Kritik af udredning

Kritik af visse punkter i

Udkast til Redegørelse om Kunstig Befrugtning

Det Etiske Råd, 1995

fremlagt som oplæg ved debatdag om kunstig befrugtning

Eigtveds Pakhus, tirsdag den 5. september 1995

ved

Landsforeningen for bøsser og lesbiske

Det Etiske Råd anbefaler i sit Udkast til Redegørelse om kunstig befrugtning, at kriminalisere enlige og lesbiske kvinders adgang til barnløshedsbehandling under kontrollerede former. Det anbefales således, at kun heteroseksuelle par skal kunne få behandling, og at denne regulering skal omfatte såvel offentlige som private klinikker. I 1989 mente Det Etiske Råd, at enlige og lesbiske kvinder ikke burde nægtes adgang til behandling.

Landsforeningen for bøsser og lesbiske mener

  • at der ikke er baggrund for at indføre en sådan kriminalisering,
  • at Det Etiske Råd ikke har belyst spørgsmålet tilstrækkeligt til at fremkomme med en så vidtrækkende anbefaling,
  • at Det Etiske Råds anbefaling går imod den positive udvikling i det danske samfund, for en stadig bredere anerkendelse af lesbiskes og bøssers rettigheder, herunder optagelsen under anti-diskriminationsparagraffen og indførelsen af det registrerede partnerskab,
  • at selvom anbefalingen ikke skulle føre til lovgivning, vil den ved sin tilstedeværelse i et autoritativt dokument fra Det Etiske Råd være til skade for lesbiske og bøsser.

Derfor skal Landsforeningen for bøsser og lesbiske hermed på det kraftigste opfordre Det Etiske Råd til at fjerne denne anbefaling fra redegørelsen.

Det Etiske Råd behandler i sit Udkast til Redegørelse om kunstig befrugtning, herefter kaldt Udkastet, ikke blot de etiske aspekter af de enkelte behandlingsmetoder, men tager også stilling til kriterier for hvem, der skal tilbydes behandling.

Et flertal af Det Etiske Råd anbefaler, “at en [retlig] regulering indeholder bestemmelser om, at der som betingelse for barnløshedsbehandling i såvel offentligt som privat regi stilles krav om heterosexuelt parforhold” (s.96).

I redegørelsen Beskyttelse af menneskelige kønsceller, befrugtede æg, fosteranlæg og fostre, Det Etiske Råd 1989, mente et flertal af rådet “at hverken enlige eller lesbiske kvinder burde nægtes adgang til insemination og reagensglasbefrugtning” (s.10).

Det Etiske Råd ændrer således indstilling fra i ’89 at anbefale en fuldstændig liberalisering hvad angår enliges og lesbiskes adgang til behandling til nu at anbefale en kriminalisering af det samme.

Landsforeningen for bøsser og lesbiske står uforstående overfor hvilken udvikling i det danske samfund, som kan begrunde en så vidtrækkende ændring i tilkendegivelse fra Det Etiske Råd.

Betragtninger, som ligger til grund for Det Etiske Råds stillingtagen

I forbindelse med diskussionen vedr. donation af sæd fremgår, at selv de medlemmer af Rådet, som finder, at der er betænkeligheder ved anvendelsen af donorsæd, ikke vil anbefale et forbud mod brugen heraf. Det er bl.a. fordi “et forbud har mange negative konsekvenser, bl.a. i form af den smittefare, der er forbundet med sæddonation, der ikke foregår under velorganiserede og kontrollerede former” (s.81).

Endvidere bemærkes det, at “Sundhedsstyrelsen har udsendt retningslinier, som angår information og undersøgelse samt foreskriver en række procedurer, som den behandlende læge bør følge for at mindske smitterisiko for HIV og videregivelse af arvelige sygdomme” (s.38).

Det Etiske Råd ses således at anerkende risikoen ved insemination under ikke kontrollerede former, ligesom det anerkender risikoen for, at insemination under ukontrollerede former vil optræde dersom muligheden for en behandling under kontrollerede forhold udelukkes.

Yderligere er Rådet bevidst om, at der i samfundet er udstukket retningslinier med henblik på at beskytte kvinden mod de farer, der ligger i en behandling, som ikke foregår under kontrollerede forhold.

I diskussionen om, hvorvidt behandling for barnløshed skal tilbydes i det offentlige sundhedsvæsen, mener et flertal i Det Etiske Råd, at det er afgørende, “at der er tale om alvorlige menneskelige belastninger, der kan og kun kan behandles i sundhedsvæsenets institutioner” (s.92). Begrundelsen baseres først og fremmest på hjælpemotivet og lighedsbegrebet: Man skal hjælpe de, som ikke kan få børn, og alle skal have muligheden for behandling, også selvom økonomien ikke rækker til behandling på en privat klinik.

I forlængelse af anbefalingerne præcisiseres i Udkastet: “Når det er foreslået at lade de etiske synspunkter udmønte sig i lovgivning, skyldes det Det Etiske Råds opfattelse af

  • at der herved fastlægges nogle værdier og normer i det danske samfund for området,
  • at disse spørgsmål er så væsentlige ud fra et etisk synspunkt, at der kræves en lovgivningsmæssig stillingtagen,
  • at der herved sker en beskyttelse af de kommende børn,
  • at lægerne får klare retningslinier,
  • at der herved skabes grundlag for offentlig indsigt og demokratisk kontrol med dette sensitive område.” (s.97-98)

Det Etiske Råd vedkender sig således, at dets anbefalinger ønskes og forventes at få betydning i det danske samfund for opfattelsen af og bevidstheden om disse emner.

Det noteres, at debatten også handler om, “om de hensyn, der taler imod en bestemt behandlingsform, omvendt er så betydningsfulde og tungtvejende, at de giver os grund til at regulere, herunder eventuelt helt forbyde anvendelsen af den pågældende behandling” (s.70).

Kritisk diskussion

Begrundelsen for at kriminalisere ikke heteroseksuelles adgang til behandling for barnløshed, sådan som den fremgår af Udkastet, er i sin fulde ordlyd

“at det må skønnes at være bedst for barnet at vokse op med både en mor og en far. Det kan give barnet problemer under opvæksten at vokse op uden en far, herunder hos to lesbiske kvinder, og derfor bør man af hensyn til barnet sørge for, at det kun i begrænset omfang finder sted” (s.88).

Der gøres ingen forsøg på at belyse problemstillingen fra flere sider, ligesom argumentet heller ikke underkastes en nøjere vurdering. Der er mange fordomme om lesbiske og bøsser som forældre, herunder mange formodninger om identitets- , kønsrolle- og seksualitets-problemer hos det opvoksende barn. I virkelighedens verden peger alt imidlertid i den modsatte retning, hvilket da også understøttes af forskellige grene af faglitteraturen Alle undersøgelser viser, at børn af homoseksuelle ligner alle andre børn, og at deres forhold til omgivelser og medmennesker er ligesom andre børns.

Til forsvar for sin holdning anføres om det flertal, som ønsker regulering af enlige og lesbiske kvinders adgang til behandling: “Disse medlemmer er opmærksomme på, at enlige og lesbiske kvinder, der får børn, formentligt jævnligt vil kunne udfylde forældrerollen på udmærket måde, men finder, at en regel må baseres på en generel vurdering, som derfor bliver noget firkantet” (s.88).

Dette står i skærende kontrast til Rådets opfattelse af forholdene omkring dets stillingtagen: “Etisk stillingtagen til kunstig befrugtning (ligesom til andre spørgsmål) er derfor uvilkårligt forbundet med et valg, nemlig et valg af, hvilke hensyn man synes bør veje tungest. Man må naturligvis bestræbe sig på at sikre, at dette valg træffes på et så velinformeret og solidt grundlag som muligt. Men der er i sidste ende uundgåeligt tale om et valg” (s.66).

Det fremgår ingen steder, at Det Etiske Råd har perspektiveret problemstillingen vedrørende enlige og lesbiske kvinders adgang til barnløshedsbehandling, hvorfor der heller ikke kan findes begrundelse for en etisk stillingtagen.

Etisk Råd tilkendegiver i udkastet, at det mener spørgsmålet om enlige og lesbiske kvinders adgang til kunstig insemination synes at fylde uforholdsmæssigt meget i den offentlige debat (s.87). Begrundelsen for dette synspunkt er, at der er forholdsvis få henvendelser fra sådanne kvinder til forskellige behandlingssteder.

Dette kan dog ikke umiddelbart tages som et tegn på, at f.eks. lesbiske ikke ønsker at gøre brug af muligheden for behandling. Lesbiske i Danmark, som overvejer at få børn, er givetvis opmærksomme på de offentlige klinikkers holdning, at insemination i offentligt regi ikke skal være en tilgængelig mulighed.

Gynækologisk Afdeling Y, Århus Kommunehospital, fik en henvisning med anmodning om insemination af et lesbisk par. Det er op til den enkelte læge at afgøre, om vedkommende vil behandle et lesbisk par, og i det aktuelle tilfælde – en offentlig klinik – blev der anlagt det synspunkt, at der ultimativt er tale om en politisk-administrativ afgørelse, hvorfor der blev rettet henvendelse til Sygehusledelsen, som gav spørgsmålet videre til Århus Amt.

Denne politisering af sagen var meget forventelig. På den baggrund er det sandsynligt, at mange lesbiske par, som har haft det ønske at blive forældre, har opgivet denne mulighed på forhånd, idet de ikke har ville gøre dette meget personlige behov og denne meget følelsesladede beslutning til genstand for en politisk debat.

Amtsrådets Sygehusudvalgs afgørelse i den pågældende sag blev, at man ikke anser insemination af lesbiske for en sygehusopgave. Til grund for denne afgørelse ligger de argumenter, som findes i den oprindelige henvendelse fra hospitalet, og som i den fulde ordlyd er som følger:

“Hidtil har de offentlige klinikker haft den holdning, at man kun tilbyder heteroseksuelle par denne behandling ud fra tanken om, at et barn bør have en far og en mor.

I Århusområdet har de lesbiske par mulighed for at modtage behandling på Fertilitetsklinikken i Højbjerg.

Hensynet til donorernes ønsker bør medtages i disse overvejelser. I en spørgeskemaundersøgelse blandt sæddonorer i sædbanken Cryos svarer 30-40% af donorerne, at de accepterer, at deres sæd anvendes til insemination af lesbiske, mens ca. 40% er direkte imod”.

Også her er igen tanken om, at et barn bør have en far og en mor, et bærende argument. Amtsrådets afgørelse, nemlig at insemination af lesbiske, modsat behandling af heteroseksuelle, ikke er en sygehusopgave, kan imidlertid ikke siges at være begrundet i de i brevet opstillede præmisser. Bag denne beslutning, må ligge en ikke refereret argumentation for at skelne mellem kvinder på baggrund af seksualitet.

Konsekvensen er temmelig barok: Betragt to fertile kvinder. Den ene vælger at dele sit liv med en anden kvinde, den anden vælger at dele sit liv med en mand med dårlig sædkvalitet. Begge har de foretaget et valg, men kun den ene kan blive behandlet på et sygehus. Den anden må betragte sit valg som et samtidigt fravalg af børn, eller subsidiært selv sørge for befrugtning på anden vis.

Beslutningen i Århus Amtsråd kan forventes at danne præcedens. Dette er meget utilfredsstillende i lyset af, der ikke er givet nogen begrundelse for afgørelsen. Sagen viser, at der er et behov for at få en stillingtagen, og at emnet forekommer så kontroversielt, at beslutningen må træffes på højeste sted.

Når Det Etiske Råd har valgt at behandle emnet i Udkastet, er det fordi, spørgsmålet optræder i debatten, “og Det Etiske Råd føler sig derfor foranlediget til at præsentere en stillingtagen” (s.87). Det er altså ikke fordi spørgsmålet vedrører den etiske stillingtagen til kunstig befrugtning som sådan, men fordi det diskuteres, at det tages med i redegørelsen.

En redegørelse fra Det Etiske råd er et autoritativt dokument: Den må forventes at indeholde en vægtning af alle relevante synspunkter, at præsentere kvintessensen af opfattelser i Danmark, at udgøre en facitliste ved etiske/moralske spørgsmål.

Også på denne baggrund synes det overraskende, at Det Etiske Råd, på basis af den givne vurdering, vil gå så vidt som til her at anbefale en restriktiv regulering.

Danmark fremstår som et tolerant land, hvor retten til forskellighed respekteres. Hvad angår bøsser og lesbiske er dette bl.a. udmøntet i optagelse af kategorien ‘seksuel orientering’ i antidiskriminationsparagraffen, ligesom Danmark som det første land i verden indførte det registrerede partnerskab, hvilket siden er kopieret i Norge, Sverige og Grønland, og flere lande er på vej med tilsvarende lovgivning. Danmark er således et foregangsland hvad angår anerkendelsen af bøssers og lesbiskes rettigheder. Det Etiske Råds redegørelse fra 1989 falder tidsligt sammen med vedtagelsen af loven om det registrerede partnerskab, og anbefalingen af liberalisering af enlige og lesbiske kvinders adgang til barnløshedsbehandling falder fint i tråd med denne anerkendelse af homoseksuelles rettigheder.

Så meget desto mere vækker det til forundring, at Det Etiske Råd idag, uden nærmere begrundelse, kan anbefale en kriminalisering af ikke heteroseksuelle pars brug af behandling.

Konklusion

Det Etiske Råd anbefaler, at der som betingelse for barnløshedsbehandling i såvel offentligt som privat regi stilles krav om heteroseksuelt parforhold. Herved anbefaler Det Etiske Råd en kriminalisering af enlige og lesbiske kvinders adgang til barnløshedsbehandling.

Landsforeningen for bøsser og lesbiske mener

  • at der ikke er basis for at anbefale en sådan kriminalisering,
  • at Det Etiske Råd ikke har belyst spørgsmålet tilstrækkeligt, til at fremkomme med en så vidtrækkende anbefaling,
  • at Det Etiske Råd hermed aktivt går imod den positive udvikling i det danske samfund, som har betydet en stadig bredere anerkndelse af bøssers og lesbiskes rettigheder, udmøntet bl.a. i optagelse under antidiskriminationsparagraffen og indførelsen af det registrerede partnerskab,
  • at Det Etiske Råd herved cementerer fordomme om lesbiske og bøsser som forældre,
  • at en sådan anbefaling er et anslag mod lesbiskes og bøssers rettigheder, som rækker langt udover spørgsmålet om insemination af lesbiske,
  • at dette er tilfældet også selvom anbefalingen ikke skulle føre til lovgivning, i og med en redegørelse fra Det Etiske Råd må betragtes som et autoritativt dokument.

Landsforeningen for bøsser og lesbiske skal derfor på det skarpeste tage afstand fra denne anbefaling fra Det Etiske Råd og på det kraftigste opfordre til, at den fjernes fra den endelige redegørelse.

 

Søren Laursen 05.09.95 Landsformand

Advertisements