Etisk Råds redegørelser

Tekstafsnit fra Det Etiske Råds redegørelser 1989 og 1995

Fra

Beskyttelse af menneskelige kønsceller,befrugtede æg, fosteranlæg og fostre. En redegørelse.

Det Etiske Råd, 1989

Hvem skal tilbydes kunstig insemination og reagensglasbefrugtning?

Rådet finder, at kunstig insemination og reagensglasbefrugtning er at sidestille med samleje, når man anvender sæd og ubefrugtede æg fra det involverede par, og kvinden selv bærer fosteret. Familieforholdet ændres ikke. Samfundet bør derfor ikke stille specielle krav til de vordende forældres egenskaber.

At betragte kunstig insemination og reagensglasbefrugtning på denne måde vil medføre en forskelsbehandling i forhold til adoptivforældre, til hvilke der i dag stilles specielle krav. Det skyldes, at adoptanter får bettroet et barn, som de ikke er forældre til rent biologisk. Samfundet stiller særlige krav til denne type forældre, fordi det er samfundet, der påtager sig det ansvar at give dem dette barn. Adoptanterne må derfor i vort samfund bevise, at de kan leve op til den standard, som forældreværdighed kræver, set med samfundets øjne. Rådet ser dog gerne, at vilkårene for adoption lempes, så kunstig befrugtning/reagensglasbefrugtning og adoption i højere grad ligestilles.

Et flertal (Andersen, Bolund, Bagger, Fasting, Garnov, Gyldenholm, Jensen, Kjær, Sejer Larsen, Mikkelsen, Pindborg, Rasmussen, Rømer Rassing) finder det ønskeligt, at et barn har to forældre af hvert sit køn. Det er desuden ønskeligt, at begge forældre påtager sig forældreforpligtelsen. Dette kan ske gennem et skriftligt informeret samtykke om kunstig insemination eller reagensglasbefrugtning fra ægtefælle eller samlever. Dvs. at den sociale fader påtager sig faderskabet ved anvendelse af donorsæd.

Et andet flertal (Andersen, Bolund, Damsholt, Garnov, Kallehauge, Sejer Larsen, Mikkelsen, Pindborg, Rømer Rassing, Rehof, Reintoft) mener dog ikke, at det er afgørende at sikre et barn en fader fra begyndelsen. Det bør derfor ikke være en forudsætning for kunstig insemination og reagensglasbefrugtning, at der er tale om ægtefæller eller faste parforhold. I dag er der mange enlige kvinder med børn, og denne familieform er ved at blive almindelig. Mange kvinder har valgt at leve alene, fordi de finder, at det giver dem og deres børn et bedre liv. Enlige kvinder bør således også have adgang til kunstig insemination og reagensglasbefrugtning. Dette flertal tillægger det endvidere betydning, at samfundet i dag har givet lesbiske par mulighed for ægteskabslignende status, og ud fra denne betragtning bør også lesbiske par have mulighed for kunstig befrugtning. Ydermere bør der ikke gøres forskel på enlige kvinder og to kvinder, der lever sammen.

Et mindretal (Bagger, Fasting, Gyldenholm, Jensen, Kjær, Rasmussen) finder, at hensynet til at sikre barnet forældre af begge køn tilsiger, at kvinder, der lever i et lesbisk forhold eller enlige kvinder, der ønsker børn uden et direkte personligt forhold til en mand, ikke bør have adgang til kunstig insemination med donorsæd eller reagensglasbefrugtning igennem det offentlige system.

 

Fra

Udkast til Redegørelse om kunstig befrugtning

Det Etiske Råd, sept. 1995

5.4 Hvem skal have adgang til barnløshedsbehandling?

Det Etiske Råd har drøftet spørgsmålet om den forskel, der eksisterer mellem betingelserne for at adoptere et barn og betingelserne for at få barnløshedsbehandling. Denne forskel berører såvel forudsætningerne for at kunne få adgang til henholdsvis adoption og barnløshedsbehandling som de økonomiske implikationer. Det Etiske Råd er af den opfattelse, at der bør ske en tilnærmelse mellem de to regelsæt, men da adoptionslovgivningen for tiden er genstand for udvalgsarbejde, har man afholdt sig fra at gå nærmere ind i spørgsmålet.

Det Etiske Råd ønsker indledningsvis at tilkendegive, at spørgsmålet om, hvorvidt enlige og lesbiske kvinder eller kvinder i overgangsalderen skal have adgang til behandling for barnløshed, synes at fylde uforholdsmæssigt meget i den offentlige debat om disse spørgsmål. Et rundspørge til forskellige behandlingssteder, som Det Etiske Råd har foretaget, viser, at der er tale om meget henvendelser fra kvinder, der enten er over klimakteriet, eller som lever enlige eller i lesbiske parforhold.

Ikke desto mindre optræder disse spørgsmål i debatten, og Det Etiske Råd føler sig derfor foranlediget til at præsentere en stillingtagen.

Det Etiske Råd mener, at der er gode grunde til at opretholde en øvre aldersgrænse for adgang til kunstig befrugtning. Rådet finder derfor ingen grund til at ændre på den nuværende praksis, hvor kvinder kun kan tilbydes behandling op til 45 år. Det er dog rådets opfattelse, at denne praksis bør overvejes lovfæstet, således at den er ens for offentlige og private klinikker.

Rådet begrunder denne stillingtagen med en henvisning til barnets tarv. Det må være i barnets interesse at vokse op under de bedst mulige betingelser, og det indebærer ifølge flertallets, at man har en vis sandsynlighed for at have sine forældre i live i hvert fald indtil ungdomsårene. Barnets angst for at miste forældrene spiller her en væsentlig rolle. Rådet mener dog, man tillige bør overveje, om der ikke også burde være en aldersgrænse for mænd, således som det kendes fra adoptionsområdet.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt enlige kvinder og kvinder, der lever i lesbisk parforhold, skal have adgang til kunstig befrugtning, mener 9 medlemmer af rådet (Niels Henrik Arendt, Asger Baunsbak-Jensen, Else Marie Bukdahl, Søren Holm, Ellen Kappelgaard, Ebba Lund, Inga Steiner Sørensen, Jørn Vestergaard, Marianne Wangsted), at disse kvinder skal nægtes en sådan adgang.

For såvidt angår de enlige, lægger disse medlemmer således op til en stadfæstelse af gældende praksis på de offentlige fertilitetsklinikker, hvor der stilles krav om, at man for at få adgang til barnløshedsbehandling skal leve i et fast parforhold af mindst 3 års varighed. Med hensyn til spørgsmålet om adgang til behandling for kvinder i lesbiske forhold, lægger disse medlemmer op til, at der tillige bør stilles krav om, at parforholdet består mellem en mand og en kvinde. Disse medlemmer mener desuden man bør overveje en lovfastsættelse af disse kriterier, således at der gælder det samme for private som for offentlige klinikker.

Disse medlemmer begrunder denne holdning med, at det må skønnes at være bedst for barnet at vokse op med både en mor og en far. Det kan give barnet problemer under opvæksten at vokse op uden en far, herunder hos to lesbiske kvinder, og derfor bør man af hensyn til barnet sørge for, at det kun i begrænset omfang finder sted.

Disse medlemmer er opmærksom på, at enlige og lesbiske kvinder, der får børn, formentligt jævnligt vil kunne udfylde forældrerollen på udmærket måde, men finder, at en regel baseres på en generel vurdering, som derfor bliver noget firkantet.

8 medlemmer (Barbara Gram, Jørgen Husted, Lene Koch, Jens Ole Nielsen, Linda Nielsen, Lars Nordskov Nielsen, Sigurd Olesen, Michael (sic.) Rørth) mener derimod principielt ud fra en lighedsbetragtning, at såfremt behandlingerne tilbydes, bør de tilbydes alle, forudsat der ikke er medicinske grunde til at tvivle på muligheden for gode resultater. Disse medlemmer mener på den baggrund, at det, i den udstrækning de forskellige teknikker i øvrigt tillades, er urimeligt at forholde enlige og lesbiske muligheden for at få børn ved hjælp af kunstig befrugtning. Disse medlemmer henholder sig her dels til, at der ikke er grund til at tvivle på, at disse kvinder vil kunne udgøre gode forældre og formå at skabe et godt og trygt hjem for det barn, der skal vokse op, dels til, at et forbud betyder, at disse kvinder bliver overladt til et uoverskueligt og sundhedsfarligt “sort marked”, hvis de vil have børn.

 

Fra

Kunstig befrugtning – en redegørelse

Det Etiske Råd, nov. 1995

6.6 Hvem skal have adgang til barnløshedsbehandling?

Som det fremgår af kapitel 4 opererer en del af de offentlige klinikker med et sæt af kriterier for, hvem der kan få adgang til barnløshedsbehandling. Det Etiske Råd finder derfor anledning til at diskutere spørgsmålet om, hvorvidt alle skal have adgang til behandling for ufrivillig barnløshed, eller om man bør indføje bestemmelser om, hvem der skal have en sådan adgang i den lovgivning for området, der lægges op til.

Det Etiske Råd har i den forbindelse drøftet spørgsmålet om den forskel, der eksisterer mellem betingelserne for at adoptere et barn og betingelserne for at få barnløshedsbehandling. Denne forskel berører såvel forudsætningerne for at kunne få adgang til henholdsvis adoption og barnløshedsbehandling som de økonomiske implikationer. Det Etiske Råd er af den opfattelse, at der bør ske en tilnærmelse mellem de to regelsæt, men da adoptionslovgivningen for tiden er genstand for udvalgsarbejde, har man afholdt sig fra at gå nærmere ind i spørgsmålet.

Det Etiske Råd mener, at der er gode grunde til at opretholde en øvre vejledende aldersgrænse for adgang til kunstig befrugtning. Rådet finder derfor ingen grund til at ændre på den nuværende praksis, hvor kvinder som hovedregel kun kan tilbydes behandling op til 45 år, men rådet er dog af den opfattelse, at individuelle hensyn i enkelte tilfælde kan begrunde en tilsidesættelse af denne vejledende grænse.

Rådet begrunder denne stillingtagen med hensynet til barnets tarv. Det er i barnets interesse at vokse op under de bedst mulige betingelser, og det indebærer ifølge flertallets, at man har størst mulig sandsynlighed for at have sine forældre i live i hvert fald indtil ungdomsårene. Under drøftelserne i rådet er der peget på, at denne begrundelse også taler for, at man bør overveje, om der burde være en aldersgrænse for mænd, således som det kendes fra adoptionsområdet.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt enlige kvinder og kvinder, der lever i lesbisk parforhold, skal have adgang til kunstig befrugtning, mener 9 medlemmer af rådet (Barbara Gram, Jørgen Husted, Lene Koch, Jens Ole Nielsen, Linda Nielsen, Lars Nordskov Nielsen, Sigurd Olesen, Mikael Rørth, Marianne Wangsted) principielt ud fra en lighedsbetragtning, at i den udstrækning de forskellige teknikker i øvrigt tillades, er urimeligt at forholde enlige og lesbiske muligheden for at få børn ved hjælp af kunstig befrugtning. Disse medlemmer mener således ikke, at der skal udstedes lovforbud imod kunstig befrugtning til enlige og lesbiske kvinder. Disse medlemmer henholder sig her dels til, at der ikke er grund til at tvivle på, at disse kvinder vil kunne udgøre gode forældre og formå at skabe et godt og trygt hjem for det barn, der skal vokse op [69], dels til, at et forbud kan betyde, at disse kvinder bliver overladt til et uoverskueligt og sundhedsfarligt “gråt marked”, hvis de vil have børn.

For nogle af disse medlemmer er det tillige af stor betydning, at det fastsls, at såfremt behandlingerne tilbydes, bør de tilbydes alle, forudsat der ikke er medicinske grunde til at tvivle på muligheden for gode resultater. Disse medlemmer mener derfor ikke at enlige kvinder og kvinder, der lever i lesbiske parforhold, må diskrimineres med hensyn til adgang til barnløshedsbehandling.

8 medlemmer (Niels Henrik Arendt, Asger Baunsbak-Jensen, Else Marie Bukdahl, Søren Holm, Ellen Kappelgaard, Ebba Lund, Inga Steiner Sørensen, Jørn Vestergaard) mener ikke, at der skal være en sådan adgang.

For så vidt angår de enlige kvinder, ønsker disse medlemmer en lovfæstelse af gældende praksis på de offentlige fertilitetsklinikker, hvor der stilles krav om, at man for at få adgang til barnløshedsbehandling skal leve i et fast parforhold af mindst 3 års varighed. Med hensyn til spørgsmålet om adgang til behandling for kvinder i lesbiske forhold, lægger disse medlemmer op til, at der tillige bør stilles krav om, at parforholdet består mellem en mand og en kvinde. Disse medlemmer mener desuden man bør overveje en lovfastsættelse af disse kriterier, således at der gælder det samme for private som for offentlige klinikker.

Disse medlemmer begrunder dette standpunkt med, at det alt andet lige må skønnes at være bedst for barnet at vokse op med både en mor og en far. Det kan give barnet problemer under opvæksten og evt. senere at vokse op uden en far, og derfor bør man af hensyn til barnet sørge for, at det kun i begrænset omfang finder sted.

Særligt for så vidt angår lesbiske er det disse medlemmers opfattelse, at de lighedsbetragtninger og de humane hensyn, som ligger til grund for de senere års samfundsmæssige bestræbelser på at undgå urimelig diskrimination af homofile ikke i enhver henseende tilsiger ligestilling.

Disse medlemmer er opmærksomme på, at mange enlige og lesbiske kvinder, der får børn, formentlig vil kunne udfylde forældrerollen på udmærket måde, men finder, at en regel må baseres på en generel vurdering, som derfor kan komme til at virke firkantet.

 

[69] En undersøgelse publiceret i tidsskriftet Nordisk Sexologi i 1991 konkluderer på baggrund af 60 videnskabelige undersøgelser, at alt tyder på, at homoseksuelle mænd og kvinder udgør udmærkede forældre. Ernulf, K.E. & S.M. Innala. 1991. Homosexuella män och lesbiska kvinnor som föräldrar. En sammanfattning av aktuell forskning’, Nordisk Sexologi 9:65-74

Reklamer