCMR_Svarnotat_Ersbøll,

som førte til visse præciseringer, 199610xx_Notat_MR_ift_homoseksuelles_børnefam]

Menneskerettigheder i relation til homoseksuelles børnefamilier

af Søren Laursen, 15/7 1996

1. Introduktion

Menneskerettighederne er formuleret i diverse traktater. Eksempelvis har Danmark tiltrådt FNs Menneskerettighedskonvention, FNs Konvention om Barnets Rettigheder, og Den Europæiske Menneskeretskonvention. Den sidste er indkorporeret i dansk lov, dvs. den er en del af dansk ret. Modsat forpligter de andre blot Danmark til at tilse, at landets love er i overensstemmelse med konventionernes indhold.

Børnekonventionens bestemmelser er mere vidtrækkende end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På den anden side er der til den sidste knyttet et effektivt klageapparat, Den Europæiske Menneskerettighedskommission som kan indstille sager til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Nærværende notat behandler to problemstillinger vedr. børns menneskerettigheder, nemlig i) i relation til insemination af lesbiske, og ii) i relation til stedbarnsadoption i registrerede partnerskaber.

2. Insemination af lesbiske

Spørgsmålet om insemination af lesbiske har været genstand for megen debat i ’95 og ’96, jfr. …ergo er mor Karen en sten (S. Laursen, 1996). En af årsagerne til debatten har været Det Etiske Råds udarbejdelse af Redegørelse om kunstig befrugtning (1995), som er en del af det lovforberedende arbejde ifm. den nye lov for området.

2.1. Sundhedsudvalgets spørgsmål

I foråret 1996 fremsatte sundhedsministeren forslag til lov om kunstig befrugtning (L200), som skal afløse den nuværende midlertidige lov. Forslaget blev genstand for så megen kritik, at det ikke blev muligt at få det gennemført i denne folketingssamling, hvorfor det vil blive genfremsat til efteråret.

Folketingets Sundhedsudvalg har ifm. behandlingen af lovforslaget stillet en række spørgsmål og herunder anmodet Det Danske Center for Menneskerettigheder om kommentarer til, “at lovforslaget ikke stiller krav om en far” forud for behandling for barnløshed. I Centrets notat, ved Eva Ersbøll (1996), hedder det:

“Centret forstår spørgsmålet således, at det tager sit udgangspunkt i, at lovforslaget – bortset fra de ovenfor nævnte bestemmelser i Paragrafferne 4 og 5 [Mindst en af de kommende forældre skal være biologisk (og her må menes genetisk)forælder til det kommende barn, og desuden tilbydes behandling ikke til personer, hvis naturlige reproduktionsevne er ophørt af naturlige samt aldersbetingede årsager.] – ikke tager stilling til, hvem der skal kunne behandles med kunstig befrugtning. Dette spørgsmål må således antages at skulle afgøres af behandlingsstederne.

“I det omfang enlige kvinder og kvinder, der lever i lesbiske parforhold, bliver behandlet med kunstig befrugtning, vil de børn, der bliver født, ikke have nogen far. Det bemærkes i denne forbindelse, at lovforslaget forudsætter, at sæddonorer sikres fuld anonymitet.”

Det er her nødvendigt at diskutere forskellige opfattelser af forældre. I debatten om kunstig befrugtning betragtes en række forskellige typer af mødre: Den biologiske mor (som har født barnet), den genetiske mor (som har lagt æg til), og den sociale mor (som barnet vokser op hos). Ofte vil en kvinde være flere af disse modertyper samtidig, men et barn kan i princippet godt have tre forskellige kvinder som de respektive mødre (rugemor, ægdonor og social mor). Det er relevant at skelne mellem disse typer af mødre når kunstig befrugtning diskuteres.

Tilsvarende må man også skelne mellem den biologiske/genetiske far og den sociale far. I det følgende indskrænkes diskutionen til at omfatte to kategorier af forældre: De biologiske (her opfattet som genetiske) forældre og de sociale forældre.

I Centrets oprids af problemstillingen optræder begge typer af fædre: Når det siges, at børn af enlige kvinder og lesbiske ikke har nogen far, må der hentydes til en social far. Når sæddonors anonymitet bringes på banen, er der derimod tale om en biologisk far, som ikke spiller nogen rolle som social far. Der anføres i Børnekonventionen ikke, hvad der forstås ved begreberne far, mor og forældre. Derfor er det nødvendigt at sætte konventionens bestemmelser i relation til alle formerne for forældreskab.

2.2 Centrets svar

Eva Ersbøll opstiller tre hovedspørgsmål:

  1. Er det en menneskeret at få børn, og omfatter den i givet fald ret til behandling med kunstig befrugtning?
  2. Er der tale om en individuel ret, der gælder for alle, eller en ret for ‘par’?
  3. Hvad er barnets tarv, og med hvilken vægt indgår dette i rettighedsspørgsmålet?

I svaret opridses forskellige relevante udtalelser og fortolkningsgrundlag.

En arbejdsgruppe under Europarådet vedr. moderne reproduktionsteknologi (CAHBI) har tilbage i 1989 behandlet emnet i en rapport (Human Artificial Procreation, Directorate of Legal Affairs, Council of Europe; 1989). Heri er udfærdiget et udkast til principper for brug af sådan teknologi. Princip 1, som angiver betingelserne for at anvende kunstig befrugtning, begrænser den gruppe, der skal have adgang til behandlingen til heteroseksuelle par.

Der er ikke opnået politisk enighed om princippet i Ministerkomit‚en, men Europarådet har begrundet offentliggørelsen af rapporten med at man herved vil bidrage til en “præ-legislativ harmonisering” på området. Den Europæiske Menneskerettighedskommission har behandlet en sag om en enligs adgang til at adoptere. Kommissionen fandt, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12, som bl.a. beskytter retten til at stifte familie, kun sikrer denne ret til en mand og en kvinde.

Diskrimination

I Centrets konklusion hedder det: “[…] retten til at få børn er en menneskeret for en mand og en kvinde […] Det er usikkert om der heraf kan udledes en ret til – om nødvendigt – at blive behandlet med kunstig befrugtning […] Det tages herved også i betragtning, at det antages at være barnets tarv (best interests) at have både en far og en mor, og at staten/samfundet har en særlig forpligtelse til at tilgodese barnets tarv, når det (gennem lovgivning) stiller foranstaltninger til rådighed, som berører barnet […]

“Enlige kvinder og lesbiske parforhold vil således næppe under henvisning til ikke-diskriminationsprincippet kunne påberåbe sig en ret til at blive behandlet med kunstig befrugtning. “Om der af hensyn til barnets tarv skal stilles ‘krav om en far’, og om de derfor skal være afskåret fra en sådan behandling på grund af Danmarks konventionsmæssige forpligtelser, er imidlertid et andet og mere tvivlsomt spørgsmål.” (Ersbølls fremhævelser)

Det er nødvendigt at gøre forudsætningerne klare, når man taler om diskrimination. Som det står anført, er det ikke sikkert, at heteroseksuelle par kan påberåbe sig en ret til kunstig befrugtning. Så på den måde står lesbiske lige med disse, hvilket gør det meningsløst at tale om diskrimination i denne sammenhæng. Derimod er det fuldt relevant at tale om diskrimination som patient/behandlingssøgende på et hospital. At man ikke diskrimineres som potentiel forælder betyder ikke, at man ikke diskrimineres f.eks. som behandlingssøgende.

Donoranonymitet

Endelig gives i Centrets svar en diskussion vedr. donoranonymitet:

“Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at det er vigtigt for et barn at kende sin oprindelse. Det er en viden, som man har fra adoptivbørn, der i vidt omfang har søgt oplysninger om deres biologiske forældre.

“Det samme behov kan antages at gøre sig gældende for ‘donorbørn’, jf. herved Centrets rapport, Lov og Ret om Børn (udarbejdet af en arbejdsgruppe i 1993).

“Anonymiteten på donorområdet har imidlertid hidtil – ud over hensynet til donors privatliv – været begrundet med hensynet til barnet og familien. Synspunktet har været […] at ‘hensynet til barnet tilsiger, at opvæksten betragtes, som om barnet fuldt og helt er resultatet af den naturlige forplantning, således at de gensidige familiære tilknytningsforhold kan udvikle sig så tæt på det normale som muligt’.

“I det omfang, at der åbnes for kunstig befrugtning, uden at barnet får en (social) far, holder denne argumentation ikke længere, idet man vil få ‘helt faderløse børn’ – hvilket man hidtil har forsøgt at undgå.” Det er karakteristisk, at den sociale far og den biologiske far her ligestilles. Der argumenteres efterfølgende for, at donoranonymitet er i konflikt med bl.a. Børnekonventionens artikel 8 om barnets “ret til at bevare sin identitet”. I Lov og Ret om Børn nævnes også artikel 7 om barnets ret til at kende og blive passet af sine forældre. I rapporten anfører arbejdsgruppen følgende: “Retten til at få oplysninger om donors identitet skal ikke indebære andre forpligtelser for donor, hverken af juridisk eller social karakter. Donorbarnet kan ikke have ret til arv fra donor, til at bære donors navn endsige til at kræve kontakt med donor. På disse områder har donorbarnet de rettigheder, som er givet via det juridiske forældreskab, som varetages af det par, som barnet er vokset op med som juridiske, sociale og psykologiske forældre.”

Ud fra dette synspunkt synes det ikke muligt at ligestille den sociale far og den biologiske far og sige, at et barn af enlige eller lesbiske slet ikke har nogen far. Det kan ikke være i overensstemmelse med Børnekonventionens intentioner, hvis det argumenteres, at et barns tilblivelse skal forhindres af hensyn til dets menneskerettigheder, hvis det ikke får en far – men at det er tilstrækkeligt at barnet får oplyst navnet på en donor, som det ikke har ret til at opsøge.

Tager man udgangspunkt i Børnekonventionens artikler 7 og 8 må begge typer af forældre være omfattet: Artikel 7.1: “Barnet skal […], så vidt muligt, [have] ret til at kende og blive passet af sine forældre.”

Teksten giver mening, når man f.eks. betragter tvangsfjernelse af børn fra deres forældre. Men i forbindelse med donation er der en indre konflikt i teksten, netop fordi der ikke skelnes mellem forældretyper. Det giver ingen mening at sikre børn, at de kan vokse op hos deres donorforældre. Det giver heller ingen mening, at sikre børn, at de kender deres sociale forældre. Det er altså nødvendigt, og helt op til deltagerstaternes lovgivende og administrative organer, at fortolke artiklens indhold ift. donation.

Noget tilsvarende gør sig gældende for artikel 8.

Artikel 8.1: “Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.”

I Lov og Ret om Børn bruges denne artikel som argument for ophævelse af donoranonymitet, idet det genetiske ophav betragtes som en del af barnets identitet. Til gengæld, kan der ikke herske tvivl om, at familieforhold indbefatter de sociale forældre.

Donoranonymitet er blevet diskuteret i mange sammenhænge, herunder i Det Etiske Råds redegørelser, i Sundhedsministeriets redegørelser og i Lov og Ret om Børn. I alle disse tilfælde er et af hovedsynspunkterne, at donorbørn og adoptionsbørn kan sidestilles, og at erfaringerne fra adoptionsbørn derfor kan benyttes ifm. donorbørn. Denne helt ukritiske opfattelse er imidlertid uholdbar: En adopteret lever med en viden om at være barn af nogle mennesker, som har overvejet og valgt, at dette barn skulle forsvinde ud af deres liv. Denne viden om beslutning om adskillelse af livsbaner er grobund for overvejelser, som selvsagt er af en helt anden karakter end en viden om, at ‚n eller anden har onaneret i et reagensglas. Det er ikke indlysende, at der er nogen analogi mellem de to problemstillinger, ligesom det er uklart, om der virkelig ‚r en dragning mod det genetiske, eller det blot er en reduktionistisk, tidstypisk forestilling.

For at sætte tingene yderligere i perspektiv kan anføres

  • at da Det Etiske Råd i 1989 stemte om ophævelse af donoranonymiteten, var 6 for og 11 imod, mens afstemningen i 1995 – hvor alle Rådets medlemmer var udskiftet – endte med 14 for og 3 imod ophævelse af anonymiteten,
  • at der i f.eks. Norge og England er donoranonymitet, mens der f.eks. i Sverige, Tyskland og Østrig ikke er anonymitet,
  • at 5-8% af alle danskere har en anden biologisk far end den de tror (Vides fra undersøgelser ifm. arvelige sygdomme og transplantationer).

Praksis omkring donoranonymitet, som bestemmes af mange andre forhold end vurderinger i relation til menneskerettigheder, er altså alt andet end entydig og enkel.

2.3. Konklusion

Som konklusion må siges, at det i Centrets svar til Sundhedsudvalget anførte problem, at donorbørn af lesbiske fødes ‘helt uden en far’, leder til en diskussion af forskellige forældretyper, og at fortolkningen af konventionerne først fastlægges, når der vælges en praksis. At give lesbiske mulighed for insemination kan således ikke være i konflikt med med Danmarks menneskeretlige forpligtelser.

Reklamer