Homoer til hverdag og fest

[Bragt i Politiken 05.07.96 og Det Fri Aktuelt 11.07.96]

Af Bent Hansen, LBL

Begejstringen og glædesrusen over den europæiske bøsse/lesbiske festival i København er ved at lægge sig. De homoseksuelle miljøer i Danmark vil imidlertid i mange år fremover i berusende grad være præget af den kulturelle og sociale vitaminindsprøjtning, som festivalen var. Bøsser og lesbiske med alle vores indbyrdes forskelligheder og fremtrædelsesformer er blevet en del af bybilledet og samfundslivet. Den hårde læder-bøsse, den hvinende fisselette, lebben på motorcykel og den veltilpassede operabøsse – alle er vi en hyldest til livets mangfoldighed.

Men når festen er slut, når der skrues ned for synligheden, når de udenlandske gæster er rejst hjem, så er det vigtigere end nogensinde at holde fast ved åbenheden, ved forskelligheden og ikke mindst ved vores politiske krav om samme rettigheder som andre borgere.

Jamen har vi da ikke det? – vil mange spørge. Svaret er nej! Derfor er det nødvendigt med lovgivning, der sikrer vores rettigheder.

For et par uger siden fik Island også en partnerskabslov, som Danmark har haft siden 1989 blot med den forskel, at 2 bøsser eller 2 lesbiske, der lever i partnerskab i Island også kan adoptere hinandens børn – den såkaldte stedbarnsadoption [Det har efterfølgende vist sig, at der kun er tale om en slags forældremyndighed, som ikke har nær de samme retsvirkninger som en egentlig stedbarnsadoption. Web-Red., 1999]. Det er uforståeligt, hvorfor danske politikere stadig ikke ønsker at give børnene i homoseksuelle familier herhjemme den samme retsstilling som børn i andre familier.

Heller ikke lesbiske, der gerne vil have børn, synes der at være politisk vilje til at give adgang til en sundhedsmæssig forsvarlig og tryg insemination i det offentlige sundhedssystem. Hvis lesbiske vil have børn, må de gøre det på den “gammeldaws facon”, siger man nedladende og med total mangel på respekt for lesbiskes helbred, identitet og levevilkår. Ifølge samme tankegang skal alle heteroseksuelle kvinder, der har behov for insemination herefter henvises til sex med naboen, mælkemanden eller postbudet som erstatning for deres egen mand, hvis de vil have børn.

Med partnerskabsloven kan vi blive gift – på rådhuset. Men hvad med alle os, der er medlem af folkekirken, er en del af livet og fællesskabet i menigheden og derfor gerne vil giftes i vores kirke? Hvorfor skal vi fortsat udelukkes fra at få Guds velsignelse af vores partnerskab og samliv?

Ifølge den danske partnerskabslov skal mindst den ene af partnerne være dansk statsborger. Hvorfor det? Hvorfor kan andre herboende EU-borgere, indvandrere eller flygtninge med opholdstilladelse ikke indgå partnerskab med hinanden? Hvorfor må Ahmed, der er 2. generationsindvandrer fra Tyrkiet ikke gifte sig med Emir fra Bosnien, når det er ham han elsker og lever sammen med?

Vi har imidlertid også grund til at være stolte over, at Danmark har været med til at vise vejen, når det gælder om at sikre bøssers og lesbiskes rettigheder. Vi har i Danmark i mange år aft en lovgivning, som forbyder forskelsbehandling bl.a. på grund af seksuel orientering. Men denne lov omfatter ikke arbejdsmarkedet. Derfor var det glædeligt, at Folketinget på arbejdsminister Jytte Andersens initiativ kort før homofestivalen vedtog en ny lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Loven trådte i kraft d. 1. juli, hvorefter arbejdsgiverne ikke længere hverken direkte eller indirekte må forskelsbehandle bl.a. bøsser og lesbiske ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Tak til arbejdsministeren for et godt initiativ og til Folketinget, fordi et flertal støttede ministerens forslag.

Vi venter utålmodigt på flere lovgivningsinitiativer, der fjerner bøssers og lesbiskes fortsatte status som andenrangs borgere.

Advertisements